Rumtransport

Rumtransport

Martin Erik Andersen: Betongulv. Foto: Martin Erik Andersen

Billedserie

Udstilling

Dont cry a diamond / on a plate for you

7 feb 2015 17 maj 2015

Martin Erik Andersen

Horsens Kunstmuseum
Se kort og tider

Med Don´t cry a Diamond / on a plate for you på Horsens Kunstmuseum krydser Martin Erik Andersen sit eget spor – her i mere end en forstand, da det gulv, som nu vises på museet, egentligt var skabt til byens Vitus Bering Plads. Bag museets beskyttende mure inviteres på en smuk, intim og skrøbelig rejse, hvor der lægges nye lag til kunstnerens fortløbende fortælling om rum på rum i rum.

Horsens Kommune inviterede oprindeligt Martin Erik Andersen (MEA) til at lave et forslag til en ny kiosk på den plads, som har navn efter det kanoniserede 1700-tals bysbarn Vitus Bering: Russisk flådeofficer og leder af to ekspeditioner i Russisk fjern-østen, på jagt efter Nordøstpassagen. Berring fandt sammen med det meste af sit mandskab sit endeligt – dødende af skørbug på en ubeboet græsovergroet ø (senere Berings Ø) i det ugæstfrie Berings Stræde i 1741.

Den Blå Moské – måske ikke?
Horsens ville hædre Bering, men MEA fik vist aldrig fat om den historie. Mens han udtænkte en fin krystallinsk spejl-kiosk sammen med CUBO arkitekter, blev han optaget af ordet ’kiosk’ og dets persiske oprindelse. Sikkert fordi han har studeret i Cairo? Pludselig var han på en omvej til den Blå Moské der og dens farvestrålende geometriske mønstre. Det korte og det lange er, at han glemmer alt om Bering og laver en flisebelægning til pladsen og kiosken. Med afsæt i den tolvtakkede stjerne og sekskanten fra Den Blå Moske, støber han et kompliceret ornamentalt betongulv, som kommunen ender med at afvise, fordi det ikke rigtigt spiller med den melodi om Bering, som den er ved at skrive.

Aldrig spildt arbejde
Egentlig en sjov historie om forskellige perspektiver, der ikke mødes, men samtidig også et godt billede på, hvordan kunstneren arbejder og forfølger de impulser, som han selv finder relevante i en given sammenhæng. For ham er det ingen fiasko, at gulvet ikke havnede på Berings Plads. Derfor ser vi nu gulvet i en række forskelligartede iscenesættelser rundt omkring i de danske kunstinstitutioner. På Horsens Kunstmuseum, må man i lyset af forhistorien, sige at flisegulvets tilsynekomst udover at indgå i udstillingen som kunstobjekt, også tjener det formål at lade byens borgere besigtige resultatet af det arbejde, de selv indirekte har sat i værk, men som de ikke fik lov til at beholde.

Udstillingsview: Don't cry a Diamond / on a plate for you, 2015. Foto: Martin Erik Andersen
Udstillingsview: Don’t cry a Diamond / on a plate for you, 2015. Foto: Martin Erik Andersen

Gulvet transporterer rum
Inde på museet ligger flisegulvet som en halvø, der breder sig amorft ud over plankegulvet i en af husets store sale. MEA siger, at hans Betongulv “transporterer rum”. Det handler om via installationen at flytte rundt på konkrete arkitektoniske rum for det første og dernæst om at åbne for en kontakt til andre rum gemt i erindringen, eller fantasier om rum aktiveret af kunstværkets udformning og materialitet. Værket kan ses som en række forskudte rum i fysisk og mental forstand. De oprindelige rum er en del af historien, mens nye rum kommer til og opstår, hver gang gulvet installeres på ny.

Fliserne er støbt i en uensartet håndblandet beton, for at opnå en varieret gråskala. I gulvet mødes mønstre fra islamisk kultur med den ærkedanske, uprætentiøse beton – religiøst ornament overfor demokratisk by-funktionalisme. Oveni ligger historierne om, at gulvet har været lagt på et galleri i København og på Louisiana, hvilket bedst ses i dets udbredelse, der spejler en tilsvarende gulvflade i et rum på Louisiana.

