Videokunstens mange ansigter

Kunstformens position har i sandhed ændret sig radikalt siden pionerårene tilbage i 1960’erne, hvor den var en ny og smal outsider-kunstform. I dag er videokunsten absolut mainstream – det gælder  i højere grad i institutionel sammenhæng end på gallerierne, hvor videoen som salgsvare trods visse progressioner stadig er bagud på point. Men under alle omstændigheder er mediet en fuldgyldig og naturlig del af den palet, som mange nutidige kunstnere benytter.

Nuets flygtighed
I videokunstens gryende fase skabte den amerikanske kunstner Richard Serra i 1968 værket Hand Catching Lead. På skærmen ser vi en hånd, der gentagne gange forsøger at gribe faldende blystykker. Det lykkes sjældent.

Vi erfarer noget om de levende billeders natur i Serras pionerværk. I modsætning til statiske billeder som maleri og fotografi er de levende billeder tættere på den måde, hvorpå vi er tilstede i en aldrig stillestående verden. Hvert nu afløses af et nyt, og vi lever i et tidsligt flow, der netop ikke kan gribes. På samme tid er det temporære videobillede uhåndgribeligt og immaterielt sammenlignet med maleriets og – især – skulpturens fysik. Det er vilkår, der knytter sig til videokunstens levende billeder.

Selve mediets tidslighed stiller da også beskueren ganske andre betingelser end maleriet og skulpturen. Videoværkerne kører ofte i loops. De omgår ofte traditionelle narrative forløb, og der er sågar videoværker, der nærmer sig stillbilleder. Ikke desto mindre er der tale om tidslige forløb, hvor noget kommer før andet. På en udstilling vil man ikke sjældent komme ind midt i videoforløbet, og hvis der er tale om lange videoværker, giver det visse udfordringer både i forhold til forståelsen af værket og i forhold til publikums normale kunstbetragtning på kunstudstillingen.

Torben sangild har diskuteret disse udfordringer i klumme. Læs klummen her

Pionererne
Videokunsten er så naturlig på scenen, at man måske glemmer, at den historisk set er en ungdommelig kunstform. Den springer ud af 1950’ernes tv-alder og introduktionen af optageudstyr og videobånd i 1960’erne. Videokunstpionerer som Nam June Paik og Steina / Woody Vasulka eksperimenterede med mediets elektromagnetiske natur, mens andre som Bruce Nauman og Vito Acconci blandt andet brugte mediet til at dokumentere performances. Ikke sjældent var der tale om undersøgelser af fænomenologiske erfaringer, hvor forholdet mellem sprog, billede, identitet og krop, samt selve videomediets potentiale blev sat under lup.
I en dansk sammenhæng er Niels Lomholt og William Louis Sørensen blandt de første, der i slutningen af 1970’erne begyndte at arbejde med video.

Hvor videomediet i begyndelsen var genstand for mediespecifikke og/eller fænomenologiske undersøgelser eller blev brugt som performance-dokumentation, markerer kunstnere som Bill Viola og Gary Hill et skift i 1980’erne i retning af, at videoværket får mere magt som selvstændigt kunstværk. Især Bill Violas sinds-fortællinger med fokus indre stemninger og sindets omskiftelighed betegner et øget fokus på æstetikken med stærke forbindelser til maleriets traditioner for komposition, format og indhold.

Fra VHS til DVD
Med den digitale revolution i 1990’erne går det stærkt. VHS-båndet går på pension og afløses af DVDen og den digitale lagring, mens optage- og redigeringsudstyr bliver billigt og allemandseje. At udtrykke sig via levende billeder bliver for mange kunstnere formen, når de skal forholde sig til livet i en medie-domineret virkelighed.

Dette giver en bølge af håndholdte, ‘autentiske’, virkelighedsnære og personlige videoværker. Tracey Emins Why I Never Became a Dancer fra 1995 er et eksempel på en stærkt personlig (feministisk) videofortælling om kunstnerens opvækst og udforskning af sexualiteten med rystende videooptagelser fra barndomsbyen Margate, voiceover og slutteligt kunstneren i triumferende dans.

