Ulovligheder ved uddeling af kunststøtte

Akademirådet har som opgave at fremme kunsten og rådgive staten i kunstneriske spørgsmål. I december 2014 påpegede rådet over for de statslige og statsanerkendte museer, at der efter Rådets opfattelse bestod et misforhold i den kendsgerning, at der i museernes nye samlinger fortsat er langt mellem værker udført af kvindelige kunstnere. I maj i år fremlagde fhv. kulturminister Marianne Jelved sin nye musikhandlingsplan for 2015-2018, der stiller krav til de regionale spillesteder og de driftsstøttede festivaler om, at ”de skal rapportere om, hvad de gør for at skabe en større kønsmæssig diversitet.”

Inden vi kommer for langt i planlægningen af forhåndsbestemte andele på baggrund af køn ved indkøb og uddelinger, har advokat, dr.phil,  (H) Jens Ravnkilde og jeg undersøgt, om vi herved rent juridisk risikerer at komme til at udøve omvendt diskrimination. Svaret er et klart ja.

Kollektiv retfærdighed
Overordnet kan det siges, at der inden for dansk jura ikke findes noget sådant som ”kollektiv retfærdighed”. Det er derfor heller ikke lovligt at uddele støtte til to kønskollektiver. I øvrigt kan begrebet ”ligestilling”, som det hyppigt forekommer, heller ikke defineres som uddeling af lige store portioner støtte til de to køn. Ligestilling må defineres som fraværet af diskrimination. Hvis man mener, at der foregår diskrimination mod kvinder, må man påvise dette konkret. Man kan ikke blot henvis til såkaldt ”skæve tal”.

Lovgivningen bag Statens Kunstfond har et rent kunstpolitisk sigte. Tanken er at fremme kunstnerisk talent og eneafgørende for spørgsmålet, om en ansøger skal begunstiges eller ej, er følgelig den pågældendes kunstneriske evner. Afvigelser fra dette enekriterium er udtryk for en lovovertrædelse. Dette gælder, uanset grunden til afvigelsen, f.eks. at den begunstigede tilhører det underrpræsenterede køn.

I Lov om Statens Kunstfonds virksomhed formuleres det på denne måde: ”For så vidt angår spredningen på køn og alder er Statens Kunstfonds afgørelser omfattet af ligestillingslovens bestemmelser om forbud mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn eller andet, jf. § 2 i denne lov.”[i]

Kritisable forhold
Nedenfor vil jeg stikprøveagtigt give en række eksempler på kritisable forhold. Eksemplerne viser, at forskellige udvalg, der uddeler kunststøtte, har pålagt sig selv at respektere to kvoteordninger i forbindelse med valget mellem ansøgningerne: dels en ordning, som går ud på, at kønsfordelingen skal svare til kønsfordelingen blandt ansøgerne, således at ansøgerne fra de to køn opnår samme succesrate, dvs. at mænd og kvinder har samme chance for at blive begunstiget. Dels en kvote som går ud på, at de to køn uanset kønsfordelingen blandt ansøgerne samlet skal modtage samme beløb.

Hver gang midler uddeles til en ansøger i det øjemed at opfylde en kvoteordning, er der ifølge sagens natur en anden ansøger, der ville have fået tildelingen, hvis kvoten ikke havde være bestemmende for udfaldet. Hvis f.eks. et legat går til en kvindelig ansøger, fordi dette er nødvendigt for at opnå en ligelig fordeling af midler til mandlige og kvindelige ansøgere, er der en mandlig ansøger, som i fraværet af kvoten ville have fået tildelingen, idet han er mere talentfuld end den begunstigede kvinde. Han forbigås, fordi dette er nødvendigt for at opfylde kvoten.

Forbigåelsen er i strid med kunststøttelovgivningen, hvis formål som nævnt betinger, at midlerne skal gå til de bedst kvalificerede ansøgere, her altså manden, og med ligestillingsloven, eftersom han forbigås, fordi han er en mand.Lovbestemmelsens stk. 2 fastslår, at kønsdiskrimination betegner det forhold, at man får en dårligere behandling, end man ville have fået, hvis man havde tilhørt det andet køn. Dette gælder for den pågældende mand, eftersom han ville have modtaget legatet, hvis han havde været en kvinde.

