Er den frie kunst til salg?

Er den frie kunst til salg?

Figur fra offentlig udsmykning i Albertslund af Peter Land. Foto: Anders Sune Berg

Hvilken status har kunsten og kunstneren i dag, når det offentlige og private erhvervsliv bestiller udsmykningsopgaver? Billedkunstner og cand mag i kunsthistorie og filosofi Bill Michael Linde reflekterer over udsagn fra en konference om fremtidens kunst i offentlige rum.

Kunstens funktion og rolle i forhold til byrum og arkitektur er en evigt tilbagevendende diskussion. I sidste måned deltog jeg på konferencen ’Når arkitektur og kunst mødes – veje til udsmykningsopgaver’ på Godsbanen i Århus. Senere er problematikken taget op i Vejle med konferencen ’Kunst, sted og mennesker – konference om fremtidens kunst i offentlige rum’.

Læs reportage fra konferencen i Aarhus her.

Jeg vil her dele nogle af mine tanker i forlængelse af konferencen i Aarhus. Da jeg ikke selv havde mulighed for at deltage på konferencen i Vejle, håber jeg, dette debatindlæg vil inspirere en anden til at rapportere fra Vejle-konferencen.

Kunst er løgn!
Marco Evaristti præsenterede til konferencen i Aarhus sine værker og fortalte, hvori han så selve det kunstneriske i sit arbejde. ’Kunst er løgn’, sagde han.

Evaristtis definition af kunst er selvfølgelig lidt drilsk og giver kun mening for mig, hvis man relaterer det kunstneriske til det kunstinstitutionelle i målestokken 1:1. Måske er pointen, at det kunstneriske er et ubestemt X, som forbliver et postulat, hvis nogen forsøger at definere eller institutionalisere det. Kunsten får herved en unddragende eller overskridende funktion i forhold til det etablerede. Men den synes også at besidde en uoprigtighed, hvis den per automatik tillægges en værdi og aura, der overstiger genstande, som ikke kaldes kunst.

Som alle ved, beskæftiger en tryllekunstner sig med magi. Tryllekunstneren lyver og forfører publikum med sine illusioner. Men ordet magi kommer fra ordstammen magos, som betyder mager. Tryllemageren er således også en håndværker.

Jeg hører implicit Evaristti sige til sidst, at kunsten blot er et håndværk – et redskab – uanfægtet hvilket kunstnerisk medie man arbejder med. I så fald består løgnen måske i, at man bilder sig selv og andre ind, at det kunstneriske i kunsten er meget mere end håndværk.

Funktion og ikke-funktion
Evaristti skelner unuanceret mellem kunstens ikke-funktion og arkitekturens funktion. Men ethvert kunstværk har vel en intenderet eller potentiel funktion. Funktionen kan være meget specifik. Den kan også være at pryde, vække glæde og nysgerrighed. Eller måske at stimulere publikums sanser og intellekt.

Omvendt kan arkitekten sagtens beskæftige sig med konstruktioner, som ikke tjener anden funktion end at have rumlig, visuel eller imaginær udstrækning. Ethvert æstetisk objekt har sin egen arkitektur. Ethvert ornament har sin egen struktur og opbygning.

Sælger kunstneren ud?
Evaristtis overordnede budskab er, at kunstens og arkitekturens aktører slikker hinandens kønsdele, når der skal udføres udsmykningsopgaver – eller de slikker røv på hinanden. Her underforstået en falskhed, hvor kunstneren giver køb på sin personlige eller kunstneriske integritet.

Problemet er blot, at kunstneren i dette perspektiv forstår sig selv og sin kunst som én og samme ting; at kunsten er en direkte spejling af kunstneren selv. Men jeg ynder også at tænke kunstneren som uafhængig af den kunstneriske genstand; mere som en tjener, formidler eller medie til at løse en kunstnerisk opgave eller udfordring. At tage imod en bestillingsopgave betyder ikke nødvendigvis, at kunstneren sælger ud.

Hvad er samtidskunst?
En kunsthåndværker i salen rejser sig og ytrer, at hun og andre kunsthåndværkere gerne vil til fadet af bestillingsopgaver. Katja Bjørn fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst responderer, at præmissen for at komme i betragtning til bestillingsopgaver er, at kunstnerens værker forholder sig til samtidskunsten eller samtiden.

Men hvem kan definere, hvad samtiden er? Jeg kan f.eks. ikke se, hvorfor Malene Landgreens og Ruth Campaus kunst – med al respekt for deres kunst og håndværk i øvrigt – adskiller sig bemærkelsesværdigt fra kunsthåndværkerens, den industrielle designers eller indretningsarkitektens eller sågar fra Flügger-malermesten, der med mange års erfaring i bagagen, udvælger den passende farvesammensætning i en bestillingsopgave.

