Hvad har en pony, en slange, heavy metal og blomsterenge med hinanden at gøre? En hel del, hvis du spørger den svenske kunstner Ragnar Persson, der lige nu er aktuel med en udstilling på Charlotte Fogh Gallery i Aarhus.
Sirlige eller tilfældige blyantsstreger; på stiblet blokpapir eller fugtplettede plancher. Tegningen er kimen i svenske Ragnar Perssons kunstneriske arbejde. Han ‘opdagede’ den som helt ung på forsiderne af sine udtallige Heavy Metal-albums, og i dag er den blevet hans fortrukne udtryksform.
Men mens tegningen er udgangspunktet for de fleste af hans værker, så er motiverne til gengæld vidt flyvende; fanget og opsnappet fra forskellige oplevelser i kunstnerens egen opvækst og blandet med gamle maleriers idylliske naturskildringer.
Rå patos i naturidyl
Heavy Metal-referencerne er mange og går i dialog med afhuggede hoveder, slanger, golde landskaber og skorstensrygende piger, der er som taget ud af en teenagers dagbog, fra en tid hvor man sneg sig ud i skoven, røg en cigaret og tænkte: “ingen forstår mig”.
Hos Ragnar Persson er det barske og rå sidestillet med det bløde, idylliske og omsorgsfulde. Et helt personligt formsprog, der insisterer på en heavy metal-æstetik og dødsmysticisme, men samtidig afvæbner den med en gennemtrængende følsomhed.
Den personlige fortælling
Det umiddelbare og humoristiske understreger Persson i tegningernes naivistiske og tilfældige udtryk, men kigger man godt efter, ligger der et gennemgribende kunstnerisk-teknisk arbejde bag de sirligt overførte blyantstreger eller bløde strøg af akvarel. De leverer et minutiøst billede af Perssons helt personlige verden, men også et tidsbillede af det moderne levede liv, hvori de fleste kan finde et spejl at spejle sig i.
Andra käleken – eller ‘anden kærlighed’ på dansk – kan ses hos Charlotte Fogh Gallery frem til den 23. maj 2015. Se billederne fra udstillingen nedenfor.
Ragnar Persson er født i 1980, bor og arbejder i Stockholm. Han er uddannet fra Konstfack, Stockholm College of Arts i 2007. Hans værker har været udstillet i både Japan, USA og forskellige dele af Europa.
I Sverige er han repræsenteret på kunstmuseer og i de største kunstsamlinger såvel som i Danmark, hvor han sidst kunne opleves på Gl. Strand i København.