Med kunst mod udviklingen

Med kunst mod udviklingen

Julie Bitsch på cykel rundt til de små landsbyer i Langhøjområdet. Foto: Michael McGillis

Billedserie

Projekt

Kunsten i bevægelse

31 aug 2014 16 sep 2014

Tine Lind, Rikuo Ueda, Daniel Segerberg, Anders Reventlov, Michael McGillis, Kristine Hymøller, Julie Bitsch, Gudjon Ketilsson

Projektet Kunsten I Bevægelse inviterer på tredje år professionelle kunstnere fra ind- og udland til at gå i dialog med borgere fra små landsbyer i kulturregion Midt- og Vestjylland. Målet er at lade fremmede verdener mødes og via kunsten komme et skridt tættere mod at vende udviklingen i det såkaldte udkantsdanmark. Kunsten.nu hoppede med på den intense kunstkaravane.

Under de svirrende vindmøller, mellem murstenshusene med to biler i indkørslen, de høstede marker, de nykalkede kirker og svajende dannebro hersker en klar bevidsthed om mørke skyer i horisonten. “Udviklingen skal vendes”, er både mantraet for de små byer i regionen og incitamentet til Kunsten I Bevægelse – for udviklingen er, at små byer lukker.

Helt ud
Kunsten I Bevægelse blev iværksat i 2012 af projektleder Birgit Vinge, der i over 20 år har lavet workshops og udvekslinger med internationale kunstnere i Ikast-Brande Kommune. Ambitionerne er klare: “Vi vil bringe kunst af kvalitativt højt niveau fra kunstnere udefra helt ud i landsbyerne,” forklarer Birgit Vinge og fortsætter:

“De professionelle kunstnere kan altså noget, de kan sætte noget i gang. Hvis jeg skal sige det meget firkantet, er vores mål at bruge kunsten og kulturen som styringsredskab for kvalitative forandringer i samfundet.” Projektlederen vender tilbage til ferniseringsmiddagen på Langhøj Sognegård, hvor Struerborgmesteren, Mads Jakobsen, snart indtager scenen med sit 80’errock-coverband: Fri Bar.

Her 15 september på sognegården i Langhøj er det tredje og sidste fernisering for koordinator Felix Petersens hold. Kunstnerne har arbejdet intenst fra tidlig morgen til sen aften hver eneste dag i 16 dage – og det gør en forskel, forklarer Felix Petersen:

“Det har været erfaringen, at der er masser af folk, der har tænkt anderledes, når Kunsten i Bevægelse har været der: I Staby fik man for eksempel genåbnet medborgerhuset, som havde været lukket i fire år – der sker noget fantastisk, når folk bliver konfronteret med denne her nye kunst, for det er en anden måde at tænke på, det giver nogle andre former for social engagement, end folk normalt har.”

Inspektion af Gudjon Ketilssons trærelief i Fjaltring. Foto: Michael McGillis
Inspektion af Gudjon Ketilssons trærelief i Fjaltring. Foto: Michael McGillis

6 små byer
Kunsten I Bevægelse er bygget op omkring en projektkoordineringsgruppe, en kunstnerisk jury, der udvælger de deltagende kunstnere, to kunstneriske koordinatorer, frivillige borgergrupper i de enkelte landsbyer og 8 kunstnere. De otte kunstnere er delt op i to hold, der hver består af 2 danske og 2 udenlandske kunstnere.

Holdene er tilknyttet en koordinator og engagerer over en periode på 16 dage lokalbefolkningen i 6 små byer i region Midt-Vest Jylland i en række involverende kunstprojekter. I år er byerne: Fjaltring, Ryde, Langhøj, Bording, Stadil-Vedersø og Skarrild – alle sammen idylliske små byer, for hvilke ‘udviklingen’ er en kold vind, man skal værne sig imod, og det gør man sammen.

Sammen
Hver by har nedsat en arbejdsgruppe, som sørger for kunstnerne: tre solide måltider om dagen, varme senge, fællesmiddage, fernisering, materialer og ikke mindst deltagere til kunstprojekterne. Og selvom man kun kunne forvente en hvis grad af skepsis mod at blive inddraget i et kunstprojekt, har kunstnerne ikke mødt andet end velvilje og åbne arme i de byer, de har besøgt:

“Folk har simpelthen været så søde og engagerede alle steder,” fortæller kunstner Kristine Hymøller, som under grebet ‘action painting’ har fået beboere i alle aldre til at afsætte malingspor på store plader. Pladerne efterbehandles af Hymøller og installeres i byerne.