Ruth Campau har kreeret masseproducerede glasplader til altanafskærmning i boligbyggeriet ’Nordlyset’. Herved tematiseres forholdet mellem det mekaniske i teknologien og det tilfældige i den menneskelige hånds aftryk. Foto: Torben Eskerod
Ruth Campau har kreeret masseproducerede glasplader til altanafskærmning i boligbyggeriet ’Nordlyset’. Herved tematiseres forholdet mellem det mekaniske i teknologien og det tilfældige i den menneskelige hånds aftryk. Foto: Torben Eskerod

Håndværkeren besidder også kunstnerisk gefühl og burde operere med det foranderlige og stedsspecifikke i enhver opgave. Arkitekten kan ikke blot køre på rutinen, men må fortløbende tage højde for uforudsete udfordringer. Arkitekten må tage stilling til, hvorfor det næste byggeprojekt skal udformes og udføres anderledes end det foregående; netop fordi jordbundsforholdene, omgivelserne og brugerne er forskellige. Det er vel også derfor brugerinddragelse spiller en større rolle i mange byggeprojekter i dag.

Hvornår bliver kunsten ufri?
Man finder dog også bestillingsopgaver, hvor bygherren eller bestilleren allerede på forhånd har besluttet, hvad der ønskes udført fra kunstnerens hånd. Bygherren vil gerne hyre en kunstner, så de nye beboere hver især kan få sig et unikt stykke ægte kunst. Lone Wiggers fra Arkitektfirmaet C. F. Møller præsentede i sit oplæg på konferencen Ruth Campaus udsmykning i boligbyggeriet ’Nordlyset’. Valget faldt på Campau til bestillingsopgaven, fordi hendes personlighed og kunstneriske koncept stemte overens med arketektfirmaets idégrundlag.

Her er det kunstneriske i nogen grad blevet opslugt og synkroniseret med arkitekturens konceptuelle totalitet. Her taber både bygning og udsmykning den kunstnerisk-æstetiske åbenhed, og beboerens fantasi og sanselighed er sporet ind på det designmæssige udtryk, som bygherren ønsker formidle til omverden.

Der findes også kunstnere, som har fundet sig en metode og et udtryk, der fungerer, og som kunstneren holder sig til. Den kunstneriske tilgang erstattes herved med rent mekanisk håndværk, og kunstneren vover ikke længere sig selv eller kunsten. Hvis kunstneren går hen og bliver beregnende og forsøger at behage et gunstigt marked eller at tilpasse sig kunstinstitutionelle mekanismer, reduceres den kunstneriske frihed og autonomi. Autonomi: ikke forstået som ’isoleret fra virkeligheden’ eller ’lavet for egen skyld’, men som ’frit bevægende i og uden for kunstens rum’.

Forståeligt er dog, at kunstneren gerne vil have smør på brødet. Bygherrer – og folk i almindelighed – ønsker sjældent at købe sig et eksperiment, men vil helst have en værdi- og designmæssig garanti. Generelt ønsker man i samfundet fremskridt og udvikling, men der investeres hellere i ting, som med stor sandsynlighed giver fortjeneste. Dette gælder helt fra overordnet politisk plan og ned til hr. og fru Danmark, som køber sig et stykke magisk kunst. Garanti og sandsynlighedsberegning er dog mere udtryk for stagnation og opretholdelse af det, vi allerede kender til.

Det kritisk eksperimenterende i kunsten
Bevares! Der skal da også være plads til dem, der kan lide at lyve og tage røven på andre. Og jeg mener heller ikke, at kunstneren er forpligtet til at arbejde for en bedre verden i eller uden for kunstinstitutionen.

Personligt foretrækker jeg dog at tænke det kunstneriske i kunsten som noget åbent, uudgrundeligt og forførende. Den kunstneriske metode er for mig den kritisk eksperimenterende, måske med henblik på at skærpe eller forandre sit eget og andres blik på verden. Dette burde dog også være gældende for det kunstneriske i arkitekturen og kunsthåndværket, ja, i alle andre livssammenhænge.

Dette efterlader os måske et sted, hvor kunst og ikke-kunst drejer sig om det samme. Jo! Dog vil jeg sige, at kunstneriske i kunsten består i at accentuere, animere og gøre opmærksom på det ufastlagte og uudgrundelige, som livet i arkitekturen og byens rum har at byde på.

Den frie kunst er et pejlemærke og fingeraftryk, som ikke er 100 % realiserbart, men dog kan spores i kunstens frembringelser hele tiden. Sælger kunsten ud, viser den sit sande ansigt som løgn. Men kunsten er ikke blot løgn eller et utopisk sted i en fjern fremtid. Og det burde i vores samtid være muligt at integrere den frie kunst i arkitekturens til tider præ-definerede rammer; uden at skulle gå i ét med bestillerens koncepter.

Aarhus Billedkunstcenter organiserede sammen med Line Kramhøft udsmykningskonferencen: Når kunst og arkitektur mødes - veje til udsmykningsopgaver den 10. sep. 2014, som gav mange mulige indgange til udsmykningsopgaver.
Læs mere

Oplægsholdere:

Jane Løvschall Dolmer (IN SITU Kunstrådgivning)

Anne Mette Svenningsen (Århus Kommunes Billedkunstudvalg)

Inger Krog (Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst)

Katja Bjørn (Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst)

Malene Landgreen (Kunstner)

Lone Wiggers (arkitekt og partner i Arkitektfirmaet C. F. Møller)

René Schmidt (kunstner/billedhugger)

Kunstnergruppen A kassen

Marco Evaristti (kunstner)

Del artiklen

'Er den frie kunst til salg?'

Facebook