Børn kan ikke lave kunst

Nyligt havde jeg den fornøjelse at sidde med mine børn i et tegneværksted på et kunstmuseum. Der var papir og tegnematerialer ad libitum, og vi kom derfra med et par egenkreationer. Min søn er otte år, og min datter er fem.

“Måske er det en fugl”, sagde han så, og fortæller uddybende, at det kunne være en sort falk (sådan én findes slet ikke). “Dér er næbbet, dér er vingen, den er åbenbart ved at lette.” Han tegner som regel først, og finder motiv og historie bagefter.

Det er ikke kunst, det er kunstnerisk udfoldelse. Jeg ser det mere som en øvelse i materialetilegnelse. Et stykke tegnekul er let og porøst, men kan farve dybsort. Det smudser og smitter af på fingrene.

Mens han tegnede, observerede jeg ham. Han sad længe og kiggede på papiret, før han begyndte nede i venstre hjørne, hvor der blev tegnet noget krims krams. På et andet papir viste jeg, at han kunne trykke hårdt og lave en sort streg, og at han kunne lægge kullet ned og tegne med langsiden i stedet for med spidsen. Da han senere selv tegnede sort, var det så meget og så mørkt, at kulstøv lagde sig oven på. Han morede sig ved at lægge hovedet ned mod bordkanten og puste kulstøvet henover det utegnede papir.

Vi havde fået sorte fingerspidser og mærkede os selv i ansigterne, uden spejl, men leende til hinanden. Tavshed. Koncentration. Til sidst kan der nærmest ikke være mere på papiret. 

Se!
Han tager pege- og indeksfinger og sætter parvise pletter ned langs en buet, bladlignende form, og siger “se!”. På vej hjem går tegningen tabt, der var ikke noget fiksativ, kontrasterne og konturene er blevet gråt-i-gråt, det ligner noget udefinérbart i et røgfyldt rum. Og så er det jeg er glad for, at jeg tog lidt billeder undervejs.

Det er som voksen lettere at hengive sig til proces og glemme produkt, hvis man tager dokumenterende billeder af barnets kreativtet, mens det står på. Ofte er det også lykkedes at sige farvel til en stor sten på stranden eller det rustne cykelhjul fra gaden, hvis bare man har taget et billede af tingen. Det samme gælder arrangementer opbygget i skolegården. Arrangementer, som man ikke kan tage med sig, men som helt sikkert bliver smadret øjeblikke efter man har vendt ryggen til.

Alle disse gode sager vil barnet helst have med hjem. Verden er fuld af ting, der frister, på grund af deres form, farve, materiale eller lyd. Ikke alt er lige til at putte i lommen og tage med hjem til kaminhylden.

For tiden har jeg på kaminhylden en tom toiletrulle med en topspids fra en æggebakke. Sat sådan sammen er det en skulpturel form, synes jeg. Den er formet af en syvårigs barnehænder. Det minder mig om Willy Ørskov (1920-1970).

En plastisk erfaring
Billedhuggeren Ørskov beskrev sin tids skulptur som en stræben mod konkretisering og materialisering. Det vil sige en kunst, som ikke betyder eller forestiller, men som er.

“Kunstens nærmen sig ting-stadiet må ses som relativ. Der er tale om en sænkning af tyngdepunktet, om en udvidet berøringsflade med virkeligheden, banalisering, om man så vil – ikke om et absolut. Kunsten må altid forudsætte et valg, betinget af en individualitet, af tid og sted. Men det er blevet sværere og sværere at vælge. (Derfor ser man ofte, at valget opskydes eller maskeres som tilfældighed eller mekanisme). Man har mere og mere grund til at tvivle på, at nogen bestemt form skulle være at foretrække fremfor en anden. Ved dette punkt afhænger alt af den enkelte kunstners vision. Kunst er altid kunst. D.v.s. der er trods alt en eller anden substans som er forenende tværs gennem tid og rum. Uden tvivl er der også et værdikriterium, som gælder under alle forhold: En plastisk erfaring – dens almengyldighed – dens prægnans – dens rigdom.”
(Willy Ørskov: Aflæsning af objekter og andre essays, Borgens Forlag, 1966, s. 24).

Børns kunstneriske frembringelser er. Men de er ikke kunst. For barnet har ingen vision, der er ingen forenende substans gennem tid og rum. Til gengæld er der umådeholdig rigdom af fri fantasi og umiddelbarhed.

Begynd tidligt
Jeg er begyndt at lade børnene fotografere selv. Adskillige børn begynder meget tidligere, fordi mange husholdninger har en hel lille ophobning af apparater som kameratelefoner, tablets og billige kameraer, der er blevet erstattet af nyere modeller.

Og hvad ser barnet så?

Da vi var på familietur til Rom tog min søn et billede af den blå himmel, hvilket giver rigtig god mening, fordi alting virkede varmere og lysere end hjemme. For barnet er himlen værd at mindes, ikke ‘bare’ bygningsværker som Colosseum, Pantheon og Peterskirken. Barnets rejsebilleder har en helt anden vinkel end den voksnes.

Billedkunstner Jonathan Monk tog fx i 1990’erne billeder af himlen fra forskellige steder, men ikke tilfældige steder og tider; konceptet handlede om at fotografere himlen over en fodboldbane på det tidspunkt, hvor kampen var afgjort. Kunstnerens himmelbilleder havde derfor titler med stadionnavn, fodboldhold og målresultat.

Bevidsthed
Børn kan ikke lave kunst. Kunst kræver en vis bevidsthed om det, som kommunikeres, også selv når det, som kommunikeres er tilstræbt ren skønhed. Kunstværket ledsages af et dogme eller et koncept før udfoldelsen eller falder som en efterreflektion, for det er nødvendigt, at den frie udfoldelse (æstetik, kreativitet) sker sammen med reflektion.

Men – og her er pointen – hvis ikke barnet har haft adgang til at udtrykke sig kunstnerisk, så vil det næppe som voksen kunne tilegne sig kunst, hverken som ydende eller nydende.