Kunst og provins

Kunst og provins

Kommentar fra de studerende ved Det jyske Kunstakademi til situationen for Kunsthal Aarhus i 2013. Foto: Louise Vind Nielsen

Det bør ikke give mening at tale om provins i et land, hvor man på få timer kan nå fra den ene ende til den anden. Hvordan kan det så være, at kunstakademier i provinsen et lokalt anliggende, og ikke som kunstakademiet i København og de andre kunstuddannelser i provinsen et nationalt anliggende? Og hvordan får vi den gode kunst hele landet rundt?

En dårlig vits at tale om provins i Danmark
Danmark er geografisk et lille land, så lille at det nærmest er en dårlig vits at adskille det i hovedstad og provins. Vores forhold til geografisk skala er perverst. I de fleste andre lande vil man efter to timers kørsel fra hovedstaden stadig befinde sig i dennes opland, men i Danmark er man så nået til Jylland, og dermed til en helt anden verden, hvor intet er som i hovedstaden.

Jeg har boet i Jylland det meste af min karriere som billedkunstner, og iagttaget og levet med denne kunstige adskillelse på nært hold og altid undret mig over den. Jeg har aldrig betragtet mig som en jysk kunstner, måske nok som en dansk, men allermest blot som en kunstner, der for så vidt kunne have boet i mange forskellige lande. Hvorfor skal vi spilde så meget tid og energi på at diskutere regionale og lokale forfordelinger af det ene og det andet? Kan vi ikke bare deltage aktivt i det hele, landet er jo ikke større end det hele kan overskues og benyttes indenfor ganske få timers bevægelse?

Skæv støtte?
For et par år siden blev jeg i min egenskab af rektor for Det Jyske Kunstakademi ringet op af en journalist fra Information for at kommentere på nogle tal vedrørende den geografiske fordeling af den statslige kunststøtte. En dansk kunstner, hvis navn jeg ikke gider nævne her, havde bedt om aktindsigt i Statens Kunstfonds tildeling af tre-årige stipendier, og var kommet frem til, at der i den foregående 5-års periode kun var blevet tildelt 3 tre-årige stipendier til kunstnere i provinsen ud af de i alt 40 stipendier, der var uddelt. Offentliggørelsen havde affødt de sædvanlige kommentarer om at man skal bo i København for at modtage støtte, og at man burde ændre reglerne for Kunsfondens tildeling af støtte.

Journalisten formodede at rektor for Det Jyske Kunstakademi måtte være den rette til at problematisere denne skæve fordeling, men da jeg meddelte at jeg nok ikke kunne efterkomme denne forventning, eftersom jeg selv havde siddet i Statens Kunstfond i en del af den pågældende periode, og derfor selv var ansvarlig for fordelingen, var det tydeligt at præmissen for interviewet ændredes fuldstændigt. Jeg gjorde opmærksom på at Kunstfonden ikke skeler til postadresse, når der uddeles legater, men alene kigger på kunstnerisk kvalitet. Man glemmer at rigtig mange Københavnere også får afslag, og hvis der overhovedet indgår overvejelser om geografisk fordeling, så er det faktisk fordi man også i Kunstfonden er opmærksom på problemet.

Problemet er dog ikke den skæve fordeling i sig selv, den er blot et symptom, så det hjælper ikke at regulere tildelingen. Hvis Kunstfonden uddeler efter kvalitet, og langt det meste kvalitet tilsyneladende befinder sig i hovedstaden, må man hellere spørge, hvorfor det er så vanskeligt for provinsen at tiltrække og fastholde de gode kunstnere. Skulle man så ikke hellere gøre noget for, at det bliver mere attraktivt for kunstnere af en vis kvalitet at opholde sig og virke i provinsen?

