I nærdemokratiets navn

I nærdemokratiets navn

Fra projektet PARK LEK PARLAMENT af Kerstin Bergendal. Foto: PARK LEK.

Billedserie

Præmiering

Bror Ejves stipendium 2014

1 okt 2014

Kerstin Bergendal

Bror Ejves stipendium uddeles til kunstneren den 1. oktober kl 13 i Hallonbergens Centrum.

Læs mere om prisoverrækkelsen her

Den svensk-danske billedkunstner Kerstin Bergendal modtager 1. oktober den svenske hæderspris Bror Ejves stipendium 2014. Den traditionsrige pris gives for hendes enestående kunstneriske intervention i forbindelse med en kommunal høringsproces i Sundbyberg Kommune uden for Stockholm med projektet PARK LEK PARLAMENT.

Med PARK LEK PARLAMENT lykkedes det Kerstin Bergendal at involvere over 300 beboere i en fælles konkretisering af et mod-forslag til en kommunal udviklingsplan for to bydele. Deres PARK LEK PARLAMENT er nu vedtaget af byrådet

Prisen er målt i kroner ikke det store, men hæderen er ikke til at tage fejl af, når billedhuggeren Kerstin Bergendal den 1. oktober modtager Bror Ejves stipendium på kr. 20.000. Bror Ejve (1897-62) var forlægger ved Tidens Förlag, kunstsamler og direktør for et af Sveriges største og vigtigste folkeoplysningsforbund ’Folkrörelsernas konstfrämjande’, der har til opgave både at udbrede kendskabet til moderne kunst og arbejde imod den middelmådige trommesalskunst fra 1940’erne og frem.

Et idealistisk projekt i tre faser
Kerstin Bergendal tildeles prisen for et billedkunstnerisk bud på nye metoder til byudvikling, som hviler på et konkret samarbejde mellem beboerne som aktive medskabere og kommunen.

Projekt PARK LEK blev påbegyndt i 2010, da Marabouparkens Kunsthal i Sundbyberg opfordrede til at gentænke bydelens grønne, offentlige rum. På baggrund af samtaler med lokale i området udarbejdede Kerstin Bergendal et håndtegnet kort af et ”mentalt” Sundbyberg, der viste byen, sådan som den opleves af dem, der til dagligt lever i den. Kortet blev vist på Kunsthallen 2010, hvor det også kom frem, at kommunen planlagde at bygge på mange af de grønne områder i Sundbyberg Kommune, hvor især en af byens få, men vigtige fælleder ville blive inddraget til bebyggelse.

Kerstin Bergendals midlertidige åbne forhandlings-rum for de mange samtaler, hun under et helt år har gennemført midt i et indkøbscenter med beboere, embedsmænd, arkitekter, planlæggere og unge i Sundbyberg udenfor Stockholm. Foto: PARK LEK.
Kerstin Bergendals midlertidige åbne forhandlings-rum for de mange samtaler, hun under et helt år har gennemført midt i et indkøbscenter med beboere, embedsmænd, arkitekter, planlæggere og unge i Sundbyberg udenfor Stockholm. Foto: PARK LEK.

Anden fase af projektet, PARK LEK II, blev realiseret i samarbejde med det svenske Statens Kunstråd, Sundbyberg Stad og Marabouparkens Kunsthal. Her udfordrede Kerstin Bergendal og beboerne kommunens plan om en tættere bebyggelse i de to bydele Hallonbergen og Ör.

Almindeligvis varer sådanne høringer max. to timer og finder sted på et bibliotek en torsdag eftermiddag med godt 8-10 fremmødte. Men Kerstin Bergendal besøgte og videofilmede samtaler med 140 personer, der ofte fravælger deltagelse i kommunale høringer. Dette resulterede i over 40 videoer, som alle blev lagt ud på Youtube, hvor de skabte en intens, lokal debat.

Offentligt møde under PARK LEK-projektet. Foto: PARK LEK.
Offentligt møde under PARK LEK-projektet. Foto: PARK LEK.

Den tredje del af projektet, PARK LEK PARLAMENT blev realiseret i samarbejde med kommune og kunsthal. I et skrigende pink, åbent hjørne i Hallonbergen Centrum afholdt Kerstin Bergendal i et helt år flere gange om ugen offentlige diskussioner, konfliktmæglinger og workshops blandt de øvrige besøgende i indkøbscentret. Resultatet blev et forhandlet og konkretiseret mod-forslag til kommunens udbygningsplan, der endte med at blive vedtaget af byrådet i maj 2014. Den oprindelige plan blev dermed skrinlagt.

