Danh Vo sætter med udstillingen Mothertongue i Den Danske Pavillon nye betydninger i spil i sine delikate, samplede værker, som formår at sende den besøgende på en søgende, kulturel dannelsesrejse et sted mellem frelsen og fordømmelsen.
Danh Vo (f. 1975) er rykket ind i Den danske Pavillon med 12 værker, som indgår i en stram iscenesættelse: Ét rum er farvet rødt – samme røde farve som de katolske kardinalers messedragter. Det stikker ud fra de andre rum, som er rene og hvide takket være Danh Vo’s indgreb: Han har som en anden feng shui-mester drevet alle dæmonerne ud og har ført pavillonen tilbage til dens oprindelige skikkelse. Dels er dør- og vinduesrammerne blevet skiftet ud med burmesisk teak, dels er der kommet nye fodpaneler til, så rummene nu ser ud, som de gjorde før årtiers udstillinger satte deres spor.
I disse nøgne, oprindelige rum har han skabt sin udstilling Mothertongue, som fortsætter udenfor, hvor terrassen er blevet forsynet med keramiske fliser med et stiliseret mønster fra den store moské i Cordoba.
Personlig fortælling
Danh Vo har forkærlighed for ruiner og fragmenter – og dæmoner og djævle. Hvert enkelt værk i udstillingen synes at have fundet sin rette plads. Her er ikke meget, men lige nøjagtig det, der skal til for at værkerne kan træde skarpt frem. Hverken mere eller mindre.
Det er nogle mystiske og flertydige værker, som hentes ud af historiens store skatkammer, og de holder hinanden svævende og spiller nye betydninger ud i mødet med hinanden, således at man fornemmer en bagvedliggende, meget personlig, fortælling.
Danh Vo ’s baggrund er en uløselig del af hans værk: Han kom til Danmark som bådflygtning fra Vietnam i en alder af fire år og er vokset op i en katolsk familie i København. Da kunsten.nu udspurgte ham, inden pavillonen blev åbnet af kulturminister Marianne Jelved, forklarede Vo, at han som barn og ung havde været ”traumatiseret” af katolicismen, men at han i dag er dybt taknemmelig for, at han blev opdraget i en så rig, visuel kultur, som kun tåler sammenligning med de gamle aztekeres.
Og hvordan kom han så ind i kunsten? Det var såmænd en billedkunstlærer på Niels Steensens Gymnasium, som mente, at han havde sans for farver og former. Og da han i følge eget udsagn ”ikke var så god til så meget andet, lå det lige for at vælge kunsten.” Han blev optaget på Kunstakademiet og uddannede sig videre på Städelschule i Frankfurt am Main, fordi han gerne ville rejse lidt ud. I dag bor og arbejder han i Mexico efter mange år i Berlin, Basel og New York.
Danh Vo rejser rundt i verden og samler ting ind. Han har eksempelvis brugt lang tid på at researche i Venedig, Padua, Ravenna og Verona, og dér er der fokuseret på kulturhistoriske værdier, det moderne dannelsestab. Således er hans værker også et opgør med det omsiggribende kulturelle hukommelsestab og en påmindelse om, at alting har en forhistorie, som er værd at kende.
Flyttemanden i international kunst
Vo sampler sine værker af fragmenter, ruiner og fund fra tidligere tider og flytter disse materialer fra et sted til et andet – fra tingenes oprindelige plads til kunstrummet. På den vis er han den hårdest arbejdende flyttemand i international samtidskunst. Et af hans forbilleder er åbenlyst Félix González-Torres (1957-96), som arbejdede med minimale installationer og skulpturer, ofte bestående af fundne objekter.
Eftersom Vos samplede fragmenter har en iboende, kulturel værdi og lang historie, er de enormt betydningstunge. På udstillingen oplever vi skulpturer af den korsfæstede Jesus, keruber og putti (englebasser), 1700-tals kinesisk porcelæn, fragmenter af romerske sarkofager fra det 2. århundrede e.kr. etc.Ved at sammenstille disse elementer opstår der hos Danh Vo nye betydninger. Han undersøger med disse rekonfigurerede og frit sammensatte skulpturer, hvad der er kunstnerisk kvalitet og det modsatte og gør op med stive dogmer inden for kunsten.
Ved fx at lægge hovedet af en kerub fra 1600-tallet ned i en kasse med Johnny Walker whisky og give den titlen Your Mother Sucks Cocks in Hell – et citat fra dæmonen fra filmen Eksorcisten – får han skabt en dynamisk kontrast mellem synd og frelse med populærkulturen som omdrejningspunkt. Et sådant værk fungerer ligesom en metafor i digtekunsten – et sprogligt billede med flere sammenstødende betydninger.
Vo oplyser i øvrigt i værkfortegnelsen, at Alexander Walker, ’Johnnie’s’ søn, i 1870 skiftede de runde flasker ud med firkantede, så der blev plads til flere på hylderne og i transportkasserne.
Kolonihistorien
Et lignende clash sker i værket Lick Me Lick Me – endnu et citat fra dæmonen i Eksorcisten. I den lille trækasse, som i forne tider rummede et mælkeprodukt ved navn Carnation Milk, har Vo placeret en marmortorso af Apollo fra det 2. århundrede e.Kr. Han har savet den over med en diamantklinge, således at den får den samme cremede hvidhed som kondenseret mælk. Som altid hos Vo har materialerne en historie knyttet til sig: USA eksporterede store mængder af kondenseret mælk til bl.a. Vietnam, og Vo elskede den, da han var barn, selv om man sagde, at den kom fra syge køer. Således er begge disse værker også en kommentar til koloniseringen: England og USA har sat deres tydelige præg på konsumkulturen i hele verden – også i de mest fjerntliggende lande.
På udstillingen bidrager Vo også med værker, som er rene readymades. Fx værket Judas – et spisebord med 30 indlagte sølvmønter, som Finn Juhl designede i 1949.
Her er referencen til Det nye Testamente og Den sidste Nadvar direkte. Der er desuden flere bord-bænke af Finn Juhl, der gør det hele lidt designlækkert og oplagt et kæmpemæssigt reklamescoop for Danish Modern på en biennale, som besøges af et internationalt, æstetisk bevidst publikum nær de 300.000.
Uendelighedssprækker
Den røde tråd gennem udstillingen er den Oscarvindende amerikanske gyserfilm Eksorcisten, som er instrueret af William Friedkin (som bl.a. også drejede The French Connection). Denne film fra 1973 er en af de mest uhyggelige gyserfilm nogensinde – og en af de mest indtjenende. Den handler om en ganske almindelig 12-årig, katolsk pige, som hjemsøges af djævlen. Undervejs forsøger forskellige læger at stille diagnosen, men til slut må det overlades til en katolsk præst, spillet af Max von Sydow, at uddrive djævlen. Denne film har stået distancen igennem årtierne og er blevet en kultfilm.
På en rude uden for pavillonen har Vos far, Phung Vo, med gotisk skrift indridset ordene ”Do you know what she did your cunting daughter?” (Ved du, hvad din lede (eller motherfucking) datter gjorde?). Det er ord, som dæmonen eller djævlen siger om pigen til hendes fortvivlede mor. Der er således på hele udstillingen et clash mellem ondskab og dæmoni på den ene side og godhed og frelse på den anden.
Værkerne åbner på den vis en metafysisk sprække – måske en uendelighedssprække i materien? – som billedhuggerprofessoren og teologen Hein Heinsen har formuleret det.
Man forlader pavillonen desperat med tankerne skiftevis i Himlen og Helvede.
