Tårnhøje spændinger

I Arkens kunstakse kan børn og voksne for tiden opleve en installation, der er som født ud af det mørke og umulige rum, Europas længste kunstrum, 150 m langt og med spydformede ender og en faldende loftshøjde, som ikke just gør det nemmere at ”befolke” med kunst.

Men nu lægger man slet ikke mærke til rummet, for værkerne tiltrækker sig hele opmærksomheden: 11 store transformatortårne står statuarisk og markerer sig i deres højde og monumentalitet. De er skabt til rummet, der kan minde om en hangar eller bugen på en stor U-båd. Installationen er undfanget af Randi & Katrine, som med denne manifestation og med deres forestående udstilling på KØS og på havnen i Køge markerer deres 10 års jubilæum. Duoen består af Randi Jørgensen (f. 1974) og Katrine Malinovsky (f. 1976), som dimitterede fra Kunstakademiet i 2005. Allerede på Exit-udstillingen i Kunstforeningen udskilte de sig som nogle muntre utopister, der leger med kendte fænomener i vores omverden og drejer lidt på de vante skalaer, farver og funktioner.

Tårnene i dit hoved
Især husene går igen i deres kunst. De er rykket ud af deres sammenhæng og refererer ofte til den nære fortid. De er lidt nostalgiske, ofte farvestrålende og med en særlig personlighed eller ”sjæl”, som udgår fra deres oplyste vinduer og skodder, der går op og i som øjenlåg. Disse bedårende huse fremstår menneskeliglignende.

Det gælder også deres transformatortårne med individuel stil og varierende højder fra 3-9 m. Det er en gennemført scenografi med en særegen stoflighed og med en placering som i en romantisk have, hvor man aldrig helt kan vide, hvad der venter en 20 m fremme. De udgør en rejse tilbage til den tidlige modernisme. Selv om det er en teaterkulisse, og alle tårnene er skabt til Arken, så virker de autentiske og kalder minder frem om alle de transformatortårne, som vi er vokset op med, og som en gang hørte til i landskabet.

De nyeste blev fremstillet i 1960’erne i stål, mens de ældste, ofte murede, blev opført helt tilbage til 1914, hvor man gjorde uhyre meget ud af detaljerne og indimellem designede transformatortårnene som små kirketårne. I Arken hører vi gnistre- og brummelyde strømme ud fra tårnene og mellem de forbindende kabler, så de tilsammen skaber en helt elektrificeret symfoni.

På besøg i kontroltårnet
De to kunstnere er blevet stadig mere synlige på kunstscenen de senere år. Sidste år var de med på Sydney Biennalen, ligesom de har udstillet i Flux Factory i NYC og i Gallery Factory i Seoul. Hertil kommer flere separatudstillinger – på Gl. Holtegaard, i Politikens Hus og i Kunstforeningen Gl. Strand.

Kunsten.nu mødte de to kunstnere i deres atelier i en nedlagt fabriksbygning på Amager. Der hersker et frodigt kaos i det store rum.

Der hænger skitser på væggene og overalt står store og små modeller. På en væg hænger en stor planche med ord fra en brainstorm tidligt i forløbet op til det færdige værk til Arken. Her indgår ord som kollektiv erindring, tidsbillede, forandring, forsvindingspunkt og tab, men også ord, der vidner om det visuelle udtryk, som kunstnerduoen har tilstræbt som krop, skala, perspektiv, linjeføring og grafisk udtryk.

Værk og landskab
Hvorfor har I valgt at arbejde med transformatortårne?
Randi (R): ”Ideen opstod egentlig tilbage i 2008, hvor vi viste udstillingen The House in Your Head på Gl. Strand. I det store rum stod to huse med oplyste vinduer, skodder som gik op og ned og en stige, der blev foldet ud. Vi havde vanskeligt ved at finde et sted at placere kompressoren, der skulle levere strøm. Da fik vi idéen til at bygge en transformatorstation i det lille rum ud til Gl. Strand. Vi førte synlige ledninger ind til husene ligesom dem, vi har etableret på Arken. Det blev til et selvstændigt værk, som stod og brummede, men som samtidig havde en funktionalitet.”

