Et dystert billede på verdens tilstand

Et dystert billede på verdens tilstand

Wangechi Mutu: She’s got the whole world in her, 2015, skulptur The End of Carrying All, 2015, videoinstallation. (Foto: Judith Schwarzbart)

Billedserie

Udstilling

All the World's Futures

9 maj 2015 22 nov 2015

Venedig Biennalen
Se kort og tider

All the World’s Futures, den internationale udstilling på årets Venedig biennale, tegner et dystert billede af vor samtid, men hvor blev fremtiden af?

Den internationale udstilling på Venedig Biennalen er i sig selv en megaudstilling. Den strækker sig over en række store haller og en have i arsenaleområdet, den centrale pavillon i Giardini samt en række værker og projekter placeret rundt omkring i Giardini-haven. Alligevel opleves udstillingen overvældende kompakt med få rum til at ånde, reflektere og fordøje de mange indtryk.

Tiffany Chung: Syria Deeply Day 1387: December 31, 2014 - numbers of casualties and refugees, 2015 (Foto: Alessandra Chemollo, Courtesy by la Biennale di Venezia)
Tiffany Chung: Syria Deeply Day 1387: December 31, 2014 – numbers of casualties and refugees, 2015 (Foto: Alessandra Chemollo, Courtesy by la Biennale di Venezia)
All the World’s Futures, som udstillingens titel er,sammenstiller mange spændende værker, der alle har meget på hjerte.

Sammen tegner de et dystert billede af vores samtid med dens kriser, konflikter, humanitære katastrofer og utæmmet kapitalisme.

Det er alvor
Således indledes Arsenaleudstillingen af algeriske Adel Abdessemeds værk Nympheas (Water Lilies) skulpturelle ”buketter” af overdimensionerede knive ”plantet” i gulvet.

Henlagt i halvmørke og omkranset af Bruce Naumans blinkende neonskilte med ordspil som f.eks. EAT DEATH eller RAW WAR er der ikke langt fra leg til alvor, fra forførelse til gru.

Det samme gælder Tiffany Chungs malerier i serien Syrian Project. Under den smukke næsten abstrakte fremtoning gemmer malerierne på væsentlig information, nemlig statistisk funderede kort over flygtninge og uskyldige ofre i den aktuelle konflikt i Syrien.

Tunesiske Nidhal Chamekhs tegninger giver derimod et langt mere psykologisk blik på det arabiske forår og martyriets mange facetter.

Nidhal Chamekh: De quoi rêvent les martyrs, 2012 (Foto: Judith Schwarzbart)
Nidhal Chamekh: De quoi rêvent les martyrs, 2012 (Foto: Judith Schwarzbart)
Adel Abdessemed: Nympheas (Water Lilies), 2015 (Foto: Judith Schwarzbart)
Adel Abdessemed: Nympheas (Water Lilies), 2015 (Foto: Judith Schwarzbart)

Det berettende får følgeskab af noget rituelt og en interesse for håndens arbejde i britiske Steve McQueens videoinstallation Ashes, der nærmest er et monument for den unge mand Ashes som blev brutalt myrdet efter han fandt en større mænge hårde stoffer på stranden. En dobbeltsidet videoprojektion viser på den ene side et kort loop af den unge man balancerende på stævnen af en båd, og på den anden, arbejdsprocessen der forvandler en anonym grav til et værdigt gravsted for den ungen mand.

Lydsporene fra de to sider, venners beretninger om Ashes og lyden af hamren, skovlen og skraben fra fremstillingen af monumentet, glider sammen til en fin lyd montage. Med til historien hører også at den unge man assisterede McQueen under optagelserne til en anden film og at filmstumpen af Ashes på stævnen fandtes i materialet fra de optagelser.

Transaktioner i sten
Udstillingen udtrykker mange steder en hyldest til det materielle arbejde og til kampen for basale rettigheder. Dette kan ses i forlængelse af ét af de tre kuratoriske ”filtre” – som kurator Okwie Enwezor har brugt til at konceptualisere udstillingen – nemlig Reading Capital.

