Astrid Svangren har fået Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Det giver rum til at udvikle sig og tage det hele videre, siger den svenske kunstner, der gennem en årrække har boet og arbejdet i København. Kunsten.nu mødte Astrid Svangren for at høre om kunstnerens værker, der arbejder intenst med materialet, rummet og betragteren.
Rumlige malerier
Astrid Svangrens værker er ikke lette at sætte i bås. De kan synes skrøbelige, men er mere solide, end de ser ud. Hun kalder dem rumlige malerier, som betragteren må forholde sig kropsligt til.
De har elementer af maleri, skulptur og rumlige installationer, men overskrider, eller rettere forener disse genrer. De forener også organiske materialer som stof, træ, fjer og endda groende planter med syntetiske plastmaterialer og klare farver.
De er ikke kendetegnet af fortællinger eller budskaber med store bogstaver, men vidner om stor omhyggelighed fra kunstnerens side og forhåbning om, at betragteren engageres. Det har ledt til udstillinger i blandt andet London, Paris og New York. Senest har kunstneren i september præsenteret en soloudstilling i Annaelle Gallery i Stockholm, hvor denne artikels illustrationer kommer fra, med titlen:
literary imagination body
play dead
gust
growth
an ever-present ocean stage
eliminate
my own hyperballad.
I Danmark har Svangrens værker kunnet ses på flere udstillinger på Christian Andersen i København, hvor kunstneren igen vil udstille i januar 2015, og endda på Nationalmuseet med udstillingen Skabt af tiden i 2012.
Hvordan vil du beskrive dit værk?
”Jeg startede som maler og ser mit arbejde i forlængelse af det. Det er nu fortsat til et rumligt format som “rumlige malerier”. Jeg er meget interesseret i at skabe rum, som man går ind i, som man kropsligt skal agere i og sanse i. Man kan sige, at værkerne gestaltes i hele rummet.
Jeg vil aktivere betragteren på mange niveauer, både gennem psyken og kroppen.”
Møde mellem materialer
Materialerne ser ud til at være vigtige for dig. På hvilken måde?
”Materialer er altid vigtige for at sige noget. Jeg maler med mange forskellige materialer, kan det siges. Jeg er ikke interesseret i et fortællende maleri. Derfor er mine værker mere en oplevelse af at gå ind i nogle ting. De undersøger, hvordan materialer kan påvirke dig.”
Jeg fornemmer ofte en kontrast mellem ”lækre” materialer som stof og naturgenstande og ”grimme” ting som malerklatter og plastik, nærmest som et clash mellem materialiteter?
”Ikke at jeg har været interesseret i en direkte ”trash”-æstetik, men tidligere arbejdede jeg mest med artificielle materialer som plast og akrylfarve. Værkerne skulle have et ”koldt” præg og skabe en distance til betragteren.
Senere har jeg mere ladet de ”naturlige materialer” komme til og rigtigt glas og oliefarver. Det skal dog heller ikke handle om luksus eller eksklusivitet, men være smukt på en måde.
Jeg har en særlig interesse i stof og tekstiler. Jeg har i anden sammenhæng arbejdet meget med at sy, men det tog mig lang tid at få til at fungere i min kunst. Det er lykkedes nu. Jeg fokuserer meget på detaljer som plisseringer og foldninger, uden at det skal blive til kunsthåndværk eller tekstilkunst som sådan.
I mine materialer er der et møde mellem det naturlige og det kunstige. Former, der ser ud som tang, er støbt i latex og i et værk sætter jeg fiberglas ved siden af citroner. Værkerne er også meget mere solide, end de tager sig ud.”
At trigge betragteren gennem sansninger
Handler værkerne mest om dig selv eller om betragteren?
”Som sagt handler mine værker meget om, hvordan materialerne kan påvirke dig og om at aktivere betragteren på flere niveauer. Jeg tror, materialerne kan ”trigge” meget frem i beskueren af følelser og erindringer. Materialet er stærkere til at fremkalde minder end det sproglige. Ved at sanse det blå stof kommer vi måske i kontakt med vores allerførste erindringer, fra før du har et sprog som lille. Det handler derfor meget om oprindelse og udspring.