Katrine (K): ”Ja, og med ledningerne opstod en interaktion mellem husene, som henviser til et bysamfund, en sammenhæng, som vi også har tilstræbt på Arken. Med transformatortårnene har vi også lavet et lidt nostalgisk anslag, fordi disse transformatortårne er ved at forsvinde fra det danske landskab. De fleste husker dem som en del af landskabets udtryk. Mange bruger eller har brugt dem som pejlemærker, når de eksempelvis cykler til stranden, så ved de lige præcis, hvor langt de har igen. Disse transformatortårne er med til at tegne landskabet op. Det er samtidig en mystisk arkitektur, som i forhold til husene, som inviterer folk ind, virker meget lukkede, gådefulde og uhyggelige.”

Elektricitetens sjæl
Kunstnerduoen har dykket ned i arkiverne hos DONG og SEAS, hvor de blandt andet har lånt originale tegninger og rigtige porcelænsisolatorer, for at få et så præcist udtryk som muligt. Hvad fandt i ud af?

K: ”I starten byggede man murede transformatorstationer. De er meget smukke og kunstfærdigt forarbejdet. Dernæst begyndte man at støbe dem i jernbeton. Efterhånden som produktionen steg som følge af det stigende elektricitetsbehov, blev de mere og mere ensformige. Til sidst fremstillede man dem som nittede ståltårne. I 1967 lavede man det sidste nittede ståltårn. Derefter gik man over til små skabslignende transformatorstationer, for til sidst at lægge kablerne ned i jorden.”

Er de gamle transformatortårne et udtryk for jeres kritik af den senmoderne, højteknologiske tid? Har I med jeres rekonstruktion af tårnene villet indfri jeres længsel efter en mindre kynisk tid?
R: ”Katrine og jeg interesserer os meget for ting, der har haft deres tid, og som det samtidig har taget en vis tid at fremstille. Ting med detaljer og omhu i udførelsen. Ting med sjæl. I det hele taget er vi interesseret i, hvad man kan kalde erindringsarkitektur, som gemmer på historier fra tidligere.”

Gådefuld arkitektur
K: ”Med tårnene ønsker vi at undersøge, hvad de kan fortælle os i dag. Hvor fx Ivan Andersen især har været meget optaget af parcelhuset i sine malerier, så går vi længere tilbage. Selv er jeg vokset op ved en banegård, og jeg er dybt optaget af denne særlige arkitektur. Det er en underfundig dialog mellem et hus , som er noget stationært, og en transithal, dvs. en passagearkitektur, som folk blot opholder sig i midlertidigt. Ja, og så er tårnene jo lidt underlige og udstråler noget mystisk. De griber fat i barndomsrummet, hvor man forestiller sig, hvad der foregår inde i dem. De er fascinerende og gådefulde ikke mindst på grund af den måde man forholder sig kropsligt til dem. De er høje huse, der lukker sig om sig selv, og som rummer en sitrende fare.”

R: ”Vi har allerede fået mange henvendelser fra publikum, der husker tårnene fra deres barndom. I øvrigt har disse transformatortårne spillet en ganske bestemt rolle i min barndom. Min bedstefar, som var el-montør fik engang højspænding igennem sig, og røg ud fra et transformatortårn. Men han var så heldig at have et kobberspænde på maven, som afledte strømmen, så han overlevede med nød og næppe, men var indlagt et godt stykke tid. Min mor har hjertekardiogrammet, hvor man kan se hvor uregelmæssigt hans hjerte slog længe efter.”

K: ”Ja, vi har flere personlige oplevelser med disse højspændingstårne, og vi håber og tror, at publikum vil få fremkaldt deres egne erindringer, når de oplever dem. Mange kunstnere arbejder for tiden selvbiografisk, men det interesserer os ikke at trække vores egne, subjektive erindringer direkte ind i værkerne. Vi ønsker at skabe nogle åbne fortællinger, publikum kan træde ind i og blive en del af.”

