Gennemslagskraft i en mørketid

Kunst med et politisk islæt er hjerteblod for Jeannette Ehlers, der med sin udstilling Say It Loud portrætterer Danmarks rolle under den transatlantiske slavehandel. Det var derfor også et meget rørt og dybt bevæget øjeblik for Ehlers, da hun modtog beskeden om, at hendes udstilling er udråbt som vinder af årets Kunstkritikerpris.

LÆS ANMELDELSEN AF UDSTILLINGEN

”Jeg er selvfølgelig virkelig glad for, at mit arbejde bliver modtaget på den måde. Jeg føler, at jeg har fået noget taletid, og det er jeg super glad for, fordi jeg netop arbejder med tematikker, som jeg synes har været svære at få igennem i en dansk sammenhæng. Men det hér er også et tegn på, at der er nogen, der lytter,” forklarer Ehlers.

Den lille sandhed i det store hele
Heldigvis mener Ehlers, at vi i øjeblikket lever i en tid, hvor vi bliver mere og mere bevidste om de konsekvenser, fortiden stadig har for nutiden. Det gælder blandt andet den ulighed, som stadig hersker mellem de vestlige og ikke vestelige lande og de mange forskellige former for undertrykkelse og begrænsning af mennesker og samfund, som den overordnede hierarkiske verdensorden er skyld i:

”De tematikker, som jeg arbejder med, er præget af en stor fortrængning og fremstår som noget, man ikke vil tale om og ikke vil se i øjnene. Mit arbejde handler om at få åbnet op for en bevidsthed om de her ting.”

“Danmark bliver mere og mere polariseret og størstedelen har lyst til at lukke sig om sig selv, men det kan vi bare ikke rigtig gøre alligevel, fordi vi er en del af en global verden, og fordi mange af de strukturer, som vi lever under i dag stammer fra kolonitiden.”

”På den måde hænger det hele sammen, og det kan vi ikke løbe fra. Det er ikke fordi, jeg skal være belærende overfor nogen. Men jeg føler, at der er så meget, der ikke er blevet fortalt, og at jeg skal være én af dem, der er med til at fortælle den anden historie; den som er blevet negliceret på grund af den struktur, vi har.”

Kunsten slår igen
Under udstillingen Say It Loud kunne man blandt andet opleve Ehlers svinge en pisk mod et hvidt lærred under opførelsen af performancestykket Whip It Good. For hvert slag mod det hvide lærred, blev den lange pisk dyppet i et fad med sort kul, og gradvist blev det hvide lærred mere og mere sortstribet.

Noget af det der viste sig at gøre størst indtryk på publikum var, da Ehlers efterfølgende opfordrede den enkelte tilskuer til selv at slå et slag med pisken. På denne måde er Ehlers igen og igen med til at tvinge sit publikum til selv at forholde sig til deres egen individuelle position og de mange relationer og overvejelser, der blandt andet knytter sig til den simple handling at slå løs på et hvidt lærred med en lang sort pisk.

Jeannette Ehlers: Black Magic at the White House, 2009, 03.46 min from Kunsten.nu on Vimeo.

”Jeg forsøger at skabe værker, som overvejende appellerer til en sanselig perception. Jeg har ikke brug for at trække ting ned over hovedet på folk. Jeg prøver i stedet at arbejde poetisk med tingene, så man åbner op for noget. Selvfølgelig bliver værket meget historisk men også samtidigt, fordi der for eksempel er så stor forskel på, om det er en hvid mand, der holder pisken eller en sort kvinde som jeg selv,” understreger Ehlers og uddyber:

”For nogen er det en forløsende følelse at stå med pisken, og for andre er det virkelig problematisk. Det er i hvert fald min erfaring, at publikum bliver ekstremt påvirkede, når de går derfra, uanset om de har deltaget eller ej. På den måde kan performance være med til at skabe en helt anden form for erkendelse og engagement.”

Kunst der handler om livet
Med en række umiddelbart simple greb og udtryk lykkes det på denne måde Ehlers at portrættere kontraster og forhold mellem mennesker og samfund. Man kunne dog spørge sig selv, om det nu også er kunstens ansvar at beskæftige sig med disse dystre sider af historien og livet. Spørger du Ehlers, er hun dog ikke et øjeblik i tvivl – det er også kunstens rolle at beskæftige sig med temaer og budskaber, som vi finder voldsomme og til tider frastødende og ubehagelige.

”Jeg synes ikke at kunsten skal handle om noget bestemt. Kunsten handler om liv, og derfor kan kunsten jo handle om alt, men jeg er for eksempel ikke typen, der udelukkende kan arbejde med formelle problematikker.”

”Jeg har brug for at arbejde med emner og forhold, som jeg synes er vigtige og som påvirker min virkelighed. Når jeg møder noget kunst, der berører mig, er det som regel altid fordi, at der er noget dybere på spil, eller fordi jeg kan overføre oplevelsen til en begivenhed, et forhold eller en tilstand. Kunsten kan give nye dimensioner til livet, og dét synes jeg, kunsten skal.”

Hvad vil fremtiden bringe?
Spørger man Ehlers ud om, hvad fremtiden vil bringe fra hendes hånd, er Ehlers ikke i tvivl om, at hun fortsat vil skabe kunst, der først og fremmest udfordrer og bevæger hende selv, og dernæst forhåbentlig også det publikum, som kommer for at opleve hendes værker.

Ehlers’ kunst vil derfor også i fremtiden udgøre små erkendelsesrum, hvor tabubelagte diskussioner tages op, opleves og sanses og måske sættes i forbindelse med nye associationer, tanker og følelser.

”Mit største ønske indenfor en nær fremtid er at få noget tid og ro til at fordybe mig og få lavet nogle nye værker, for der er rigtig meget at tage af. Jeg er i hvert fald ikke færdig med denne tematik. Jeg skal selvfølgelig passe på, hvad jeg siger, men jeg tror, der er materiale nok til de næste mange år. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kaster mig over næste gang, men det bliver helt sikkert at udfordre mig selv indenfor det felt, jeg har slået mig ned på nu.”