Fremtidigt Manifest for Kedelig Kunst

Fremtidigt Manifest for Kedelig Kunst

Et kedeligt mesterligt værk fra kunsthistorien: Cornelius Norbertus Gijsbrechts, Trompe l'oeil, 1670. (SMK billedbase, beskåret)

Al kunst er kedelig, og der findes god kedelig kunst og dårlig kedelig kunst.

Massemedierne er nutidens diktatoriske regime, der dominerer alt! I massemediernes tyranni er kvantitet det eneste kriterium: Den potentielle mængde publikum, tilhørere, læsere og seere afgør alene, om noget er berettiget til at opnå mediernes opmærksomhed. Og hvis ikke det kan sælge billetter og skaffe annoncører og sponsorer, er det ikke interessant.

Når noget optræder i medierne eksisterer det, og hvis noget ikke optræder i medierne, så eksisterer det ikke. Sådan er det i følge medierne selv og flertallet af de masser, der følger medierne. Massemedierne opstiller et middelalderligt verdensbillede, hvor medierne selv og deres indhold er i centrum, og alt uden om denne verden er et hvidt, ukendt og uudforsket område, som ingen ønsker at betræde.

Selvfølgelig foretages der små ekspeditioner ud i det uudforskede område af mindre magtfulde medier og idealistiske individer rundt omkring i æteren og på nettet, men det spiller ingen rolle for massemedierne, og det er dem, vi taler om her.

I jagten på afsætning hylder massemedierne det spektakulære, det sensationelle, det skandaløse, det ukomplicerede, det underholdende og helst det allerede kendte. Jo højere, der råbes, des bedre!

Massemedierne er nådesløse og farlige i deres jagt på opmærksomhed. Verden har altid dyrket forestillingen om undergang. I middelalderen var det pesten, i den kolde krig atombomben, for ikke så længe siden var det den globale opvarmning og nu vil vi sandsynligvis blive udryddet af en global shitstorm, en fejlagtig informations-tsunami.

Når vi betragter det, der er mest populært på nettet, det der fylder mest i massemedierne, og det der giver de største overskrifter i aviserne, så bliver man skeptisk med hensyn til den kunst, der celebreres i de samme medier, og så bliver det et adelsmærke for kunsten IKKE at optræde i disse medier og IKKE at påkalde sig deres opmærksomhed

Den spektakulære kunst er blevet en lakaj for massemedierne. Kunstnerisk provokation er håbløst reaktionær og gammeldags. En anakronistisk gestus, der er et levn fra de klassiske avantgarder, hvor det en overgang gav mening, men nu, hvor det er normen indenfor reklameindustri og massemedier, er det ikke længere progressivt, men bagstræberisk!

Al den samtidskunst, der hypes og italesættes som grænseoverskridende og eksperimenterende, er som regel en konform repetition af tidligere tiders grænseoverskridende og eksperimenterende kunst, og er derfor en historicistisk stereotyp, der blot konserverer det allerede kendte uden at tilføre nyt.

Al kunst lanceres generelt som inspirerende, kreativt, eksperimenterende, overskridende, interessant og/eller nytænkende, men alle disse ord har mistet deres betydning, de kan betyde hvad som helst, de er ikke længere anvendelige for kunsten. Selv en aftenskolekunstner vil regelmæssigt hævde at vedkommende arbejder eksperimenterende, uagtet at alle andre aftenskolekunstnere stort set laver det samme. Hvori består eksperimentet, hvis alle udfaldene er ens?

Den eneste sande form for oprør i nutidens kunst er derfor at være kedelig! Kunsten kan påberåbe sig en sand radikal position ved at insistere på kedelig kunst! Den eneste sikre måde, hvorpå kunsten kan undgå at underlægge sig massemediernes tyranni og omklamring og holde sig immun overfor samme mediers udvanding og forsimpling, er ved at være kedelig.

Som kunsten i forskellige perioder i kunsthistorien med succes har givet afkald på figuration, håndværk og materialitet, er tiden nu kommet for kunsten til at give afkald på sin attraktion. 

Det kedelige er det ikke-spektakulære, det alvorlige, det meditative, det ukendte, det komplekse, som vanskeligt lader sig mediere, det taktile, som slet ikke lader sig mediere, og i det hele taget alt det, som ikke egner sig til at blive medieret. Kedelig er det nye ord.

Det kedelige er et fristed uberørt af massemediernes overbegramsning, det kedelige ejer den autentiske uskyld, der er nødvendig for at være ukorrumperet og troværdig.

Ingen andre end kunstneren vil efterstræbe det kedelige, derfor er der ingen andre til at fordreje eller manipulere det. I det kedelige kan kunsten ånde frit uden irrelevante dagsordener udefra, kunsten befinder sig her i det uudforskede ukendte område, hvor den har fred og ro til at være kunst, og ingen vil kræve andet af den.

Kedeligheden vil skærpe beskuerens opmærksomhed, stille krav om at beskueren selv gør noget, at beskueren er aktiv og ikke blot en passiv, dum konsument. Kedeligheden er et aktiv for beskueren. Beskueren vil blive ændret i mødet med den kedelige kunst.

Det spektakulære er bevægelse for bevægelsens skyld forårsaget af den mindst mulige friktion.

Det kedelige er stilstand for fordybelsens skyld forårsaget af den størst mulige friktion. 

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden.

Del artiklen

'Fremtidigt Manifest for Kedelig Kunst'

Facebook