Gudrun Hasle light

Modsmerte var den eksemplarisk præcise titel på Gudrun Hasles stærke udstilling på Museet for Samtidskunst i 2012. Udstillingen blev fortjent nomineret som en af årets bedste udstillinger af Foreningen af danske Kunstkritikere AICA DK.

Selvudleverende samfundsdiagnose
Hasle er en af de kunstnere herhjemme, der mest direkte har valgt at tage afsæt i sin personlige historie og bruge det selvbiografiske stof som produktiv motor i sin kunst. I Modsmerte-udstillingen var det selvoplevede erfaringer med cutting – selvskadende adfærd – fra smertefulde teeagerår, der var omdrejningspunktet.

Hasle var også her den selvudleverende, skrøbelige fortæller, men udstillingen udvidede sig fornemt, da den samtidig fungerede som samfundsdiagnose og modstand mod et kulturelt betinget perfektionismekrav – et hårdt og næsten socialrealistisk snit i de normative forestillinger om den pæne pige eller dreng.

Læs anmeldelse af udstillingen Modsmerte

Hasle er desuden en af de få kunstnere, som også har fået et næsten folkeligt gennembrud – ikke mindst på baggrund af denne udstilling – med invitationer til såvel folkeskoler som tv-optrædener. Der er mange, der kan identificere sig med det snærende i det tyraniske krav om perfektion, og det er noget den selvbiografiske kunst kan, hvis den gør det godt: skabe spejlinger og identifikation.

På Museet for Samtidskunst var titlen Modsmerte skærende præcis, fordi den favnede både sårbarheden og oprøret. Her er det så også, at det private bliver politisk på den fede måde – for at citere et slogan fra 70’ ernes feministiske kunst.

Modstandsargumentet
Det er den samme modstand, der ulmer overalt i Hasles tekstbårne værker. Hasle er ordblind, men har vendt det til sin styrke og til et særdeles produktivt nøglegreb for hendes kunstneriske virke: Ordblindheden eksponeres på en gang nøgent og fejlbarligt men også trodsigt. Dels som en modstand mod perfektionisme-kravet, men også som en modstand, der rammer en ikke-ordblind kunstbetragter særdeles håndgribeligt, når man tidskrævende må forsøge at dekryptere teksten.

Det bliver klart, at det er det, som Claus Carstensen i sin katalogtekst kalder for “modstandsargumentet”, der driver Hasles kunst og hæver det milevidt og kvalitativt fra det bekendelses-litterært pinlige.

Men det er også dette modstandsargument, som jeg finder svagere ført i den aktuelle udstilling i Odense.

Udlandsbarndom
My charlthodt as a expat tager udgangspunkt i kunstnerens tidlige opvækst i Thailand, hvor hendes far havde arbejde for Danida. En expat (forkortet fra expatriate) er en person der i kortere eller længere tid bor i et andet land end sit fødeland. Udstillingen er foldet ud som punktnedslag i den lille piges erindringer fra de fremmede himmelstrøg.

Der er et stort broderi, som viser den lille Gudrun og hendes tvillingebror på ryggen af en elefant. Et andet illustrerer “mærkelige steder at blive solbrændt”.
Det danske alfabet står over for det thailandske i store stofmalerier. Der er familiefotos, store arkitekturmodeller af familiens boliger (tænker jeg), og faderens lysbilledrammer i rækkevis.

Centralt er erindringen om en ugelang oversvømmelse. Moderens dagbogsnotater om begivenheden er præsenteret et sted i udstillingen. I en video, der viser en fast indstilling fra et badeværelse, hvor vandet løber over i kumme og badekar, hører vi Hasles egen erindring om oversvømmelsen kontrasteret med en thailandsk kvindes beretning.
For de voksne var det en truende, farlig eller besværlig oplevelse – for det seksårige barn en slags paradis, hvor man kunne svømme i gaderne.

Spredt fortælling
Og ja, det er selvbiografisk kunst, men hvad det er, vi i et større og mere alment perspektiv skal trække ud af disse private erindringer, forbliver uldent for undertegnede. Dertil forekommer det hele for ufokuseret – for spredt på en lidet produktiv måde.

Nuvel, det kredser om et et (barnligt) blik på det at leve et fremmed sted (med oversvømmelser, elefanter og stærk sol) – hvor alt er anderledes, end man er vant til. Måske noget om at ting tager sig forskelligt ud fra forskellige synsvinkler, som betinges af alder, køn, kultur, økonomi blandt andet.

Hvilket selvfølgelig kan være en aktuel tematik at behandle i disse folkevandringstider, hvor ‘flygtningedebatten’ i et land som Danmark er ustyrlig og uden betragtelig vilje til at sætte sig ind i, hvordan det er er at være expat af nød. Men tematikken er jo så altså vendt på hovedet, da det i Hasles udstilling er ‘privilegerede hvide’, der er flyttet ud og ‘er fremmede’.

At være expat kan også være en metafor for en mere personlig eller eksistentiel følelse af ikke at passe ind – at være inkompatibel med omgivelserne. Det er en tematik Hasle i høj grad har kredset om tidligere. Men omvendt er det ikke noget, der træder tydeligt frem i præsentationen.

I stedet kommer udstillingen til at virke noget uvedkommende, som en række lysbilledforedrag af andres rejser til de fremmede lande. Flere værker – blandt andet arkitektur-modellerne og rækken af faderens lysbilleder – kommer i mine øjne næsten til at fremstå som rene alibi-værker.

Fortyndet udgave
På den måde står ‘modstandsargumentet’ heller ikke styrket på udstillingen. Det er symptomatisk, at det kun er første del af Hasles store broderi-frise Min livshistorge, der vises udækket. Frisen byder på brudstykker fra Hasles livshistorie og den del, der handler om tiden i Thailand er synlig – resten af historien er dækket under et klæde, og det er herunder man finder den voldsomme og konfliktfulde teenagertid, som Modsmerte-udstillingen var gjort af.

Måske er det så simpelt, at der bare var mere brændstof til et vægtigt kunstnerisk punch her end i de fragmentariske erindringer om barndommen som expat.

Der er antydninger af modstandsargumentation i det sidste rum med store broderier, som refererer til erindringsstumper om rotteopdræt, yndlingsbarbier og en angstfyldt alene-hjemme-oplevelse.

Men man står unægtelig tilbage med en oplevelse af, at man i Odense må nøjes med en mindre skarp og mere fortyndet udgave af en væsentlig kunstner.