Under the imaginary table that divide us, we all secretly hold hands, 2013. Foto: Martin Erik Andersen
Under the imaginary table that divide us, we all secretly hold hands, 2013. Foto: Martin Erik Andersen

Det tilnærmelsesvise
Betongulvet bærer en installation med den besværgende titel: ‘Under the imaginary table that divide us, we all secretly hold hands’.

Installationen er spinkel og temmelig rudimentær, den består bl.a. af stål, tibetansk lammeskind, planter, pap æsker, video, røgelse, strik, silke, keramik og rubin.

Den minder mig om barndommens hemmelighedsfulde lofter, hvor den forunderlige sammenblanding af ting, bragte mig i en tilstand af årvågenhed og anelsesfuldt nærvær.

Også her mødes tingene på en antydningsvis og skødesløs facon. Installationen har en nomadisk karakter, der sammen med en underspillet pyntesyge: discolys, krystaller, bløde skind og silke, åbner ’det persiske rum’, som allerede ligger i betongulvets ’DNA’, endnu mere. Det fremmedartede ’on a plate for you’.

For looped screening, 2013. Foto: Martin Erik Andersen
For looped screening, 2013. Foto: Martin Erik Andersen

Mellem kontrol og tab af kontrol
Mange af værkerne oppe på balkonen er lavet af broderede tekstiler hængende skrøbelige på væggen.

Farverne er sand, brun, rosa, grågrøn og pink og titlerne mystiske og tankevækkende: In Order to do Good og Folded Gospel of Truth. De oser af historie, tid og nærvær.

MEA skelner ikke mellem materialitet og tænkning – det ene fodrer det andet. Han ser sin praksis som en slags ’mental-æstetisk topografi’, udstrakt mellem kontrol og tab af kontrol.

Det kommer til udtryk ved at værkerne på samme tid er ekstremt nærværende, og samtidig virker de flygtige eller uafsluttede, pegende ud i intetheden. Tekstilerne, håndarbejdet her, referer til kroppens erfaringsområde: en salgs forhandlinger om noget intimt og relationelt.

Den strukturelle krop
Martin Erik Andersen ’forstår kroppen strukturelt’: Overordnet således at vi deler nogle fundmentale kropslige vilkår, som har med vores omverdenserfaring at gøre og som knytter an til fænomenologien. Konkret sådan at vi gennem hele livet reproducerer, transporterer og omformer aspekter af disse vilkår.

MEA  ser de bagvedliggende strukturer indlejrede i vores individuelle socialitet og i de fælles forståelseshorisonter, som en slags elastiske ’grids’, der kan ekspanderes og kobles på uendelige måder.

Hans skulpturinvesteringer samler sig om at raffinere denne sansning og anvende den som metode i den billedkunstneriske praksis. Bestræbelserne afstedkommer disse vaklende ophobninger, skrøbeligt sammenflikkede mulighedsrum – topografier, som vi kan forbinde os med kropsligt, visuelt, følelsesmæssigt og mentalt.

In Order to do Good (acoustic), 2010 detalje. Foto: Martin Erik Andersen
In Order to do Good (acoustic), 2010 detalje. Foto: Martin Erik Andersen

En åben situation
Hos MEA er skulpturen hellere vakkelvorn, blød og ’feminin’ end massiv, knejsende og ’maskulin’.

Han tror på ideen om, at der i virkeligheden er langt mere, som forener os end skiller os ad, både som mennesker og som køn.

Det må forstås som en fundamental tro på, at hans kunst – dens helt personlige fænomenologiske karakter til trods – når sin beskuer ved netop at fremstå provisorisk, med fejl, sprækker og mellerum, som åbner for utallige læsninger, og derved undviger det katagoriske.

I dette stilfærdigt blafrende åbne rum, på denne ikke manifeste scene, som gulvet og tingene skaber, kan det almene – og det individuelle vil jeg mene – kommer til syne, idet vi åbner os for det imaginære og de associationer, som værket er katalysator for.

Det er en smuk, intim og skrøbelig rejse, som i høj grad forudsætter en investeringsparat beskuer og museets beskyttende mure.

Billedserie

Udstilling

Dont cry a diamond / on a plate for you

7 feb 2015 17 maj 2015

Martin Erik Andersen

Horsens Kunstmuseum
Se kort og tider

Del artiklen

'Rumtransport'

Facebook