Den personliggjorte kuratorposition

Den personliggjorte kuratorposition

Udstillingsview Maleri Historier. Foto: Steen Bek

Billedserie

Udstilling

Maleri Historier

Helene Vestergaard, Jens Søndergaard, Lise Blomberg Andersen, Christian Schmidt-Rasmussen, Harald Giersing, Richard Mortensen, Anne-Suzette Sadolin, vilhelm lundstrøm, Mogens Gissel, Wilhelm Freddie, Svend Engelund, Annette Olesen, Emil Nolde

Vestjyllands Kunstpavillon
Se kort og tider

I Maleri Historier på Vestjyllands Kunstpavillon giver stedets nye kurator Sonja Lillebæk Christensens sit helt personlige bud på en ujævn dannelsesrejse i fuldkommen øjenhøjde med sit publikum.

Vestjyllands Kunstpavillon har fået en ny kurator: Sonja Lillebæk Christensen. Hun har netop åbnet sin første udstilling Maleri Historier, hvori hendes egen personlige forhold til malerkunsten alene afgør udvælgelsen af værker. I den ledsagende tekst redegør hun i fuldkommen øjenhøjde med sit publikum, for sin udvikling i kunsten fra novice til professionel billedkunstner – en ujævn dannelsesrejse, som mange en kunstinteresseret sikkert kan spejle sig i.

Vestjyllands Kunstpavillon er tegnet af Henning Larsens tegnestue. Den ligger i Videbæk en halv time vest fra Herning. Smuk ser bygningen ud med sine karakteristiske hvide v-formede facade og beliggenheden ved sø og skov. 28 marts er den store gallerisal fyldt med glade og velklædte midaldrende mennesker, der lytter til Sonja Lillebæk Christensens åbningstale. Talen fremføres på en velklingende blanding af rigsdansk med islæt af vestjysk accent, for Sonja voksede op på denne egn, og derfor er hendes første møde med sit publikum også en varmhjertet bestræbelse på at etablere en ligeværdig kontakt båret af gensidig respekt.

Goddag til publikum
I sin tale kommer Sonja Lillebæk Christensen ind på, at vi skal se udstillingen som hendes personlige måde at sige goddag til publikum på – gennem hendes individuelle historie blotlægges en række fascinationspunkter i malerkunsten, som gør det muligt for os at lære hende at kende som kunstner og menneske. Det har betydning for dialogen og for vores forudsætninger for at forstå sammenhængene i de kommende udstillinger, som hun står for i huset. Udstillingen her rummer en række meget forskellige – fortrinsvis – danske kunstnere fra væsensforskellige perioder og med vidt forskellige bud på, hvad maleri vil sige. Det er vigtigt, at vi både ser på billederne og læser den tekst, som hun har skrevet til hvert billede. Når vi har set og læst os gennem udstillingen, vil vi opleve, at der trods de meget forskellige maleriske udtryk alligevel findes en form for rød tråd i udstillingen, nemlig den som opstår pga. Sonjas søgen på sin vej ind i kunstens univers.

Nolde og paragraf 43 i bistandsloven
Udstillingen fungerer som en rundgang i den rektangulære sal. Væggen har fået en klassisk støvet grøn farve, som slår en mere museal stemning an. Det første billede er et blomstermotiv udført i akvarel af Emil Nolde. Stolte Kavalerer-blomster (kraplak og cyklamen) i krukke med striber (citrongul og indigo) på (jord)farvet baggrund. Teksten fortæller, at Sonja som purung i 1993 og på kontanthjælp, fik lov til at snuse til kunsten på forskolen på Aarhus Kunstakademi. Dengang gjorde Noldes stærke farve et stort indtryk på hende, og hun var tiltrukket af en “basal og direkte form for visuel kommunikation”, som hun dengang kun kunne mærke, men slet ikke sætte ord på. I noten forklares både, hvad en paragraf 43 i bistandsloven er, og hvad ekspressiv og naivistisk kunst er.

Åbningstale af Sonja Lillebæk Christensen. Foto: Steen Bek
Åbningstale af Sonja Lillebæk Christensen. Foto: Steen Bek

Det første forbillede
Således fortsætter udstillingen med en herlig super subjektiv og straight-forward-formidling. Næste billede er af Annette Olesen, som blev Sonjas lærer, da hun, efter endt forskole, kom ind på en af fagskolenes malersale. Billedet er er abstrakt på et lærred i colour-field-størrelse. ”Annette var mit første forbillede….men jeg afslørede det vist ikke. Jeg tror, det skyldes, at mange af kollegerne på malersalen også havde hende som forbillede, eller den kunstart: nonfigurativ.” skriver hun lakonisk i teksten og lader dermed beskueren se direkte ind bag ved kulisserne i kunstens institution og fødekæde.

