Smagsdommeri – om juryens arbejde ved Kunstnernes Efterårsudstilling

Det befriende ved Kunstnernes Efterårsudstilling er, at det er værkerne der tæller. Modsat i resten af kunstverdenen, hvor alt vurderes efter hvem der har lavet det, hvor kendte de er og hvad de i øvrigt har lavet, er der her en undtagelse, hvor det enkelte værk er afgørende. Juryen kender ikke noget til navn, køn, alder og erfaring hos kunstnerne.

Det betyder samtidig, at hvis man har lavet et godt værk, men ikke har noget kendt navn, har man en chance her, også selv om man kun måtte lave dét ene gode værk i hele sit liv. I praksis er mange af indsenderne naturligvis aktive kunstnere, der vil meget mere end at få ét værk med på KE, men i princippet kunne det forekomme.

De første to runder er digitale. Det betyder at dommerpanelet får værkerne at se projiceret op på en skærm sammen med deres titler og evt. noter om materiale og ophængning.

Det foregik for vores vedkommende i Valby Kulturhus på årets sidste solskindage, hvor vi sad lænket otte timer dagligt i et mørklagt rum og kiggede på billeder af 1984 værker af 428 kunstnere, der på fire dage blev skåret ned til langt færre. Juryen bestod af Jesper Christiansen, Malene Bach, Marianne Jørgensen, Signe Vad og jeg selv.

Nørklerier og kaleidoskoper
I første runde var én dommers stemme nok til at sende værker videre til næste runde. Alligevel begyndte diskussionerne allerede her. Vi talte om alle værkerne, og opdagede nogle tendenser i stil, materiale og kunstneriske greb.

Der var meget af træ, der var meget uskarpt og dobbelteksponeret fotografi, der var meget kolorisme i CoBrA-stil, der var mange værker, der reflekterede over deres eget materiale, der var en del selfier.

Et par særlige tendenser viste sig at være figurer, der drejer sig cirkulært om en akse eller som spejler sig om en lineær akse – i det hele taget var det kaleidoskopiske en tendens. Det mikroskopiske var også påfaldende: Celler, mikrober og så videre. Men den allerstørste tendens i de værker, vi fik ind, var nørkletegninger – altså tegnede mønstre eller figurer bygget op af møjsommeligt gentagede mikroenheder.

Den færdige udstilling hverken afspejler eller går imod disse tendenser; vi kunne bare konstatere dem i processen.

I anden runde blev der skåret yderligere igennem. Her skulle tre dommere gå ind for et værk for, at det blev sendt videre. Det var mere interessant end første runde, fordi der nu var tale om gensyn og fordi vi nu kunne gå mere i detaljer med diskussionerne.

Vi var jævnligt uenige, men udviklede hurtigt en bramfri stemning, hvor man kunne sige sin mening ligeud og endda drille de andre med deres kæpheste, samtidig med at alle respekterede alle. Når man var ked af, at noget gik ud, og ville give kunstneren et skulderklap, kunne man til enhver tid sætte en gul prik ved et værk. Således kan kunstneren se, at der var nogen, der synes godt om deres værk, selv om det ikke kom med.

En udstilling bliver til
I tredje runde fik vi de udvalgte værker at se (og nogle gange mærke) fysisk. Vi havde sendt en del videre, som vi var i tvivl om, og som vi først kunne afgøre, når vi stod foran det i al deres materialitet. Det gælder især skulpturer og visse former for grafik, hvor materialiteten er helt afgørende – papiret, teksturen, den præcise størrelse i rummet, de optiske effekter, penselstrøgene og så videre kunne nu vurderes helt præcist.

Her skar vi yderligere igennem og valgte flere kunstnere fra. Ofte satte vi fem malerier op ved siden af hinanden, byttede rundt på dem, tog to af dem ud og lod de tre bedste (eller dem, der fungerede bedst sammen) gå videre. Der var meget indgående detaljediskussioner i denne tredje fase. Selv når der skulle udvælges mellem fem forskellige sorte monokromer af samme kunstner, kunne gruppen være yderst splittet.

På åbningsdagen var der fyldt af gæster, men det var alligevel fantastisk at se de værker, jeg nu kendte så godt, være hængt op eller arrangeret på gulvene. Jeg synes, det er blevet en flot udstilling, som KE-bestyrelsen sammen med Den Frie har ført ud i praksis, efter at vi har bestemt, hvad der skulle med. Den er meget varieret og rummer alle mulige udtryk, inklusive performance, interaktiv kunst og et arkivskab med breve. Ingen vil kunne lide alle værkerne, men jeg tror, at alle vil kunne finde noget, de synes er godt.

Pris og protest
Jeg havde æren af at uddele KE-prisen til Mie Hørlyck Mogensen, der fra første runde overbeviste os om hendes talent for på en meget morsom måde at karikere nutidens kunstnerrolle og for at performe, hvilket hun også gjorde ved åbningen, hvor hun begyndte på et nyt værk på en af væggene – et værk, der på karakteristisk vis blander fortælling og naiv tegning.

Se Mie Hørlyck Mogensens værk Optative Drawings her.

Ude på vejen udenfor, i midterrabatten, stod en af de afviste kunstnere og lavede en protestaktion iført ansigtsmaske. Hun havde lige fået konfiskeret et protestmaleri, fordi hun havde hængt det op på bygningen. Jeg gik over og snakkede med hende. Hun blev lidt forfjamsket, da hun så, at jeg var et jurymedlem og virkede genert.

Hun var ifølge teksten på lærredet vred over, at man ikke fik en kritik med sin afvisning, og jeg forsøgte at forklare, hvorfor det var sådan og understregede, at man kender reglerne, når man sender ind og at det i øvrigt ikke var Den Frie, der stod for censureringen. Jeg tilbød at give hende en kommentar til hendes værk, hvis hun kunne beskrive det (og hvis jeg kunne huske det), men i stedet bad hun mig forsøge at hente det konfiskerede billede og den skruetvinge, det sad på, tilbage. Det fik hun og takkede høfligt.

Jeg forstår hende godt: Det må være frustrerende ikke at få en udtalelse, men bare en blank afvisning, for det lærer man ikke noget af. På den anden side tør jeg slet ikke tænke på, hvor meget tid, der ville gå med at give individuelle svar til hver enkelt. Det ville sprænge alle praktiske rammer for Kunstnernes Efterårsudstilling, der netop er kendetegnet ved den åbenhed, der betyder at 1984 værker kan sendes ind.

Klummen er udtryk for skribentens holdninger og dagsorden.