Action Painting i Langhøjområdet. Foto: Kristine Hymøller
Action Painting i Langhøjområdet. Foto: Kristine Hymøller

Action Painting i Langhøjområdet. Foto: Kristine Hymøller
Action Painting i Langhøjområdet. Foto: Kristine Hymøller

Kunstneren Julie Bitsch deler Hymøllers erfaring: “Vi besøgte 3 landsbyer, og selvom vi kun havde 5 dage i hver by, nåede man at blive en del af familien: man mærkede virkelig den kraft, der kan være i små samfund.” Bitsch har med lokalbefolkningen modelleret 1:1 buster i tyggegummi, som hun efterfølgende støber i bronze og placerer i de enkelte byer.

Julie Bitschs Socialmodellering i Fjaltring. Foto: Michael McGillis
Julie Bitschs Socialmodellering i Fjaltring. Foto: Michael McGillis

High way
“Det har været en spændene tid, udmattende, men spændende – en by mere ville være for meget,” betror islandske kunstner Gudjon Ketilsson mig over en smøg. Indenfor blæser Fri Bar af sted med AC/DCs On a High Way To Hell.

Ketilssons værker er opstillinger og relieffer sammensat af skrottet træ, som han har bedt landsbyborgerne donere undervejs. Som afsluttende del af processen har han opfordret folk til at skrive en kort beskrivelse af objekternes formodede historie på en lille, vedhæftet mærkat.

“Folk har fanget konceptet med det samme,” siger Ketilsson, som ikke har tænkt så meget på fraflytning og udkantsregioner: “Det handler om at se. Jeg håber egentlig bare, at det giver folk et andet blik på deres omgivelser; ligesom at gå en tur på stranden uden at lede efter noget – man finder bare.”

Led i processen
Indenfor sidder lokale Langhøjborger Lars Jensen alene ved et bord i foyeren – i sikker afstand fra Fri Bars forvrængende forstærkere. Lars Jensen kan nikke genkendende til Ketilssons forhåbninger: “Man begynder at lægge mærke til de små ting, som er blevet sat op i tidens løb – dem havde jeg sgu aldrig skænket en tanke før.”

Til spørgsmålet om der er nogen, der har været imod, at der skulle komme fire kunstnere til byen og hive folk ind til at deltage i diverse kunstprojekter, siger han bestemt: “Nænej.” Og til journalistens efterprøvende blik uddyber han:

“Det giver jo noget til området. Nu lukker de 9. klasse på skolen indtil næste år, og hvis der ikke bliver holdt gang i det, så mister vi jo det hele.” Han er ganske klar over, at et kunstprojekt som Kunsten I Bevægelse ikke i sig selv trodser udviklingen, men alt tæller, og som Lars Jensen meget præcist slutter:

“Det et led i processen, til at vi går imod udviklingen. Udviklingen er, at små byer lukker, og vi skal kæmpe imod den udvikling.”

Et af Gudjon Ketilssons objekter i Langhøj. Foto: Michael McGillis
Et af Gudjon Ketilssons objekter i Langhøj. Foto: Michael McGillis
Her er nogle af Kristine Hymøllers Action Painters i aktion. Foto: Michael McGillis
Her er nogle af Kristine Hymøllers Action Painters i aktion. Foto: Michael McGillis
Kristine Hymøllers færdige værk i Langhøjområdet. Foto: Michael McGillis
Kristine Hymøllers færdige værk i Langhøjområdet. Foto: Michael McGillis
Michael McGilles installation i Fjaltring. Foto: Michael McGillis
Michael McGilles installation i Fjaltring. Foto: Michael McGillis
Michael McGillis installation i Langhøjområdet. Foto: Michael McGillis
Michael McGillis installation i Langhøjområdet. Foto: Michael McGillis
Michael McGillis installation i Ryde, detalje. Foto: Michael McGillis
Michael McGillis installation i Ryde, detalje. Foto: Michael McGillis

Juryen for udvælgelse af kunstnere består af: Leder af Kunsthal Nord Henrik Broch-Lips, Leder af Skovsnogen Art Space Søren Taaning, tidl. leder af Brænderigaarden Karen Lintrup og kunstnerne Felix Petersen og Steen Rasmussen.

Billedserie

Projekt

Kunsten i bevægelse

31 aug 2014 16 sep 2014

Tine Lind, Rikuo Ueda, Daniel Segerberg, Anders Reventlov, Michael McGillis, Kristine Hymøller, Julie Bitsch, Gudjon Ketilsson

Del artiklen

'Med kunst mod udviklingen'

Facebook