Herefter følger et portræt af Svend Engelund, et befolket landskab af Wilhelm Freddie og så et lille Flasketørrestativ af Mogens Gissel. På en udstilling i Aarhus Kunstbygning (nu Kunsthal Aarhus) keder Sonja sig bravt, indtil hun får øje på dette – af størrelse undseelige – billede, som til gengæld indholdsmæssigt er helt i top: ”De indre billeder, som billedet og titlen gav mig, var helt klart billedet af et stativ brugt til at tørre flasker på. Og det kunne jeg forholde mig til som datter af en kroejer og kvartalsdranker”. Herefter bevæger teksten sig naturligvis til Marcel Duchamps Flasketørrestativ fra 1914, som Gissel selvfølgelig også bevidst parafraserer og til en personlig kommentar til Gissel, som elsker ’det skønne’ og derfor hader idékunsten, som ikke i hans øjne lever op til idealet for en kunstpraksis i det skønnes tjeneste. Sonja afslutter med at konstatere, at Gissels billede er genialt – og idékunst – om Mogens vil det eller ej.

Wilhelm Lundstrøm på Maleri Historier. Foto: Steen Bek
Wilhelm Lundstrøm på Maleri Historier. Foto: Steen Bek

Jordnær kuratorisk strategi
Sådan går det billede efter billede og det er en utrolig charmerende og uprætentiøs oplevelse.

Billede, tekst og noter spiller sammen og leverer en flerstrenget fortælling, hvori det ene spor er Sonjas personlige dannelsesrejse hen imod en selvstændiggjort kunstnerisk forståelse. Det andet spor handler om kunstens fremtrædelsesformer og dens vokabularium helt konkret, mens det tredje spor rummer en række dybt personlige informationer af anekdotisk karakter, der på en underspillet facon også peger på, hvordan vores liv påvirkes af strukturelle, sociale og æstetiske parametre – der på forskellig vis afspejles i såvel den individuelle som den offentlige repræsentation.

Sonja Lillebæk Christensen går planken ud med dette personliggjorte forsøg på en jordnær imødekommende kuratorisk strategi, som tager sit publikum ved hånden og fører dem ud på en udviklingsrejse, som på ingen måde er spektakulær og uopnåelig. Hun viser sig for sine lokale publikummer, som en af dem, et barn af folket, som tilfældigvis gik kunstens vej, og som nu vender tilbage for at give noget af sig selv til det sted, hun kommer fra.

Usnobbet
Denne omfavnende og kærlige gestus inkluderer og sammenfletter en livshistorie rettet mod kunsten. Den starter med Mor, der trods små kår betaler for den første farveæske, videre til studievejlederen, der af et godt hjerte råder Sonja til ikke at betræde kunstens utilregnelige veje, over gamle undervisere på forskellige skoler, der har fascineret og udfordret, til kunstnervenner og kunstnermanden Christian Schmidt Rasmussen, med hvem hun i voksenlivet stifter familie og etablerer et tæt kollegialt fællesskab.

Sonja Lillebæks strategi er båret af et usnobbet, inkluderende og åbnet menneskesyn, som her forsøgsvis lægger sig fladt på maven i bestræbelsen på at nå sit publikum uden at skabe modstand ved at tale ned til nogen. Det er sikkert, at Sonjas egen fortælling kan virke både afvæbnende og inspirerende på den gæst, som også selv har fiflet lidt med kunst og som interesserer sig for kunst sådan helt generelt.

Udstillingsview med maleri af Anette Olesen i baggrunden. Foto: Steen Bek
Udstillingsview med maleri af Anette Olesen i baggrunden. Foto: Steen Bek

Ser man på det fremmødte ferniseringspublikum, er det 50+ generationen, som dominerer, og her kan der godt gemme sig en enkelt snob eller to – også så langt væk fra hovedstaden, som Videbæk nu engang er. De, som bruger kunstinteressen som social løftestang, vil nok ikke finde Sonajs åbenhjertige gestus så charmerende. Til gengæld er jeg sikker på, at alle de, som holder lige meget af kunst og mennesker, og som interesserer sig for relationer og derfor bliver inspireret af udstillingens selvbiografiske aspekter, vil nyde denne uortodokse formidling for det, den er: nemlig en måde at sige pænt goddag på og således slå tonen an til de kommende udstillinger, der ifølge kuratoren, vil komme til at se ganske anderledes ud – men utvivlsomt også vil bære præg af netop denne kurators helt individuelle syn på, hvorledes hun som subjekt, kan være til stede i udstillingen.

I mine øjne er det et forfriskende bud på en nærværende kuratorposition i en tid, hvor kunsten rundt om på de autoriserede udstillingssteder bliver stadig mere diskursiv, teksten mere akademisk og afstanden til kuratoren stadig større.

Billedserie

Udstilling

Maleri Historier

Helene Vestergaard, Jens Søndergaard, Lise Blomberg Andersen, Christian Schmidt-Rasmussen, Harald Giersing, Richard Mortensen, Anne-Suzette Sadolin, vilhelm lundstrøm, Mogens Gissel, Wilhelm Freddie, Svend Engelund, Annette Olesen, Emil Nolde

Vestjyllands Kunstpavillon
Se kort og tider

Del artiklen

'Den personliggjorte kuratorposition'

Facebook