Kvotetænking som automatik
I 00’erne foregik kvotetænkningen mange steder ganske åbenlyst. F.eks. skrev Udvalget for Kunst i Det Offentlige Rum i sin årsberetning 2002, at man i valget af de enkelte projekter havde vægtet en alders- og kønsmæssig bredde.

Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg meddelte i årsberetningen for 2006, at udvalget fra 2003-2006 anvendte mainstreaming-begrebet ”Incorporating equal opportunities for women and men into all Community policies and activities”. En statistisk opgørelse over udvalgets fordeling af produktionstilskud 2005 viste da også en næsten ensartet fordeling af tilskud til henholdsvis mandlige og kvindelige kunstnere.

Kunstrådets billedkunstudvalg fremhævede, at mangfoldighed havde været et gennemgående begreb i udformningen af udvalgets støttepolitik herunder en en større lydhørhed i forhold til bl.a. køn. I rådets  årsberetning for 2007 kunne det da også oplyses, at halvdelen af de begunstigede var kvinder. For begge støttekategorierne var tallene fifty-fifty: ”I 2007 har 269 personer fået tilsagn på en produktionsansøgning: 134 personer er kvinder: 50 %. 135 personer er mænd 50: %. I 2007 er der bevilget i alt 11.385.454 kr. til produktion: 5.621.192 kr. er bevilliget til kvinder: 50 % 5.764.262 kr. er bevilliget til mænd: 50 %.

Hvad angår de 3-årige arbejdslegater til billedkunstnere gik i 2003 83 %  af midlerne til mænd, i 2002 75 % og i 2001 80 %.  Senere vendte billedet. I 2005 var modtagerne således 5 kvinder og 3 mænd, og i 2006 5 kvinder og 2 mænd.[ii] Ingen har kritiseret Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design for at give støtte til en markant lavere andel mænd end kvinder, hvilket i 2014 gav sig udtryk i 61,1 % af midlerne til kvinder og 38,9 % til mænd.

Rapport: Kvinder i Kunst
Ifølge rapporten Kvinder i Kunst er der i det billedkunstneriske indkøbs- og legatudvalg foregået, hvad der kaldes ”en væsentlig forbedring af ligebehandlingen i perioden 1994-2005.” Som eksempler på udvikling i retning af en forøget kønsbalance omtaler rapporten, at i 1994 ”gik 29,7 % af bevillingerne til kvindelige kunstnere, mens det i 2005 var steget til 49,6 %”.

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg udtalte i 2005, at man tilstræbte en vis bredde i sine prioriteringer, og at også hensynet til den kønsmæssige balance havde været inddraget, uden dog at være udslagsgivende. Støtten til efterårsudgivelserne det år begunstigede to mandlige og to kvindelige forfattere.

I 2006 gav Litteraturudvalget helt eksplicit udtryk for sin stræben efter kønsbalance. I årsberetningen for 2006 hed det således, at. ”Vi tager afgjort ansøgernes køn i betragtning”. I 2006 var der 175 mandlige og 110 kvindelige forfattere, som ansøgte om midler. Udvalget udtaler, at tildelingerne gerne skulle afspejle denne balance, hvilket den også kom til, idet mandlige og kvindelige forfattere modtog støtte i samme forhold som gjorde sig gældende for ansøgningernes vedkommende. Videre konstaterede Litteraturudvalget, at der i forårsuddelingen 2006 også var balance mellem de to køn hvad angår præmiererede bøger, idet de omfattede værker af to mænd og to kvinder.

Blød kvotering
Alt tyder på, at 00’ernes håndfaste forsøg på at nå en 50 % støtte i kvinders favør, efterhånden flere steder er afløst af en mere implicit blød kvotering. Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg fremviste således helt uden proklamationer om ligestilling et relativt stabilt fifty-fifty mønster i perioden 2009-2013. Året 2009 var i fuldstændig balance med 50 % til hvert køn.

