”Jeg er meget bevidst om, at jeg er en kvinde, der agerer i det offentlige rum og indtager et rum, hvor det er mig, der sætter dagsordenen,” forklarer Molly Haslund, der fandt sin plads mellem performancekunstens sociale udfordringer og skulpturens legende fysik.
På bare få år er Molly Haslund blevet en central figur på den danske kunstscene og med en praksis, der forener skulptur og performance. Skulpturer, der indtager det offentlige rum som redskaber til kollektive handlinger, og performances, hvor humor, folkekultur, tekst, musik og fysisk nærvær skubber til publikum og normerne for samvær. I midten står kollektivets krop og bevidsthed.
”Jeg overvejer ofte, om de to tilgange er et problem. Men egentlig handler begge spor om en situation, et sted og et publikum. Og selvom mine performances ikke indeholder skulpturelle objekter, så er måden jeg bygger dem op på skulpturel, samtidig med at der er en klar genkendelighed i begge formater.”
Dette er egentlig den grundlæggende fortælling bag Molly Haslunds praksis, der placerer sig i et socialt og offentligt rum.
”Det handler om at gøre ting, og se hvad der sker, når man gør ting sammen,” som hun siger.
Skulpturens sociale potentialer
På Det Kongelige Danske Kunstakademi var hun både forbi Billedhuggerskolen, hvor hun lavede en af sine første skulpturelle redskaber, en gynge på en vogn til en kunstparade, og forbi Skolen for mur og rum, hvor hun med undervisere som Martha Rosler, Kerstin Bergendal og Yvette Brackman fik åbnet op for nogle indholdsmæssige perspektiver og traditioner, som gjorde det klart, at hendes praksis kunne antage mange former, og at det sociale er et stort kunstfelt, der rummer et stort potentiale.
På Glasgow School of Art, hvor hun studerede i to år endte et af hendes projekter netop i en humoristisk undersøgelse af det sociale og den kunstscene hun var havnet midt i: The Molly Haslund Award (2004).
”Det var en reaktion på alle de her awards, som der hang plakater for over det hele, og jeg tænkte: Hvem er alle de her mennesker? Så jeg lavede selv en award, som folk kunne søge hos mig, jeg havde min egen kommité og udspurgte en række gallerister, om de ville sidde i juryen, lavede et keramik-trofæ, hvor folk puttede penge i, der så blev smadret til award-festen. Prisen var bare på tusind kroner, men folk ville virkelig gerne have den alligevel, og det var virkelig sjovt. En performativ, åben proces, hvor jeg lærte en masse folk at kende, og hvor projektet fik en særlig kraft af, at ingen vidste, hvem jeg var.”
Det, der de følgende år kom til at præge Haslunds ophold i Glasgow, var dog en workshop med den britiske performance-gruppe Lone Twin.
”Det var noget helt andet, end jeg ellers havde oplevet, og udsprang ikke fra den konceptuelle del af kunsttraditionen med John Cage, Yoko Ono og Fluxus-kunsten. De kom et helt andet sted fra, scenekunsten nok nærmere, men ville nogle andre ting kropsligt, fysisk, poetisk, og igen endte jeg med at stå helt målløs: Hvad er det her?
Efter workshoppen blev jeg en del af Lone Twins nye gruppe af performere. Jeg fattede ikke, hvad der foregik, men det var fantastisk, og i løbet af de næste fem år, lavede jeg tre større produktioner med dem, hvor jeg var med igennem hele processen, skrev sange, lavede musik, performede og tilegnede mig en masse teknikker til at generere materiale, og det gjorde det meget produktivt for mig.”
Sammen med Lone Twin turnerede Haslund hele verdens performancefestivaler, imens hun prøvede at holde gang i sine egne projekter. Haslund vendte tilbage til København i løbet af 2009-2010 med nogle mindre performances ved bl.a. Toves Galleri – contemporary work out space, projektrum D7 og Samtalekøkkenet i maj 2011.
Under sidstnævnte arrangement stødte jeg selv på Molly Haslund, der tydeligvis var både scenevant, sjældent musikalsk, tekst-jonglør og hylende morsom med værket I Went into a Bar. Værket er en kønsoprørsk, velskåret medley af popsange, hvor ’fuck’ konstant placeres i teksterne på de mest prekære steder. Uskyldighed afløses af pludselig lummerhed, imens der ikke bliver trukket en mine.
I Went Into a Bar, 2011-ongoing (excerpts 3,52 min) from Molly Haslund on Vimeo.
Værket, der altid tilrettes den specifikke situation, blev senest perfomet under ferniseringen på Grønningens jubilæumsudstilling i Museumsbygningen.
Tilbage til fundamentet
“Det var fantastisk at opleve, at imens jeg havde været væk, var der en masse andre, der var begyndt at lave performances. Jeg havde overhovedet ikke kigget mig tilbage i flere år, og pludselig var der performances over det hele. Det betød rigtig meget, at der var et fundament jeg kunne stå på – der var performances til enhver fernisering på det tidspunkt,”
Molly Haslund performer både i duoen Molly and Me (med Catherine Hoffmann) og på egne ben, og inden længe er hun et velkendt performativt indslag i hele landet og ikke bare i de små gallerier og kunstrum, men ved de store institutioner, performancefestivaler og med sin soloudstilling ved Museet for Samtidskunst i Roskilde som det umiddelbare højdepunkt. Og her vender Haslund for alvor tilbage til det skulpturelle udgangspunkt.