Det er sandt. Fællesværk af kunstnere fra Prokk ved sammenslutningens udstilling i Kunsthal Aarhus i 2014. Foto: Jacob Juhl
Det er sandt. Fællesværk af kunstnere fra Prokk ved sammenslutningens udstilling i Kunsthal Aarhus i 2014. Foto: Jacob Juhl

Og her kunne man passende begynde med at kigge på de kunstneriske uddannelser, for eksempel de to kunstakademier i provinsen, der lever en forarmet tilværelse på sultebudgetter fra Staten. Kunstakademier kan tiltrække og fastholde kunstnerisk talent af en vis kvalitet i en periode, og er dermed også med til at skabe et kunstnerisk miljø, der er attraktivt for andre kvalificerede kunstnere. Men de to kunstakademier i provinsen er meget små og underbemidlede, de modtager hver især en driftsstøtte, der blot er ca. en tiendedel af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København.

Desuden er de, som en undtagelse fra den gældende lovgivning om at det er Statens ansvar at drive videregående uddannelse, delvist underlagt deres respektive kommuner, Aarhus og Odense, hvad der er helt uforklarligt, og med til at understrege at Staten i praksis ikke ønsker at give fuld støtte til mere end et kunstakademi i Danmark. Hvilket altsammen er helt anderledes end situationen for de andre kunstarters uddannelser, hvor der er flere fuldt statsstøttede og velbemidlede musikkonservatorier, teaterskoler og arkitekt- og designskoler rundt om i provinsen.

Hvorfor er kunstakademier i provinsen et lokalt anliggende, og ikke som kunstakademiet i København og de andre kunstuddannelser i provinsen et nationalt anliggende? Bedre kunstakademier i provinsen kunne være med til at skabe forudsætninger og miljøer, der kunne gøre det mere attraktivt for skabende kunstnere at bosætte sig der. Dynamikken med andre institutioner, kunstmuseer, udstillingsteder og gallerier ville forbedres, og det ville altsammen også være til gavn for hovedstaden, at få et mere kvalificeret modspil, så hele kunstlivet kunne udvikles.

Institutioner er ikke svaret i sig selv
Institutioner gør det dog ikke alene. Den tyske arkitekt Christoph Stroschein, der er en stor kender af danske forhold, har udtalt at alle byer ønsker at tiltrække og fastholde kunstnerisk talent, og når det sker i en by som Berlin, er det ikke fordi byen har specielt gode institutioner, museer eller gallerier, men fordi byen har en specielt billig bolig- og bygningsmasse. Kunstnerisk talent søger mod to ting, billige bygninger og stor koncentration af kunstnere. Men når man, stadig i følge Stroschein, i Skandinavien ønsker at tiltrække kunstnerisk talent, så opretter man en institution! Så laver kommunen en filmby, et center med værksteder eller lignende, men det virker ikke helt så godt, for kunstnerne har måske ikke råd til at være med.

Studerende fra Det Fynske Kunstakademi. Pressefoto.
Studerende fra Det Fynske Kunstakademi. Pressefoto.

Danske byer er generelt for velhavende og virksomme til, at der er tilstrækkeligt med bygninger til overs til kunstnerne. Der er for lidt slum. Især i Aarhus, hvor bygge- og konstruktionsfeberen er gået amok, er det svært at opdrive et par ærlige, tomme bygninger til formålet. Hvis Aarhus vil gøre noget helt ekstraordinært, som ikke er set før, når man i 2017 er europæisk kulturhovedstad, skal man bare spendere 100 millioner af kulturhovedstadsbudgettet til at opkøbe nogle centrale ejendomme (for eksempel biblioteket i Mølleparken, der snart bliver ledigt), og oprette en kunstnerisk fristad uden kommunal styring. Giv det kvit og frit til alle kunstnere i en årrække, som et kunstnerisk/socialt eksperiment. Det ville med garanti føre til flere Kunstfondstipendier til provinsen i fremtiden.

Hovedstad og provins må gøre fælles front
Men måske giver det egentlig ikke mening længere at tale om provins i Danmark, for hele Danmark er en provins. De resterende 37 af de ovennævnte 40 stipendier var ikke alle fra hovedstaden, for de 6 af dem var faktisk fra udlandet, og den trafik er stækt stigende. En stadigt voksende andel af danske kunstneriske talenter søger direkte mod udlandet, væk fra de danske kunstakademier og det danske kunstliv. Globaliseringen medfører at vi ligeså godt kan rotte os sammen, hovedstad og provins, og hævde os sammen i resten af verden.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden 

 

Del artiklen

'Kunst og provins'

Facebook