Energidrikkens alkymi

Den britiske fotokunstner Stephen Gill, som er kendt for sine fotografiske eksperimenter, har i serien Best before end kogt og fremkaldt sine negativer i energidrik. Denne næsten alkymistiske proces har efterladt de færdige fotografier med et udtryk af syrnet ødelæggelse men også psykedelisk skønhed.

Hvorfor har Gill valgt at koge sine billeder i energidrik i første omgang? Det kan virke som en tom gimmick – en proces for processens skyld, der ikke tilføjer nogen form for substans – men for Gill handler det netop om indhold og substans. Gennem hele kunstnerens virke har det været en mission at gengive stedets ånd og nærmere bestemt Østlondons ånd.

Stedets ånd
Negativerne, som ligger til grund for serien, er taget i bydelen Hackney i Østlondon over en periode på 14 år. Energidrikkene, som de blev kogt i, er særdeles synlige i bybilledet og indkøbt i området i et forsøg på at forene væsken og stedet.

Stephen Gill har behandlet dette lavmiddelklasse-kvarter i London på utallige måder i sine fotografier gennem årene. Han har begravet billeder i nabolaget, lagt biller og småting fra gaden ned i sit kamerahus, og presset lokale blomster på fotografierne.

”Af en eller anden grund stemte kombinationen af farver og det intense mørke, som kom ud af de kogte billeder, overens med min opfattelse af livet i den indre by. Det var den anspændte og modsætningsfyldte visuelle støj, der var stedets ånd.”, fortæller Stephen Gill.

Fotografierne, der til forveksling minder om abstrakte malerier, besidder kun en skygge af motivernes oprindelige genkendelighed. Til gengæld har de, ifølge kunstneren, opnået en øget grad af troværdighed over for stedet, hvor de er taget.

Organisk alkymi
Til spørgsmålet om, hvorfor det var nødvendigt at koge billederne i energidrik, svarer Stephen Gill: 

”Jeg tror, at man nogle gange rammer nogle tekniske begrænsninger med fotografi, og det er som at ramme en mur af glas. Man vil virkelig gerne over på den anden side af muren, og da er det, at sådanne eksperimenter kan være til gavn. Det er dog ikke alle motiver, som kræver det.”

Stephen Gills eksperimenterende behandlinger af hans billeder rummer både tekniske og åndelige aspekter, ligesom alkymistens arbejde i middelalderen gjorde det. Det var vigtigt for Stephen Gill at få energidrikkens ånd til at sive ud gennem hans billeder:

”Jeg følte stærkt for energidrikken som emne, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle artikulere det. Jeg ville ikke bare tage billeder af drikken eller af folk, som drak den. Så jeg tænkte på, hvordan jeg kunne få emnet til at tale igennem sig selv. For mig er et billede succesfuldt, når emnet sniger sig ud forbi vores tanker om, at det er et fotografi, vi står og ser på.”

Nedbrydelsen
Afkogningen i energidrikken var altså  ikke et mål i sig selv. Dog resulterede processen ofte i, at billederne smeltede og blev ubrugelige, eller at kunstneren måtte stoppe i perioder, fordi dampene gjorde ham syg,

”Det var overaskende at se hastigheden, hvormed billederne forfaldt, og det fik mig naturligvis til at tænke på, hvad disse drikke kan gøre i vores maver.” siger Gill, der efter hans arbejde med billedserien ikke længere selv er en forbruger af den koffeinrige drik.

Tilfældighedens kunst
Stephen Gill fortæller, at arbejdet med energidrikken var både kompliceret og besværligt. Fremkaldeteknikken var ofte ikke til at styre, og utallige billeder gik tabt i processen. For de fleste vil dette være negative træk, men for Gill er manglen på kontrol et mål i sig selv.

”Fotografi handler meget om kontrol, men jeg elsker ideen om at have mindre af magt over det endelige resultat, og det hjælper eksperimenterne mig med,” siger Gill og fortsætter: ”Tilfældighed hjælper virkelig til at få tematikken til at skinne igennem med klarhed, selvom billederne underligt nok netop er uklare, forvrænget og forvirrende.”

For Stephen Gill er det netop i mødet mellem tilfældighed og kontrol, at der opstår en gavnlig balance mellem æstetik og troværdighed over for emnet, man forsøger at indfange. Der vil altid være en given intention fra kunstnerens side, og det er derfor op til tilfældigheden at få motivet til at tale for sig selv.

”Jeg kan godt lide at give ånderum til emnet, og at man ikke blot prøver at forcerer en pointe. Tilfældigheden skaber klarhed.”