Kvaliteten halter stadig på Sculpture by the Sea

Hele 56 skulpturelle værker er opstillet på stranden og i skoven langs vandet mellem Tangkrogen og Ballehage, men der er simpelthen for få værker, der løfter sig kunstnerisk. Det har været udstillingens problem i de foregående 3 gange, og det er det stadig.

Bevares, der er sket forbedringer. Der er i år luget ud i de gumpetunge, modernistiske ´rundkørselsskulpturer´, som tidligere har fyldt betragteligt.

I år har man satset – lyder det – på stedsspecifikke værker, som er produceret til skulpturens eksakte placering og kontekst. Men set over en kam er der nok mange velmenende værker men kun få gange, hvor det virkelig rykker.

Velmenende – og stedspecifik – er Arun Kumar H Gs bølgeformede ophobning af plastiklåg. Den er også en miljøpolitisk kommentar, det forstår man jo godt.

Laura Moore løfter en tilsvarende pegefinger i One Man´s Junk, mens hun spiller det forgængelige ud mod monumentet, idet de forældede computerskærme er hugget ud i kalksten. Men man behøver altså ikke at dvæle længe her, for intet overrasker.

Og når Elaine Clocherty med mos og knivmuslingekaller mimer den omkringliggende natur og tematiserer dens foranderlighed og forgængelighed, ja så lyder det alt sammen rigtigt og meget godt. Det er det bare ikke!  

Der er alt for mange værker, der har denne helt igennem lunkne kvalitet, og det er en klud i ansigtet på de store potentialer, kunsten faktisk har i hænderne på begavede kunstnere.

Hvorfor kommer toppen af kunstpoppen ikke?
Der er sikkert mange gode grunde til, at der er langt mellem snapsene. Økonomien for eksempel. Det er omkostningstungt at producere værker til en udendørs strandpark udsat for dansk sommer-klima.

Organisationen bag Sculpture by the Sea har ikke en blanco-check fra en oliesheik, og det er et langt stykke hen ad vejen kunstnerne selv, der skal sørge for at få finansieret værkerne, selvom det i parentes bemærket er en salgsudstilling. Som udgangspunkt er der 65.000 kr til de kunstnere, der er inviteret og 10.000 kr til dem, der bliver udvalgt via et open call. En sådan model gør selvfølgelig, at ikke alt er muligt. Eksempelvis at invitere toppen af kunst-poppen til Aarhus.

Det kan til nogen grad forklare, hvorfor niveauet stadig halter, men alligevel ærgrer det, at det et langt stykke hen ad vejen er så lavt, når man nu kan se, at det kan lykkes at trække gode værker til udstillingen.

Rave dance i sol og vind
I 2013 lykkedes det at skaffe Janet Cardiff og George Bures Millers fabelagtige lydværk Forest (for a thousand years), og i år viser litauiske Zilvinas Kempinas, hvordan det skal gøres, når man vil lave en kinetisk udendørsskulptur, der begavet spiller sammen med naturkræfterne.

Henover et cirkelslag af japanske snepæle har kunstneren udspændt et ´loft´ af reflekterende fugle-afskræmmende bånd. Virkningen er ligepå! Sollyset flimrer i båndene og og skaber et sanselig, næsten psykedelisk rum akkompagneret af et voldsomt, vindstyret ‘soundtrack’ fra de blafrende bånd. Kempinas har med et enkelt greb og med simple præfabrikerede materialer skab et magisk vibrerende rum, der er som skabt til et dance-rave i sol og vind.

Et sådant værk har simpelthen et helt andet kunstnerisk gear end de føromtalte.

Museumsmontre på afveje
Og jo, der er også andre gode værker med på udstillingen.

Lisbeth Bank og Pernille Bøggilds naturvidenskabelige museumsmontre på afveje i skoven er et skrøbeligt og uhjemligt indslag med sit indhold af obscure ‘insekter’ i interaktion med plasticdimser og alt muligt andet. 