Den håndholdte do-it-yourself-tilgang er siden gledet i baggrunden, og genren har udspaltet sig i mangfoldige retninger. Generelt er brugen af videomediet lige så flerstrenget som alle andre medier. Men lad os alligevel pege på et par tendenser i de seneste tiårs videokunst:

Spillefilms-refererende videokunst
Kunstnereksempler: Eija-Liisa Ahtila, Shirin Neshat, Jesper Just, Omar Fast
Her er vi i sandhed langt fra 90’ernes gør-det-selv look. Den tekniske udvikling har gjort videokunstnere i stand til at producere ‘Hollywoodfilm’ på HD-video, og til tider bliver begrebet ‘videokunst’ ret beset misvisende, når billedkunstnere skyder deres film i 35 mm film og det hele akkompagneres af Dolby Surround lydsystemer.

Jesper Just lægger sig i sine supertjekkede film-lignende produktioner eksempelvis tæt op ad spillefilmens visuelle univers og det emotionelle anslag, der præger genren. Samtidig demonterer og omtolker han dog filmmediets klassiske fortællestrukturer med skæve narrativer eller antifortællinger.

Også Eija-Liisa Ahtila mimer spillefilmens æstetik og spalter sine fragmentariske fortællinger ud på flere lærreder, hvor beskueren skal vælge synsvinkel og så at sige selv ‘klippe filmen’. Værkerne kan – som The House, 2002 og The Wind, 2006 – være orkestreret på en baggrund af interviews med personer med såkaldte pesonlighedsforstyrrelser.

Eija-Liisa Ahtila har sammen med andre kunstnere – for eksempel Matthew Barney (Cremaster Cycle,1996-2002) og Shirin Neshat (Women without men, 2009) – også lavet deciderede biografværker

Læs om Jesper Just på Venedig Biennalen 2013
Læs portræt af Jesper Just
Læs anmeldelse af Eija-Liisa Ahtila værk her

Populærkultur-refererende videokunst
Kunstnereksempler: Ryan Trecarting, Pipilotti Rist, Chris Cunningham, Camille Henrot
En kunstner som Ryan Trecartin var allerede kult på selvkørende internet-platforme, før han blev topnavn i kunstverdenen. Hans kollektivt improviserede, attitudeflimrende og teatralske videoer er som top-speedede udgaver af Warhols talefilm fra The Factory i 1960’erne. “Mine film handler om, hvordan internettet ændrer den måde, hvorpå vi relaterer til omverdenen og hinanden”, har Trecartin engang sagt.  

Den form for ‘overkommunikation’ som Trecartin eksponerer kommer til udtryk flere steder blandt andet i Camille Henrots Grosse Fatigue (den store træthed), hvor interface-æstetikkens mange overlappende lag former en strukturløs kakofoni af viden og udsagn.
Chris Cunningham kan også nævnes som eksponent for en mellemposition mellem musikvideo og videokunst.  All is Full of Love, 1999 er skabt til Björk-nummeret af samme titel, men er også favnet af kunstinstitutioner i kombination med andre værker af samme karakter.
Sådanne billedbombarderende kunstnere spejler en – i udpræget grad – visuel kultur i tråd med arven fra en anden populærkultur-refererende videokunstner, Pipilotti Rist, der bragede igennem i 90’erne med sine MTV-agtige værker.
Læs anmeldelse af Camille Henrot udstilling The Pale Fox

Video-skulptur.
Kunstnereksempler: Nan June Paik, Tony Oursler, Eva Koch, Katja Bjørn
En af videokunstens pionerer Nan June Paik arbejdede i 1960´erne med værker, hvor han stablede tv-apparater op i skulpturelle formationer. Mange arbejder i dag med lignende hybrider.