Her er det intuitive og før-sproglige centralt. Det vigtigste er det, som ikke kan formuleres, det som er rent intuitivt. Her er der selvfølgelig også spor af mig selv i værkerne, da det netop handler om hvad, som har trigget mig, og intuitivt giver mening. Igen skal værkerne opleves sensorisk, af kroppen i et rum.
I deres sanselige materialitet er en inspirationskilde for mine værker den brasilianske kunstner Lygia Clark (1920-1988). Hendes værker handler om det sanselige på en meget spændende måde. Og så er de sensuelle, hvilket vi ikke er så meget i Norden!”
Poetiske titler og stedsspecifik metode
Et særligt kendetegn ved Astrid Svangrens værker er blevet de lange, poetiske titler, der nærmest har karakter af hele digte. Udstillingen på galeri Marie Stenfors i London i år hed således:
before me: I roll in the snow/ rotating/ raveling/ turned/ twisted/ to an expression of instance
behind me: peonies/ disassemble/ loosen up/ breaking down/ collapsing
beside me: enfleurage/ ointmentlike/ perfumed solids/ without body/ engulfed/ collected/ to a given
under me: loose materials/ mishmash/ knocking/ beating/ leaf buds/ opening/ chlorophyll/ watercolor/ unfolding/ fold in
over me: froth of sugar/ corals/ sea anemones/ jellyfish/ seasnails/ all is viewed/ lulling/ as long as it lasts.
Svangren pointerer, at hun ikke er digter, men at titlerne er en måde at flytte sig på. Tidligere var hendes værker præsenteret som ”uden titel”. De poetiske titler hænger dog også sammen med hendes arbejdsproces.
”Når jeg skal skabe et værk, tager jeg udgangspunkt i selve stedet. Jeg skriver og prøver at formulere, hvad jeg vil. Så bliver det mere intuitivt, når jeg skal arbejde med materialerne. Jeg mister måske helt evnen til at forklare, hvad jeg egentlig gør. Jeg har en klar idé, når jeg går i gang med at arbejde. Så bliver det utydeligt. Intuitivt. Jo mere man arbejder, jo mere forsvinder klarheden. Jeg vil nærmest kalde denne intuitive proces for alkymi”.
Da værkerne handler om oplevelsen af rummet og nærmest er arkitektoniske, er det vigtigt for Svangren at arbejde stedsspecifikt. Hun har det bedst med rum, som hun selv kan skabe, men har dog også lavet offentlige udsmykninger på eksempelvis sygehuse og børnehaver. ”Da jeg skulle lave et værk til skulpturhaven ved Wanås Slot, var det næsten synd at gribe ind i naturen. Det var bedre bare som natur”.
Nye muligheder og arbejdsro
Svangren har i år fået Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. Ud over anerkendelsen giver det arbejdsro og mulighed for at udvikle sig.
”Det giver nye rammer og muligheder. Jeg kan have større atelier og har adgang til flere materialer. Jeg kan få lavet et katalog over mit arbejde. Først og fremmest giver det ro til at arbejde og dermed tage det hele videre. Så nu skal der laves virkeligt gode værker”, lover kunstneren.
Astrid Svangren (f. 1972, Sverige). Billedkunstner uddannet fra Malmö Konstakademi i 1998. Igennem en årrække bosat i København. Har blandt andet udstillet ved Moderna Museet, Malmö, 2009; Moderna Museet Stockholm, 2010; Bonniers Konsthall, Stockholm, 2011; Artipelag, Stockholm, 2012; Wanås Foundation, Knislinge, 2012; Christian Andersen, København, 2012; Galerie Christophe Gaillard, 2012; Margulies Collection, Miami, 2013; Marie Stenfors, London, 2014 og Annaelle Gallery, Stockholm, 2014.
Se mere detaljeret CV her.