PARK LEKs lokale i områdets indkøbscenter. Foto: PARK LEK.
PARK LEKs lokale i områdets indkøbscenter. Foto: PARK LEK.

Planlægning med udgangspunkt i det levede liv
I motiveringen fremhæves Kerstin Bergendal for sin måde at bruge kunstens som en mediator mellem grupper af aktører, beboere og styremodeller og for at skabe offentlighed omkring en vigtig sag i stedet for blot at placere et kunstobjekt på en offentlig plads. Der er tale om en slags ”administrativ aktivisme”, som dels har involveret og engageret to lidt kulturfremmede, indvandrertætte kvarterer i en lokal, demokratisk offentligt samtale, og dels har stukket en kæp i den kommunale vanetænknings hjul.

Med projektet har Kerstin vist hvordan planlægning kan væve erfaringer fra det levede liv ind som forudsætning for udvikling – og byplanlægning. Projektet synliggør også betydningen af tid. At byudvikling – hvis den skal skabe mere værdi for de berørte parter end blot nye bygninger – tager tid. Noget som er blevet en mangelvare både i administrationen og i kunsten.

Kerstin Bergendals kunstprojekt PARK LEK blev første sponsor for det lokale fodboldhold i Sundbyberg udenfor Stockholm. Foto: PARK LEK.
Kerstin Bergendals kunstprojekt PARK LEK blev første sponsor for det lokale fodboldhold i Sundbyberg udenfor Stockholm. Foto: PARK LEK.

Skelsættende værk
PARK LEK hvis titel referer til en særlig svensk variant af den bemandede legeplads, er måske det første kunstprojekt nogensinde, som har formået både at udfordre en vedtaget kommunal udbygningsplan og faktisk erstatte denne med et konkret modforslag.

Som fysisk afslutning på samarbejdet med Marabouparkens Kunsthal, har Kerstin Bergendal udformet en pavillon, der er en mellemting mellem et bibliotek, en åben scene og en kunstpædagogisk platform. Pavillonen er udformet i glas og træ og ligger i den fredede Marabouparken, hvor den i nattetimerne også fungerer som en gadelygte. Indtil i søndags (den 28.9.) kunne man på  Kerstin Bergendal og Cai-Ulrich von Platens udstilling Tirsdags Sonaten i New Shelter Plan se hendes video fra Hallonbergen og Ör, der er optaget fra en drone.

Hallonberget. Still fra video optaget fra drone. Fra Kerstin Bergendal: PARK LEK PARLAMENT
Hallonberget. Still fra video optaget fra drone. Fra Kerstin Bergendal: PARK LEK PARLAMENT

 

Den svensk-danske billedhugger Kerstin Bergendal (f. 1957) har boet i København siden 1984. Hun er uddannet på Det kgl. danske Kunstakademi (1991). Gennem en lang række projekter har hun arbejdet stedsspecifikt med fokus på hel- og halvoffentlige steder. Bergendal arbejder både alene, og i tæt samarbejde med andre kunstnere blandt andet i kunstnerfællesskabet TAPKO. Hun har derudover ledet reorganiseringen af OVERGADEN fra 1996-2002.

I videoinstallationen Tyve dage i Viborg (2013) brugte hun som en anden feltantropolog tre år på at dokumentere og visualisere 20 tilfældigt valgte viborgenseres hverdagsliv, for på den måde at sætte vores fælles historieskrivning til debat.

I 2010 stod hendes reorganisering af Brønshøj Bibliotek færdigt, hvilket var resultatet af en to-årig dialogproces om bibliotekets idé. Projektet blev til i samarbejde med medarbejdere på Københavns Kommunes Biblioteker.

I 2005 udførte hun desuden i samarbejde med Jonas Maria Schulz sin egen version af en legeplads i Ballerup, der var baseret på børns egne principper for god leg.

Se mere om PARK LEK PARLAMENT her.

Billedserie

Præmiering

Bror Ejves stipendium 2014

1 okt 2014

Kerstin Bergendal

Bror Ejves stipendium uddeles til kunstneren den 1. oktober kl 13 i Hallonbergens Centrum.

Læs mere om prisoverrækkelsen her

Del artiklen

'I nærdemokratiets navn'

Facebook