Spørgsmålet, om hvad kunst er, hjemsøger kunstdebatten og medierne og spærrer ofte for mere interssante diskussioner. Torben Sangild skærer igennem og plæderer for at kunst skal defineres magnetisk.
Det slår aldrig fejl. Hver gang en kunstskandale ruller i medierne, bliver jeg ringet op af journalister med ét bestemt spørgsmål på læben. Spørgsmålet er ikke, hvorfor det pågældende værk sætter sindene i kog; det er heller ikke, hvad værket egentlig skal betyde eller om det er vigtigt. Nej, det spørgsmål, de er ved at koge over af iver efter at stille, er efter min mening det mindst interessante: ”Er det kunst?”
Det spørgsmål nægter jeg at besvare med et ja eller nej, da det er stillet på nogle forkerte præmisser. Den første forkerte præmis er, at dette spørgsmål er nøglen til at forstå fx Dan Park eller et værk der involverer noget med dyr. Hvis kernen af Dan Parks provokerende collager var en udfordring af kunstbegrebet, tør jeg godt love, at det ikke havde ført så meget ballade med sig. Og den pinligste del af Dan Park-debatten var da også den, der brugte kunstbegrebet til enten at angribe ham med den indvending at det ikke er kunst eller omvendt til at fritage ham for ethvert ansvar.
Kunsten i kassen
Den anden forkerte præmis er, at der findes to slags genstande her i verden: Dem der er kunst, og dem der ikke er kunst. Og at spørgsmålet ”er det kunst eller ej” dermed giver mening. Jeg har endda en gang læst en tekst af en dansk analytisk filosof, der tænkte, at han lige kunne naile den i et kort essay, hvor hans præmis var netop dette: Kunstbegrebet må defineres ud fra genstandes kvaliteter således at de genstande, vi kalder kunst, falder indenfor definitionen, og de genstande, vi ikke kalder kunst, falder udenfor.
Det lyder dejligt rart, sådan at kunne lave begrebslig bodeling, men det giver kun mening i de mest verdensfjerne logikeres hoved.
Læs også:
Svar på spørgsmålet: Hvad er æstetik?
Kulturelle begreber af denne type kan ikke defineres med det, jeg kalder en kassedefinition. En kassedefinition opregner en række kriterier, og de fænomener der opfylder dem kommer i kassen, mens de andre falder udenfor. Det er mægtig nyttigt til at definere primtal og brintatomer og 4/4-rytmer og den slags nogenlunde eksakte fænomener, men kassen er ikke nyttig til at definere de fleste af de mere elastiske begreber, vi omgiver os med, og netop kunstbegrebet er et af de mest elastiske og historisk variable og selvudfordrende, så det kommer aldrig ned i den kasse uden at der hænger alt muligt og slasker halvt inde og halvt ude af kassen.
Hvis vi skal forsøge at definere kunst (og det har jeg jo lovet i overskriften), skal vi gå mere smidigt og multifacetteret til værks.
Kunstbegrebets magnetisme
I stedet må man tage andre definitionsformer i brug. Jeg forsøger hermed at definere kunst uden at forestille mig, at det er de sidste ord, der bliver sagt i denne sag (selv om man kunne ønske det).
For det første er kunst ikke en kvalitet ved nogle bestemte genstande; det er snarere et perspektiv eller en ramme, vi ser disse genstande/fænomener igennem. Og når vi gør det, tilskriver vi dem ekstra fortættet betydning og æstetisk sensibilitet.
Nogle fænomener i verden er vi så mere tilbøjelige til at opfatte som kunst end andre og åbne os for disse fortætninger. Der er forskellige attraktorer, altså elementer, der som magneter tiltrækker sig kunstbegrebet; der gør det mere eller mindre oplagt at opfatte dem som kunst. Stærke attraktorer betyder at det ikke rigtig er til diskussion, mens svage attraktorer i konkurrence med andre perpektivers attraktorer ofte vil dele vandene. Lad os gøre det mere konkret:
Hvis vi holder os til billedkunst, så er maleri og skulptur stærke attraktorer i kraft af den lange tradition for disse medier. Fotografi, video, grafik, performance, installation osv. er også attraktorer, men de er ikke lige så stærke, da deres tradition ikke er lige så gammel. Det er en vigtig attraktor, hvis der er en ophavsperson, der er anerkendt som kunstner. Det er en vigtig attraktor, hvis den umiddelbare kontekst er et museum eller galleri.
Bemærk lige forskellen mellem dette og en rent institutionel definition. Jeg siger ikke, at institutionen alene definerer kunst, jeg siger blot at den udgør en attraktor, som gør os tilbøjelige til at se den gennem dette perspektiv. Det er en mere smidig og derfor også mere præcis måde at anskue det på end kassedefinitionen, selv om det måske er lidt er bøvlet og langhåret.
Pindebrænde
Bemærk nu også, at disse fænomener alle sammen kan betragtes som kunst, men man kan også betragte dem på andre måder og måske endda delvist som kunst og delvist noget andet. Et maleri kan også betragtes som nogle træstykker der er smækket sammen, hvorpå der er spændt et lærred ud over med noget maling på. Eller som affald eller pindebrænde. Vores kultur og historie sørger bare for, at det mest oplagte er at se det som et værk. Sådan fungerer en attraktor – den trækker os i en bestemt retning, men den tvinger os ikke.
En vigtig pointe er, at det med institutionen ikke er noget entydigt. Der er ikke fuld konsensus i institutionen om, hvad der er kunst. For institutionen er langt mere end museer, gallerier og kunstfond. Pia Kjærsgaard har også en stemme, omend den ikke er magtfuld på lige dette punkt. Jeg har også en stemme, hvis nogen gider lytte. Og den siger som regel noget ganske andet end Pia Kjærgaards, når det gælder kunst. Kunstbegrebet er en slagmark – eller en forhandling, som det hedder i vore dage.
Uganda
De fænomener, der volder problemer og diskussioner er som regel dem, der har andre stærke attraktorer end kunstattraktoren. Hvis en kunstner køber sig til at en ugandisk landsby og dens indbyggere tager hans navn, sættes økonomiske, politiske og etiske attraktorer i spil, som konkurrerer med kunstattraktoren – i langt højere grad på grund af at et sker i virkeligheden end hvis det var fiktion.
Læs også:
Kristian Von Hornsleths genistreg?
Den vigtigste kunstattraktor i dette tilfælde er kunstneren selv og hans/hendes (allerede omstridte) anerkendelse som kunstner. Det er på ingen måde entydigt. Men man kan vælge at betragte og vurdere det som kunst, ligesom man kan vælge at analysere de økonomiske implikationer – og det bedste er måske at gøre det hele, at inddrage alle aspekter. ”Er det kunst?”, spørger journalisten. Måske er det vigtigere at diskutere måden vi bedriver ulands-bistand på?
Til sidst to yderligere understregninger:
Der findes langt flere attraktorer end de her angivne; og nogle attraktorer virker stærkere på visse mennesker med visse kunstsyn, mens andre virker stærkere på andre kunstsyn.
At anerkende noget som kunst er ikke det samme som at sige, at det er god kunst. Det er blot en anerkendelse af, at det er et fænomen, der påkalder sig den føromtalt fortætning. Derefter må man så vurdere, om det er godt og vigtigt eller ej.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
