Det er ikke pænt, at tale med store bogstaver. Men han gør det selv, ham Kristian von Hornsleth. Han larmer det bedste han kan. Så det kan læses. Også på de bagerste rækker. Han råber, ham Hornsleth, han råber FUCK YOU ART LOVERS og ridser FUCK KILL STEAL BURN i dit Rolex-ur. Der er købere til den slags. Glade købere, og har man ikke råd til originalen, så findes der nok noget mindre, for det er ikke dét, det skal komme an på, kunstneren forstår sig på forretning.
Når jeg falder i snak med en ejendomsmægler eller en damefrisør, og de hører, at jeg er kunsthistoriker, så hoster de gerne op med en anekdote om ham Hornsleth, som de så på tv for nylig.
Han er jo en rigtig kunstner, der både maler og bruger mange farver, sådan på en ret provokerende måde. Og så ligner han en rigtig kunstner.
På pressebilleder anlægger Hornsleth ofte et stirrende blik, meget lig de let udvidede øjne, som Salvador Dalí praktiserede på officielle billeder. Dette blik, kombineret med et halvlangt viltert hår og en måske åben og råbende mund, er den helt rette attitude: Hornsleth er næsten en parodi på, hvordan en kunstner ser ud og opfører sig. Han er sådan en, som de skriver opgave om i skolen, når de skal skrive om kunst, der vil provokere.
Nu er der så bare lige det, at kunsthistorikere og kunstinstitutioner stort set alle som én er enige om, at Hornsleth ikke er kunstner. Han er simpelthen for meget.
Det er for tydeligt, det er for nemt, det er for ekspressivt. Det er simpelthen bare for meget.
Maler, digter, musiker og konceptkunstner
Han maler, skriver digte og indspiller improviserede klaverstykker, altsammen ud fra kunstnerens selvopfundne begreb, futilisme, beskrevet i et manifest fra 1997; det handler om at agere positivt trods meningsløshed og normtab. Han flirter med design og mode, tager bestillingsopgaver, maler på kvindekroppe, biler og kaffekrus. Han laver aktioner og konceptkunst. Han får en hel landsby i Afrika til at tage sit navn ved at forære dem hver en ged eller en gris.
Måske skulle han prøve at sidde helt stille. Ikke lave noget.
Marcel Duchamp, der er kunstneren bag det moderne hovedværk, en signeret pissekumme på piedestal fra 1917, stoppede sit virke som kunstner for at undgå at gentage sig selv og skabe middelmådigheder. Han var færdig. Brugte de sidste 10 år af sit liv på rejse rundt som professionel skakspiller og udgive skakmanualer. Kunst holdt han sig fra.
Fejler den hyperproduktive kunstner?
Så er der Damien Hirst, hvis signaturværk, en haj i formaldehyd, er ligeså kendt som René Magrittes pibe, der ikke vil være en pibe. Det er dét, vi viser i en karikaturtegning, når vi vil vise noget med moderne kunst.
Hirst nøjedes ikke med hajen. Han har også lagt en ko i formaldehyd. Og en zebra og en hund og en enhjørning og en due. Der er købere til det, ligesom der er købere til hans masseproducerede ‘drip-paintings’ og ‘spot-paintings’, sommerfuglebilleder og skulpturelle pillesamlinger.
Hirst, som er den mest celebrerede kunstner fra 1990ernes YBA-generation (Young British Artists) og listes som den mest velhavende kunstner i Storbritannien, er muligvis ved at underminere sin egen position. Okay, han havde mere i ærmet, da han lavede diamantkraniet, For the Love of God, som blev berømmet i 2007. Men det er lige ved at være for meget. Hirst burde holde lidt igen, det samme kan man sige om Hornsleth.
Se mit navn
Hornsleth har gennem cirka 25 år lavet cirka 2000 værker, hvoraf de fleste er billeder, der ligner hinanden temmelig meget. Et typisk Hornsleth billede er et brandprodukt, mere end et kunstmaleri.
Før vi overhovedet ser maleriets motiv, så ser vi den sorte bjælke, der stempler billedet som en ”Hornsleth”. I en tid, hvor professionelle samtidskunstnere for ikke at forstyrre den visuelle oplevelse af værket, foretrækker at signere deres værk på bagsiden af lærredet, så virker det som en joke at sætte sit kunstnernavn lige midt i hele affæren og lancere billedet som et stykke mærkevare.
Det bemærkes, at Hornsleth i indeværende år er begyndt at bruge mindre bjælker som navne-banderole på sine malerier.
Hvis vi alligevel ser videre, så ser vi ofte et plastikagtigt pornografisk motiv, en kendis, en sej bil eller et ekspressivt farveorgie. Ingen tvivl om, at Hornsleth er glad for at male, der er sådan set god energi i penselstrøgene, men der er ikke noget at lade sig imponere over, hvis man sætter Hornsleths malerier op mod eksempelvis Robert Rauschenberg (1925-2008) eller Sigmar Polke (1941-2010), som begge på mere sofistikeret, intelligent og æstetisk overbevisende vis bruger collagemetoder og abstraktioner.