I opgørelsen for 2014 understregede Legatudvalget for Billedkunst da også direkte, at: ”Vi bestræber os på at indkøbe bredt, både hvad angår genrer, alder, køn og udstillingssted.” Netop dette udvalg kunne da også fortsat fremvise nydeligt afbalancerede tal dette år i form af 48,7 % fordelinger af tilsagn til kvinder og 51,3 % til mænd, hvilket resulterede i 54,3 % tildelinger af midler til kvinder mod 45,7 % til mænd.

Ud over fondenes uddelingspraksis er det værd at nævne det beslægtede område, som består i museernes indkøbspolitik. Museet for Samtidskunst i Roskilde oplyste i juni 2014, at der er 50 procent mænd og 50 procent kvinder repræsenteret i samlingen. Museumsleder Sanne Kofod udtalte, at museet arbejder med kønskvoter, men at dette ikke betyder at kvaliteten nedprioriteres.[iii] Museet drives med tilskud fra Roskilde Kommune og staten.

Kvotens konsekvens
Hver gang midler uddeles til en ansøger i det øjemed at opfylde en kvoteordning, er der ifølge sagens natur en anden ansøger, der ville have fået tildelingen, hvis kvoten ikke havde være bestemmende for udfaldet. Hvis f.eks. et legat går til en kvindelig ansøger, fordi dette er nødvendigt for at opnå en ligelig fordeling af midler til mandlige og kvindelige ansøgere, er der en mandlig ansøger, som i fraværet af kvoten ville have fået tildelingen, idet han er mere talentfuld end den begunstigede kvinde. Han forbigås, fordi dette er nødvendigt for at opfylde kvoten. Forbigåelsen er i strid med kunststøttelovgivningen, hvis formål som nævnt betinger, at midlerne skal gå til de bedst kvalificerede ansøgere, her altså manden, og med ligestillingsloven, eftersom han forbigås, fordi han er en mand.

Lovbestemmelsens stk. 2 fastslår, at kønsdiskrimination betegner det forhold, at man får en dårligere behandling, end man ville have fået, hvis man havde tilhørt det andet køn. Dette gælder for den pågældende mand, eftersom han ville have modtaget legatet, hvis han havde været en kvinde.

Det er endvidere værd at fremhæve, at tildelinger hinsides enhver tvivl bygger på ulovligheder, hvis de som flere af de ovenfor omtalte kunststøtteordninger faktisk gang på gang fører til en tilnærmelsesvis fuldstændigt ligelig fordeling af støtte til mandlige og kvindelige ansøgere. Dette skyldes, at det er utænkeligt, at det kunstneriske talent er således fordelt på ansøgerne, at iagttagelse af kravet om, at den kunstnerisk bedst begavede skal begunstiges, fører til total ligedeling. Den slags tilfældigheder findes ikke. Den ligelige fordeling kan kun forklares under henvisning til, at der i en række tilfælde er tildelt midler grundet køn i stedet for evner.

Statens Kunstfond afviser kritikken
Bestyrelsesformand i Statens Kunstfond afviser forelagt ovennævnte oplysninger – enhver form for irregularitet i fondens virke. I Weekendavisen den 3/7 svarer hun på advokat Jens Ravnkildes og min kritik.

Hun siger, at fonden ikke er underlagt nogen lovgivning om kvoter, og at udvalgsmedlemmerne dermed ikke får nogen ”redskaber, der kan hjælpe dem med at styre en fordeling på køn.” Hun har dermed intet ansvar for udvalgenes praksis. Jamen det har vi da heller aldrig hævdet.

Skønt formanden altså forsøger, at forsvare sin organisation udadtil, må hun forventes indadtil at optræde med større konsekvens f.eks. ved at udsende et hyrdebrev om, at ingen udvalg længere må skele til kønsbalance i deres uddelingspraksis. Vi forventer, at uddelinger af kunststøtte på basis af kvoter forsvinder, når det bliver kendt, at de er ulovlige, uanset om de foregår via direkte hensigtserklæringer eller som en fifty-fifty tommelfingerregel. Ingen vil risikere deres udvalgspost ved at promovere dem.