Amerikanske Tony Oursler projicerer sine levende billeder på objekter og skaber dermed sine animerede – og manierede! – ‘dukker’. Videoskulpturen Cyc, 2003 er et eksempel, hvor et øje og en mund projiceres på – og levendegør – den dobbelte ægform.

I dansk sammenhæng har særligt Eva Koch, der oprindeligt var billedhugger, præget et felt, hvor video indgår i en hybrid form for levende skulptur, eller hvor videoen i sin interaktion i det offentlige rum får skulpturelle kvaliteter. Hendes monumentale værk Skogafoss, en mægtig og drønende videoprojektion, der senest blev vist under Gangart i Næstved (sep-okt, 2014), har netop særligt nogle skulpturelle kvaliteter.

Også danske Katja Bjørn kan nævnes her. I videoskulpturen Chatol fra 2013 vises for eksempel små scener med både intimiderende, fortrængte og usagte historier fra de hemmelige skuffer.
Læs interview med Tony Oursler
Læs interview med Eva Koch
Læs portræt af Katja Bjørn

Video-dokumentar
Kunstnereksempler: Richard Mosse, Walid Raad,  Allain Della Negra / Kaori Kinoshita, Gitte Villesen, Sonja Lillebæk Christensen
Irske Richard Mosse var et stærkt bekendtskab på Venedig Biennalen 2013. Videoværket The Enclave om krigen i Congo er i familie med dokumentarfilmen. Men Mosse har optaget filmen med en særlig militær overvågningsfilm, der gør at krigsscenarierne bades i et surreelt lyserødt lys. Allain Della Negra og Kaori Kinoshitas dokumentariske film om marginale sociale grupperinger inden for new age eller second life kunne være et andet eksempel, ligesom flere danske kunstnere bevæger sig i dette semi-dokumentariske felt.

Gitte Villesen arbejder eksempelvis med en særlig form for personlig dokumentarisme, hvor hun både filmer og samtaler på én gang. Og Sonja Lillebæk Christensens tredobbelte videoværk Take me Home er en personlig roadmovie-fortælling, der i ord og billeder omhandler det at vende hjem og samtidig være fremmed og utryg sammenklippet med associerende fragmenter taget fra bl.a. spillefilm, lokal-tv og tv-nyhederne.
Læs portræt af Gitte Villesen her

Video-performance
Kunstnereksempler: Paul Mcarthy, Marina Abramovic, Antti Laitinen, Lillbeth Cuenca Rasmussen, Hanne Nielsen / Birgit Johnsen
Videokunsten har gennem hele sin historie været tæt knyttet til performancegenren. Af den indlysende grund, at videoen giver mulighed for at fastholde (dokumentere) den flygtige performance, som ellers ikke eksisterer som værk, efter at begivenheden har fundet sted.

I flere tilfælde bliver performancen udført udelukkende med øje for en decideret videoperformance. Lillbeth Cuenca Rasmussens udførte sin performance Artist song første gang live i 2006, og lavede siden en særlig videoudgave. I værket performer hun som en levende skulptur blandt de antikke skulpturer på Glyptoteket, mens hun fremfører en kritisk sang om, hvordan man som kunstner indtræder på kunstens scene og agerer i forhold til traditioner og konventioner.

Hanne Nielsen og Birgit Johnsens har i knap 20 år udført performances for kameraet, ligesom  Antti Laitinens mange performative værker fra den finske vildmark ligeledes er lavet uden tilskuere men filmet og klippet til videoværker.
Læs anmeldelse af Hanne Nielsen og Birgit Johnsens aktuelle udstilling på Aros
Læs interview med Antti Laitinen

Denne liste kan på ingen måder hævdes at vær fuldstændig. Hvilket burde stå klart, når man medtænker alle de nye teknologier som internettet, webcams, pod-casting, billige videokameraer og mobiltelefoner. I dette territorium er videokunstens repræsentationsmuligheder og udtryksformer uendelige.