De økonomiske transaktioner bliver helt konkrete i globetrotteren Rirkrit Tiravanijas performative værk Untitled 2015 (14,086), hvor mursten indgraveret ”aldrig arbejde” med kinesiske tegn bliver fremstillet, tørret og siden tilbudt til publikum, der donerer minimum 10 EUR til en lokal fagforening.

Rirkrit Tiravanija: Untitled (14,086), 2015. (Foto: Judith Schwarzbart)
Rirkrit Tiravanija: Untitled (14,086), 2015. (Foto: Judith Schwarzbart)

Tallet 14.086 refererer til det antal mursten, som skal til at bygge et mindre hus til en kinesisk familie. Den indgraverede tekst refererer til et berømt slogan fra den internationale situationisme ”Ne Travaillez Jamais” og henviser til deres kamp for nedbrydelse af grænsen mellem arbejde og ikke-arbejde, fremmedgørende lønarbejde, på den ene side, og omsorg, reproduktion, selvrealisering, kunst m.v. på den anden.

Aktivismens materialer
Flere værker er ikke bare eksplicit politiske men har også en aktivistisk dimension. Svenske Petra Bauers værk består f.eks. af research fra den historiske kvindekamp, mens Gulf Labour Coalition bruger biennaleudstillingen som platform for aktuel aktivisme med deres banner Who is Building the Guggenheim Abu Dhabi.

Disse værker trækker aktivismen ind i kunsten. Den russiske kunstner GLUKLYAs symbolske protestkostymer er designet til at blive brugt ved protester f.eks. mod abortlovgivning. Kostumerne kan på den måde forstås som en måde at trække kunsten eller teateret ind i den politiske aktivisme, selvom de her er vendt tilbage til kunstrummet.

Gulf Labour Coalition: Who is Building the Guggenheim Abu Dhabi. (Foto: Judith Schwarzbart)
Gulf Labour Coalition: Who is Building the Guggenheim Abu Dhabi. (Foto: Judith Schwarzbart)
GLUKLYA/ Natalia Pershina-Yakimanskaya: Clothes for the demonstration against false election of Vladimir Putin, 2011-15. (Foto: Judith Schwarzbart)
GLUKLYA/ Natalia Pershina-Yakimanskaya: Clothes for the demonstration against false election of Vladimir Putin, 2011-15. (Foto: Judith Schwarzbart)

De politiske kampe fylder også meget i Arena programmet. Arena er designet af den ghanesisk-britiske arkitekt David Adjaye, og har et sceneprogram der bl.a. omfatter opførelsen af Jeremy Dellers britiske arbejdersange, oplæsning (eller fremkaldelse – om man vil) af Joanna Hadjithomas og Khalil Joreige’s poetiske værk Latent Images: Diary of a Photographer fra Beirut, og – ikke mindst – en non-stop reading af Karl Marx’ Das Kapital, som vil fylde det meste af Arena programmet under hele biennalens varighed. Dette peger på et andet af de tre kuratoriske filtre: Liveness: on Epic Duration.

Samtidskunst i verden
Man må tage hatten af for den utrættelige insisteren på det politiske indhold. Der er en tendens til at budskaberne bliver for bogstavelige fordi det mere tvetydige og æstetisk-poetiske ikke får ordentlig plads. Der hvor den æstetiske og materielle dimension lykkes bedst er værkerne som beskæftiger sig med spørgsmål omkring identiteter, post-kolonial historieskrivning og en verdensorden i forandring. Her dukker visuelt stærke værker op. F.eks. malerier af amerikanske Kerry James Marshall, som i øvrigt udstillede på Charlottenborg sidste år, og collager, skulptur og videoinstallation af kenyanske Wangechi Mutu.

Og hvis nogen skulle være i tvivl, slår den internationale udstilling i årets Venedig Biennale det endelig fast, at samtidskunsten ER blevet et globalt fænomen og rummer andet end et hvidt middelklasse perspektiv. Dette behøves ikke at blive adresseret på samme måde som Enwezors Documenta 11 fra 2002. Her er det blot demonstreret i udvalget.