Lang proces med højt til loftet
Hvordan var processen under arbejdet?

R: ”Egentlig var vi meget pressede, da vi begge har midreårige børn – og i øvrigt var i fuld gang med vores nye værker til KØS. Men da Arken meddelte, at man dels ville stille mandskab og materialer til rådighed, dels ville facilitere os hele vejen igennem – ikke at forglemme finansiere det hele, kunne vi ikke sige nej. Det er jo også en enestående chance for os at lave en så stor installation. Vi havde et meget langt forarbejde. Vi startede med at opmåle rummet og arbejdede længe med en model, så vi kunne forholde os til både bredden, højden og længden. Her var tårnene geniale, fordi de kunne placeres, så de gik i dialog med hinanden og skabte en større fortælling.”

K: ”Det højeste tårn er 9,30 cm, så der lige er lidt luft op til de 12 m, som kunstaksen måler på det højeste sted. Desuden tilter taget på tværs, så også det måtte vi have styr på, inden vi gik i gang med at bygge. Hele ”koreografien” lå fast i oktober 2014, og så gik vi i gang. En heldig ting er, at Kunstaksen er et lukket rum uden vinduer, for så er det virkelig som at træde ind i en helt anden verden.”

R: ”Og heldigvis er vi efterhånden lidt garvede og ved, hvordan værkerne vil komme til at fungere i de rum, de installeres i. ”

Inspiration og folkearkitekur
Randi & Katrine indgik et samarbejde, i løbet af deres uddannelse på Kunstakademiet, hvor de gik 4 år på Billedhuggerskolen i Frederiksholms Kanal hos professor Henrik B. Andersen. Her var en fælles optagethed af arkitektur og af tressernes minimalisme, koncept og performancekunst.

En af deres vigtige inspirationskilder var den russiske installationskunstner Ilya Kabakov (f. 1933, red.), som kombinerer rum og fortælling på enestående vis og er med til at definere, hvad en totalinstallation er. Her bliver man ført et andet sted hen også i kraft af hans brug af farver og forskellige materialer. Fordi han kom fra Sovjet, inden han slog sig ned i USA, bragte han en helt anden måde at betragte objekter og rum med sig. Med inspiration i Kabakovs tilgang til installationskunsten, skabte de to kunstnere i 2004 deres første totalinstallation  ”HUS BÅD” i kunstakademiets projektrum, hvor de kombinerede det rummelige og fortællende, til et sammenhængende værk, publikum kunne træde ind i og blive en del af.

R & K: ”En anden inspirationskilde er Marcel Duchamp, især hans værk Etant donnés (1946-66, red.), som vi ganske vist først så i Philadelphia i 2010. Men vi er også inspireret af den japanske installationskunstner Yayoi Kusama (f. 1929, red.), især pga. hendes evne til at skabe rum med referencer til både popkunsten og surrealismen. En meget vigtig inspirationskilde er imidlertid også arkitektur, især folkearkitektur, der går uden om den modernistiske kanon.”

Samtalen afbrydes af fuglesang fra Randi & Katrines kukur. Skyerne er netop gået fra solen, så hele rummet bades i sollys og emmer af forår, skønt der ligger sne ude i haven. Imellem de mange ophobninger af ting i rummet dukker huse op med lange ben og sjove trekantede tårn-hatte, og man kan føle sig hensat til Pinocchios fars dukkeværksted. Hvordan må det så ikke være for de ældre at sidde og drikke te i kunstnerduoens permante ’Tepotte Pavillon’ fra 2011 ved et plejecenter i Skovlunde? Det er et stykke folkearkitektur, udformet som en åben tekande, hvorfra en vandstråle løber fra tuden og rammer en mega-kop. Ikke at forglemme Ærøfærgen, som kunstnerduoen udsmykkede i 2012 med et maleri på skibssiderne.

Hermed har de forvandlet færgen til et megastort krydstogtskib på vej til eksotiske destinationer. Fantasien synes at rejse, når Randi & Katrine giver den form, farve og mæle.