Hvor går Statens Kunstfond hen?

Hvor går Statens Kunstfond hen?

Nils Erik Gjerdeviks kæmpeskulptur ved Taulou med tre 40 meter lange væltede elmaster, der bliver selvlysende om natten er en dal af projektet Vores Kunst, iværksat af Statens Kunstfond. Foto: Torben Petersen.

Kunststøtten i Danmark har holdt sine to søjler, arbejdslegater og produktionsstøtte, adskilt. Siden 1964 har mottoet været ”at støtte og ikke at styre”. Denne tankegang er dog under afvikling og vi må holde kritisk øje med udviklingen.

To søjler i kunststøtten
I den sidste tid har der været en særdeles aktiv debat på de sociale medier angående Kunstfondens beslutning om, at udstillingsarrangører fremover skal koordinere ansøgningerne i forbindelse med gruppeudstillinger. Kritikken har peget på, at beslutningen er en kraftig begrænsning af kunstnernes og kuratorernes måde at arbejde på, og at den alene tjener sagsbehandlingen. Kunstfonden har nu lyttet til kritikken og valgt at trække beslutningen tilbage. Så stor kredit til alle parter for en god indsats.

Men bag det hele ligger en anden og mere grundlæggende problemstilling og spøger i Kunstfondens fundament.  

Kunststøtten i Danmark har det meste af tiden siden oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964 hvilet på to søjler: arbejdslegater og produktionsstøtte. Arbejdslegaterne blev tildelt af Statens Kunstfond og produktionsstøtten blev tildelt af de enkelte kunstarters kunstråd, der i 2003 blev sammenlagt i Kunstrådet. Med den nye reform, der trådte i kraft januar i år, er de to søjler, Kunstfond og Kunstråd, nu slået sammen i en fælles organisation, der slet og ret hedder Statens Kunstfond.

Dannelseskulturen skulle ud til folket
Da man oprettede Statens Kunstfond i 1964, var den et barn af dannelseskulturen. Den blev sat i søen med Julius Bomholdts berømte ord om “at støtte, ikke styre” og hele konstruktionen baserede sig på tillid til kunstnerne og kunsten. Tillid til, at hvis man støttede den bedste kunst ud fra rene kvalitetskriterier og uden at kræve noget bestemt til gengæld, så ville man få mere og bedre kunst for pengene. Kunsten skulle uden skjulte dagsordener stimuleres til at gøre det, den var bedst til. Når kunstnerne modtog støtte fra Statens Kunstfond, skulle der ikke følge krav med om, hvad pengene skulle bruges til, og ingen skulle stilles til regnskab efterfølgende.

Kunsten har aldrig fungeret på rene markedsvilkår alene, og har til alle tider været støttet af enten kirken, fyrsterne eller rige mæcener og i moderne tid af staten. Allerede under enevælden i 1800-tallet havde man statslig kunststøtte. Bomholdt så kunsten som en faktor, der kunne ryste industriarbejderen ud af sin monotone tilværelse og starte en dannelsesproces, hvor verden blev rigere og mere mangfoldig. I mødet med kunsten tilføres beskueren noget uventet og beskueren vil blive forandret og dannet i retning af noget nyt, der ikke er helt det samme som før.

Man kan mene, hvad man vil om disse hensigter, men sagen er, at Statens Kunstfond i sin oprindelige tilgang til kunststøtten rummer meget store frihedsgrader og tillidserklæringer til kunsten og kunstnerne. Og den tilgodeser, at det hele skal kunne foregå med et minimum af bureaukrati og politisk styring. Denne priviligerede position for kunsten har faktisk vist sig langtidsholdbar, for så vidt at den lovgivning og de bekendtgørelser, der ligger til grund for den oprindelige Kunstfond, i store træk stadig er gældende her 50 år efter for netop den del af kunststøtten, der omhandler uddeling af legater.

Peter Lands Scenarie i Albertslund er et stykke samtidskunst i det offentlige rum, som Statens Kunstfond har været med til at finansiere. Foto: Anders Sune Berg
Peter Lands Scenarie i Albertslund er et stykke samtidskunst i det offentlige rum, som Statens Kunstfond har været med til at finansiere. Foto: Anders Sune Berg

Oplevelser og politisk styring
Den anden søjle i systemet, produktionsstøtten, er en helt anden historie. Da Brian Mikkelsen i 2003 lavede en reform af kunststøttesystemet, kom oplevelsesøkonomien for alvor i centrum.