Louise Sparres Skin Cube er en befordrende mærkelig hybrid mellem minimalisme og bodyart, Peter Callesens absurde flaminco-ankere flyder i bølgerne, mens Gjøde & Poulsgaards uendelige bro med sit store cirkelslag ud i vandet er et ganske effektfuldt og inviterende greb.

Men samlet set er der for få af de virkelig gode kalorier på Sculpture by the Sea.

Kunst for alle!
Til gengæld får man fornøjelsen af at opleve en kunstbegivenhed hvor folket – også den del af det, der ellers aldrig kommer på kunstudstillinger – strømmer til. Sidste år anslog man, at en halv million mennesker spadserede den skulpturbelagte rute. Det er imponerende og et studie værd.

Adspurgt nævner både Bjarne Bækgaard, Branding- og businesschef på Aros – der er producent på udstillingen – og chefkurator Axel Arnot, at det rekreative strandområde simpelthen befordrer en mere tilgængelig og uformel kunstoplevelse. Man føler sig ikke så forpligtet, ikke så hjemløs og ikke så ‘forkert’ som i et hvidt kunstrum.

Sculpture by the Sea kan noget mange andre inden for kunstverdenen har de vildeste feberdrømme om: Nå bredt og demokratisk ud. Disse drømme drømmes af både kunstnere og kunstinstitutionelle, og megen floffy kunstretorik postulerer selvsamme brede og demokrati, desuagtet at det til stadighed virker ekskluderende.

Pædagogisk projekt
Og så er det jo, at man kan begynde at se den venlige og imødekommende kunstudstilling Sculpture by the Sea som et næsten pædagogisk projekt. For formår udstillingen ikke at folde skulpturbegrebet (og dermed kunstbegrebet) ud i en uprætentiøs anskueliggørelse den enorme diversitet, det rummer?

Skulpturen kan være et massiv objekt i granit, marmor eller bronze men også meget andet. Den kan være fortællende og farvestrålende kitchet som hos Qian Shihua, den kan være en formel undersøgelse af geometriske former som hos Ron Robertson-Swann.
Kunstneren kan forme sin skulptur som Brigitte Jurack eller benytte ready-mades som Richard Goodwin. Den kan være centrum-løs i et forløb af forskellige komponenter som hos Anders Rindorm, ligesom den ikke behøver at være oprejst, men kan være et hul i jorden som hos Maurice Meewisse eller Susanna Hesselberg.

Krydsfeltet mellem skulptur og arkitektur er gennemgående, og der er mange værker, der er som små pavillioner eller skaber små rum, man kan træde ind i. Skulpturen kan også have negativt fortegn, som når Godwin&Gejl brænder et stykke strandvegetation væk. Sådan kan man blive ved.

Skulpturen kan sågar være socialt plastisk: Karl-Christian Geleff strikker sammen med publikum hylstre til træerne i skoven, og Helge Björn Meyer og Katja Richter udfører performances i samarbejde med publikum.

Udstillingen formår faktisk virkelig at bredde skulpturen ud.

Stedspecifik
Det stedsspecifikke er som nævnt prioriteret. Det handler om, at kunsten ikke står alene uden for tid og sted som et privilegeret, selvtilstrækkeligt objekt, men interagerer med omgivelser og kontekst.

Karin Lorentzens Source er et eksempel. Hendes cirkulære geometriske betonformer ligger spredt mellem stenene i skovbækken, og man skal være vågen for overhovedet at finde værket.

Andre steder er det så som så med den logiske forbindelse mellem værk og sted. Shan Shui Bundles kulørte kitschobjekter referer vist mere til asiasiske folkeeventyr end til et dansk strandmiljø, ligesom det heller ikke virker spot on, at Ditte Ejlerskovs Rhianna-citater på led-skærme – der søger at udtrække et nyfeministisk budskab i popkulturen – er placeret i en skov.

Sculpture by the Sea er en underlig fisk. For svag som kunstnerisk begivenhed, men inspirerende i sin tilgængelighed og imødekommenhed – og ret enestående som dannelsesprojekt.