Haslund får en invitation fra Museet for Samtidskunst med udgangspunkt i hendes gynger i forbindelse med deres udstillingsprojekt Musset går i byen.
”Jeg var sådan lidt: Skal jeg nu lave noget nyt i den retning! Men det satte en masse tanker i gang, jeg lavede en masse research i Roskilde, og det endte med at blive meget større end planlagt. Jeg lavede både installationer med gynger, sjippetove, en balkon, passere, en bænk… en masse værker blev det til, og flere af elementerne kom fra tidligere projekter og performances. Samtidig opbygger jeg en karakter omkring disse redskaber, med mit grå jakkesæt, der egentlig var et forsøg på at gå lidt i ét med asfalten.”
Det er redskaber, der er fordoblet og ofte i serier, der optimalt bliver aktiveret i en kollektiv koreografi. Under udstillingen på Museet for Samtidskunst får redskaberne navnet ’koordinationsmodeller’, hvilket antyder disse redskabers både sociale og udfordrende kvalitet.
”De rummer et kropsligt og kollektivt potentiale, man selv skal finde frem til. Succeskriteriet er ikke kvantitativt, men den dialog, der kan udfolde sig mellem sted, krop og handling. Men der er et eller andet med mine redskaber, der gør at folk vil prøve dem, og jeg tror det handler om, at de genkender dem, og ved hvordan en gynge eller en passer fungerer.”
På den måde er det nemt at gå ind i, men Haslund har indset, at hun skal være i gang hele tiden, for at det ikke går i stå.
”Jeg har altid en meget fuldendt idé om, hvordan værkerne fungerer, men i virkeligheden er det meget dysfunktionelt: passeren skrider, kridtet knækker, det begynder at regne o.s.v. Det spænder fra noget nærmest tragikomisk, hvor jeg står alene i regnen og tegner cirkler på torvet til en kollektiv eufori, hvor alle svinger rundt med hver deres passer og er helt inde i det. Man ved ikke, hvilken retning det tager. Kroppen, koordinationen og udholdenheden er en konstant del af koreografien.”
Mellem kunstens og det offentlige rum
Flere af Haslunds koordinationsmodeller tog siden turen til Wanås Skulpturpark, hvor vilkårerne dog var nogen andre.
”Det var noget helt andet, fordi mit nærvær ikke var centralt for værkerne. De skulle jo bare passe sig selv, og de virkede nærmest som minimale skulpturer. Men det er altid svært at vide, om den undersøgelse, man selv er interesseret i, også er vigtig for dem der ender med at deltage. Det er man af gode grunde ofte ret uvidende om,” erkender Haslund.
”Jeg tror, der er store chancer for at rigtig mange ikke engang opdager konteksten, når de er placeret i det offentlige rum, og det er altså heller ikke vigtigt for mig. Mere, at de var der, prøvede det, og måske snakker om det bagefter. Det er jo en fin måde et værk kan forplante sig på.”
En kritisk bevidsthed
Molly Haslund står bestemt på ryggen af nogle kunstnere fra 60’erne og 70’erne, og især kvindelige kunstnere, der har formet det rum, hun opererer i.
”Se bare på de kunstnere der vises i What’s Happening? på SMK,” forklarer Molly Haslund og påpeger at Gernes’ cirkler ofte havde samme kropslige dimension (på udstillingen ser vi bl.a. Gernes tegne en cirkel med sin ene fod som en passer). Molly Haslund udførte sine Circles under åbningen den 25. marts.
Haslund viser mig så et værk af et nyt bekendtskab for hende, amerikanske Simone Forti, der tydeligvis – og siden 60’erne – har haft nogle parallelle greb om både det skulpturelle og koreografiske.
Og sammen med figurer som Alan Kaprow, Yvone Rainer og de mere minimale figurer som John Cage og Donald Judd, står det klart at kroppens rolle i kunsten er helt nærværende hos Haslund, og at det helt minimale hos hende har fået tilegnet en særlig kropslig, social dimension og sårbarhed.
Det er en understregning af, at jeg som kvinde har noget at gøre i det offentlige rum. Jeg er ikke ude at shoppe med min mand eller min hund, jeg er ude med tre passere, for at skabe mening i verden, og så er mit ønske, at der er plads til det, at det breder sig, og at det kan betale sig at handle.
På den måde er der en meget underspillet aggression i mine værker, der handler om en modstand til normen.”
Molly Haslund tog afgang i 2005 fra både Glasgow School of Art og Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.
Hun modtog i 2014 Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium.
Molly Haslund har haft soloudstillinger ved Museet for Samtidskunst i Roskilde (2013), Wanås Kunstpark i Sverige (2014) og Fortællegalleriet i hjembyen Holstebro (2014).
Derudover har hun været en del af utallige gruppeudstillinger og performet overalt i kunstfeltet inden for de seneste fem år. Se værkerne og videoerne på Molly Haslunds hjemmeside, der i sig selv er et af de bedste performance-arkiver herhjemme.