Mikkelsen sammenlagde de forskellige kunstråd til et overordnet Kunstråd med særlige forpligtigelser og beføjelser. Den del af øvelsen, der handlede om “at fjerne fedtlaget i kunststøttesystemet, så pengene kunne gå direkte til kunsten” viste sig at være stærkt retorisk, da Mikkelsen med sin manøvre i virkeligheden oprettede et ekstra organ ovenpå de kunstråd, man havde i forvejen. Medierne godtog ukritisk Mikkelsens retorik om en forenkling af systemet fra mange råd til et, selv om virkeligheden var, at de mange råd stadig eksisterede som autonome udvalg under det nye Kunstråd, der ikke i sig selv havde nogen tunge og væsentlige opgaver.

Til gengæld blev Kunstrådet underlagt en strammere politisk styring. Og kunsten skulle indlemmes i den tankegang om noget for noget, der var den politiske dagsorden anno 2003. I Kunstrådsdelen bliver der udarbejdet handlingsplaner, så man forlods kan fokusere kulturpolitisk, og midlerne opdeles i en lang række øremærkede puljer, så man på forhånd kan styre, hvor støtten skal hen. De kunstnerne, der søger Kunstrådet, skal dokumentere budgetter, udstillingsaftaler mm., og efterfølgende indlevere afrapportering for at kunne modtage støtte. Det vil sige, at der eksisterer helt anderledes og fastlagte krav til den modydelse, som Staten forventer at opnå til gengæld for støtten til kunstnerne.

I oplevelsesøkonomien skal kunsten bidrage til den økonomiske vækst og udvikling ved at servicere offentligheden og kulturinstitutionerne med spektakulære og underholdende værker, der kan genere publikum og omsætning. Beskueren skal derfor ikke længere forandres i mødet med kunsten, beskueren skal bekræftes.

Ikke alle har været begejstrede for den danske kunststøtte. Fra forestillingen Rindal på Mungo Park Kolding. Foto: Palle Peter Skov.
Ikke alle har været begejstrede for den danske kunststøtte. Fra forestillingen Rindal på Mungo Park Kolding. Foto: Palle Peter Skov.

Brug for kritisk blik
I 2003 indledte man samtidig en sammensmeltning af de to søjler, Kunstfond og Kunstråd, ved at lade dem indgå i en fælles administration, Kunststyrelsen. Med den nye reform i 2014 er sammensmeltningen af de to søjler fuldbragt, og mange af de tiltag man ikke fik gennemført i 2003 er nu gennemført, blandt andet fælles repræsentantskab og mere ensartede og sammensatte udvalg.

Det fælles repræsentantskab, hvor politikerne ikke længere har sæde, må betegnes som et stort tilbageskridt: Mindre mangfoldighed i udpegningen af udvalgsmedlemmer og mindre forpligtigelse af politikerne til at deltage i kunstdiskussionen! 

Spørgsmålet er nu, hvordan den nye Kunstfond og kunststøtten vil udvikle sig i fremtiden, når man anbringer to kulturer, en dannelses- og en oplevelsesøkonomisk kultur, så tæt ved siden af hinanden. Vil de leve uforandret videre side om side? Vil de smitte af på hinanden? Vil de komme til at ligne hinanden. Vil den ene dominere den anden, eventuelt udslette den anden?

Vil vi komme til at opleve større frihed og ubegrænset tillid i den måde man tildeler produktionsstøtte på, eller vil der blive indført handlingsplaner, faste puljer, afrapportering og mere politisk og bureaukratisk styring i den måde, der uddeles legater på?

Svaret må vi årvågent og kritisk afvente. Vi må under alle omstændigheder holdes os denne diskussion for øje konstant, for den slags forandringer har det med at ske glidende og umærkeligt, og lige pludselig har vi glemt, hvad det er, vi har mistet.

Det helt overordnede motto for kunststøtten bør være, at kunststøtten skal indrette sig efter kunsten, ikke omvendt!

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden.

Statens Kunstfond og Statens Kunstråd er fra 1. januar 2014 samlet i en ny fælles organisation med navnet Statens Kunstfond.

Det overordnede formål med den nye Statens Kunstfond er at fremme kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet.

Den nye Statens Kunstfond vil ligesom det tidligere Statens Kunstråd og den tidligere Statens Kunstfond tildele kunststøtte til personer, institutioner og projekter, som rummer kunstnerisk kvalitet og talent.

(Fra præsentation på Statens Kunstfonds hjemmeside)

Del artiklen

'Hvor går Statens Kunstfond hen?'

Facebook