Peter Friedl: Theory of Justice, 1992-2010 (installationsfoto). (Foto: Judith Schwarzbart)
Peter Friedl: Theory of Justice, 1992-2010 (installationsfoto). (Foto: Judith Schwarzbart)
Reaktualisering
Udstillingen er også en hyldest til en ældre generation af eksperimentale kunstnere med film og fotos som primære medier. Nyligt afdøde, tyske, film og mediemand Harun Faroki er således æret med en særlig biograf hvor samtlige af hans film vises i forlængelse af hinanden. Franske Chris Marker, der også døde for få år siden, og Chantal Ackermann, en anden pioner ud i det eksperimentelle og politiske i filmen, er tilstede med flere værker, sammen med Walker Evans og Alexander Kluge.

Peter Friedls mangeårige projekt Theory of Justice føles så relevant som nogen sinde. Billederne er samlet fra aviser og tidsskrifter. Materialet er arrangeret i udstillingsborde, og da de er fjernet fra den journalistiske kontekst, er beskueren konfronteret med billedet i dets egen berettende natur, der ofte taler direkte til følelserne.

Som f.eks. billedet, der har fanget fotojournalisterne på jagt efter det ”gode foto”, mens de forholder sig yderst kynisk til den virkelighed, de står midt i (se Friedl detalje).

Rum til kritisk eftertanke
Dette er en udstilling med mange udsagn og stærk påvirkning af publikum. Men der er meget lidt rum til, at værkerne kan virke med deres æstetiske, materielle og affektive kvaliteter. Ikke fordi værkerne ikke har disse kvaliteter, men fordi der er så utrolig mange værker og så mange udsagn, at man har brug for kunstpauserne og oplevelsesrummet til at fordøje indtrykkene – til selv at være tilstede som beskuer og til at reflekterer over det sete.

Peter Friedl: Theory of Justice. 1992-2010 (detalje). (Foto: Judith Schwarzbart)
Peter Friedl: Theory of Justice. 1992-2010 (detalje). (Foto: Judith Schwarzbart)

Der ligger nogle uudnyttet muligheder i det tredje filter Garden of Disorder som skulle arbejde med haven/parken, som siden sine persiske rødder har betydet et sted for ro og harmoni. Der er eksempler på at værker kommer til deres fulde ret i det mere poetiske frirum, som der findes uden for hallerne og salene.

F.eks. nigerianske Emeka Ogbohs lydværk Deutschlandlied, et smukt fremført korværk af den tyske nationalsang (3. vers som bruges i dag) men her fremført af afrikanske flygtninge, der bor i Berlin men uden opholdstilladelse. Sangen er opført på de forskellige afrikanske sprog men er umiskendelige Joseph Haydns melodi fra 1797.

Installeret i en lille separat bygning bagerst i Arsenalehaven er der således rum til både at få kuldegys over værkets skønhed i sanselig såvel som betydningsmæssig forstand.

Fremtidens dramaturgi
Når værkerne i den grad har politiske og etiske aspekter – og de, som ikke har, får det i Envesors udstilling – er det mere vigtigt end nogen sinde at arbejde med sammenstilling, iscenesættelse af værkerne og selve udstillingens dramaturgi. Her lykkes udstillingen ikke rigtigt.

Et andet svagt punkt er titlen All the World’s Futures. Udstillingen byder på alverdens problemer, men man kan godt savne den kunstneriske kraft som åbner mod fremtiden. Der bliver fx i disse år skabt fantastiske værker, som kunne beskrives som en slags afrikansk futurisme, og kunsten er et sted hvor vi – om noget sted – tør tænke udover det bestående og dets begrænsninger. Jeg tror at det ville være frugtbart at inddrage dette overskridende perspektiv i enhver udstilling, som ønsker også at påvirke samtiden på det politiske plan.

Læs mere om udstillingen og de deltagene kunstnere her.

Billedserie

Udstilling

All the World's Futures

9 maj 2015 22 nov 2015

Venedig Biennalen
Se kort og tider

Del artiklen

'Et dystert billede på verdens tilstand'

Facebook