Hornsleth er heller ikke provokerende eller omsluttende som en Jonathan Meese eller en Paul McCarthy, der i billeder, film og installationer præsterer en påfaldende mængde insisterende og irriterende materiale.
Jeg har lyst til at sige FUCK YOU HORNSLETH. Men jeg har også lyst til at sige FUCK YOU ART LOVERS.
Vent lige lidt – der er mere til historien
For ved siden af Hornsleths maleriske produktivitet har han, uden at opnå større opmærksomhed, realiseret en håndfuld mere konceptuelle værker, som højst sandsynligvis kunne have appelleret til nogle kunstelskere, hvis der havde været en anden kunstnersignatur bag.
The Deep Storage Project bør her nævnes. I 2013 smed Hornsleth en stålskulptur i havet og lod den synke til 11.000 meters dybde i Marianergraven i Stillehavet. Skulpturen, der er konstrueret, så den kan modstå det høje vandtryk dybt under jordens overflade, indeholder DNA, blod og hår, fra mennesker. Måske, engang i fremtiden, vil nogen eller noget finde dette DNA-materiale. Måske, engang i fremtiden, vil disse nogen eller dette noget være i stand til at skabe liv på baggrund af stålskulpturens DNA-materiale fra mennesker, der levede i 2013. Det vil sige, at det er disse cirka 4000 personers DNA, som bliver genoplivet.
Her kunne man tænke kritisk over, hvorfor netop disse personer skal være de udvalgte, der skal repræsentere og reproducere menneskeheden, men så må man ende med at konstatere, at det var dem, der betalte for at være med, dengang i det herrens år 2013. Eller dem, som kunstneren lige mødte og fik med.
Heri kan der også være en pointe. For hvis der virkelig var en meteor på vej mod jordkloden, og det kun ville være et meget begrænset antal mennesker, som kunne undgå katastrofen ved med rumskib at flyve afsted i et forsøg på at etablere civilisation et andet sted i universet, så ville myndigheder nok ikke bare sætte et fartøj op på byens torv og spørge, hvem der ville med. Der ville helt sikkert være nogle magthavere eller pengestærke, som ville udarbejde eksklusive passagerlister.
Der er en lang række fantasterier forbundet med The Deep Storage Project. Det er en flippet tanke, og der er jo det ved konceptkunst, at det er tanken, der tæller. Se trailer om projektet her (3:29 min.).
Kender du til skolemassakren på Langeland?
Vi bør også se på The Langeland School Massacre Project fra 2009, hvor danske teenagere reenactede en skolemassakre. De kunne selv vælge hold, altså, om de ville være angribere, ofre eller dokumentarister. Resultatet er cirka 100 billeder og en håndfuld grædende folkeskolelærere, som ikke havde troet, at de rare unge mennesker havde dét i sig. Rollerne, der alle var mere eller mindre improviserede, blev udfyldt med gribende livagtighed. For vi har jo alle set den slags i medierne og på film.
Så er der det lidt mere mudrede projekt HAIC (Hornsleth Arms Investment Corporation), som blev påbegyndt i 2008. Her kan alle, der måtte lyste, købe en aktie hos HAIC, som reinvesterer i virksomheder, der producerer våben og krigsmateriel.
Et HAIC-aktiebevis er udformet som et kunstværk, som man kan indramme og have hængende, så man kan nøjes med at forholde sig til, at man har købt et kunstværk. Selvom HAIC i første instans indirekte støtter en usympatisk krigsmaskineindustri, så er det samtidig et erklæret mål, at overskud fra HAIC vil blive brugt på idealistiske projekter og bevarelse af naturområder.
Våbenindtægter og hospitalsfinanciering
Ved projektlancering udtalte Hornsleth at: “Vi laver våben, som kan udrydde planeten 5000 gange, og så bruger vi nogle af skatteindtægterne fra våbenfirmaerne på at lave hospitaler og uddanne læger, der kan reparere på de ulykker, der sker, når man har med våben at gøre. Medmindre du sidder på et bjerg eller bruger hvert eneste sekund af dit liv på at bekæmpe alt det onde, så er du medskyldig. Du har aktier i al ondskab, der foregår i verden lige nu, fordi du ser passivt til. Hvad fanden kan vi gøre? Vi kan ikke gøre en skid, eller kan vi?” (Dagbladet Børsen den 15. maj 2008).
Hvad kan vi gøre? Vi kan råbe. Vi kan råbe til os selv eller hinanden.
Til Hornsleth. Til kunstelskerne. Til aktionærerne.
Vi kan råbe FUCK YOU, og det er ikke sikkert, vi bliver hørt.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden
Kristian von Hornsleth, dansk kunstner født 1963 (uden "von" som han siden har tilkøbt). Bl.a. uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole 1988-1994. Kendt for ofte meget medieomtalte projekter, såvel som sine malerier. Har også skabt Hornsleth Bar i København og diverse udsmykninger og produktdesigns.
Se mere om kunstnerens virke på www.hornsleth.com
