Kunsten og arkitekturen har et gensidigt men også genstridigt forhold, og det handler om rum, rollefordeling, penge og politiske strukturer.
Her ved årsskiftet er der er mange ting man kunne ønske sig for kunsten i det nye år. En af dem, som måske ikke ligger lige for, men som har ligget og ventet længe, kunne være at få klinket den splittelse, der de sidste hundrede år har eksisteret i forholdet mellem billedkunst og arkitektur. Billedkunst og arkitektur har været forbundne siden oldtiden, tænk blot på de antikke templer, middelalderkatedraler og barokslotte, hvor samtidige billedkunstværker af væsentlige og betydningsfulde kunstnere var integreret som uadskillelige elementer i arkitekturen.
Nok i sig selv
Helt fra de tidligste grottemalerier har den overleverede billedkunst gennem årtusinder optrådt i sammenhæng med rum og arkitektur, indtil modernismen fik sat en stopper for den sammenhæng. Med modernismen og funktionalismen blev billedkunsten endeligt fordrevet fra arkitekturen, så arkitekturen kunne fremstå ren, enkel og praktisk uden irrelevante billedkunstneriske forstyrrelser. Arkitekturen var nok i sig selv som kunstart.
Denne adskillelse ses tydeligt i dag i forbindelse med udsmykninger og kunst i det offentlige rum, hvor billedkunstneren som regel først inddrages, når byggeriet står færdigt, og der ikke er mere at foretage sig rent arkitektonisk. Man får tit det indtryk, at arkitekten slet ikke ønsker billedkunstneriske tilføjelser til sit byggeri, der efter arkitektens mening besidder så store arkitektoniske kvaliteter, at der ikke må ændres eller tilføjes noget som helst. Egentlige samarbejder mellem arkitekter og billedkunstnere, der begynder allerede i byggefasen og som inkluderer billedkunsten i arkitekturen, er derfor meget sjældne og usædvanlige.
Politisk momentum
I det hele taget vinder arkitekturen mere og mere terræn – ofte på bekostning af billedkunsten – og arkitekturen er i dag langt mere hypet i populærkulturen og på det politiske niveau, end den tidligere har været. Arkitekter optræder som popstjerner i tv og medier og et besøg hos en boghandler demonstrerer tydeligt de senere års eksplosive udvidelse af sortimentet af dyrt illustrerede coffeetable-bøger med arkitektur og design.
Den nuværende regering har en særlig opmærksomhed på arkitektur og design, da den betragter de to kunstarter som mere operationelle for Staten i konkurrencesamfundet og den globale oplevelsesøkonomi, end den gør med billedkunst. Dansk arkitekturs internationale succes bidrager helt sikkert mere til den økonomiske vækst end dansk billedkunsts internationale succes gør. Det er der nok heller ikke noget forkert i, for som billedkunstner har jeg ingen interesse i nogen form for vækst udover den kunstneriske.
Strategisk betydning
Det var derfor ikke tilfældigt, at netop arkitektskolerne og designskolerne, som de eneste kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet, blev flyttet over i det nye Uddannelsesministerium, som regeringen udvidede ved sin tiltrædelse.
På samme måde som den foregående regering oprettede Integrationsministeriet sammensat af sagsområder fra en række ministerier, for at opnå en mere central styring af indvandrerpolitikken, så udbyggede den nuværende regering Uddannelseministeriet til at omfatte alle videregående uddannelser, herunder også de kunstneriske, for at profilere sig på en samlet styring af uddannelse og forskning.
I sidste øjeblik undgik de mindre kunstuddannelser, som fx kunstakademier og musikkonservatorier, dog denne centralisering og forblev under Kulturministeriet, hvilket ikke skal begrædes. For nok er det et udtryk for disse kunstarters mindre politisk strategiske betydning, men til gengæld bevares en større frihedsgrad ved ikke at være under politikernes og Produktivitetskommisionens løbende bevågenhed.
Arkitektkunstnere
Tilsvarende – og sikkert af symbolske årsager – flyttede man nogle af Kunstfondens livsvarige ydelser fra billedkunstnere over til arkitekter. Eftersom arkitekter generelt er mere velhavende med pensioner og formue end billedkunstnere, er denne øvelse også økonomisk funderet, da ydelserne dermed ikke kommer til fuld udbetaling i samme omfang som ellers.
I det hele taget er det kun en mindre del af arkitektstanden, der har en selvstændig kunstnerisk ambition. Langt de fleste arkitekter ansættes af andre arkitekter til at varetage opgaver af mere teknisk, finansiel og juridisk karakter, og anser ikke sig selv for at være kunstnere.
Det kunne være interessant, hvis flere arkitekter insisterede på en større kunstnerisk ambition. Men de skulle i så fald være arkitektkunstnere og ikke billedkunstnere, for i det seneste årti eller mere har der været en tendens til sommetider at bytte roller. I arkitekturen er der opstået et spektakulært ikonbyggeri, hvor skyskrabere med forvredne geometrier mest af alt minder om de modernistiske skulpturkariaturer, som man ser i vittighedstegninger, når der skal gøres grin med kunsten. Samtidig med at den relationelle billedkunst er mere optaget af byplanlægning, sociale boligbyggeriers udformning og regulering af adfærd i det offentlige rum.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsorden.
