Som anmelder modtager man nogle gange hademails fra læserne. Men hvad er det egentlig, der foregår, og hvordan føles det at modtage dem? Torben Sangild analyserer et aktuelt eksempel og når gennem tre stadier.
”Du har knald i låget!” ”Du er færdig!”. En mand råber løs i min indbakke på Facebook onsdag formiddag. Han har læst morgenavisen, hvori jeg har anmeldt en udstilling af Tove Storch-skulpturer.
Jeg får jævnligt den slags hadefulde henvendelser, og det er en del af jobbet som anmelder og debattør. Når man mener noget i offentligheden, skal man naturligvis være parat til, at andre mener noget om én, og man kan ikke forvente, at de altid skal udforme det som velargumenteret kritik. Nogle gange bruger folk én som kanal for deres uhæmmede vrede, og sådan er det. Jeg er indtil videre sluppet billigt, idet jeg ikke modtager dødstrusler eller bliver overfaldet på gaden, noget som visse debattører, satirikere og politikere desværre oplever.
Ikke spor provokerende skulpturer
Når jeg bringer det op nu, er det mest fordi jeg undrer mig over netop denne henvendelse. Der er et eklatant misforhold mellem min afdæmpede, halvt kritiske, halvt rosende anmeldelse af Tove Storchs meget æstetiske og ikke spor provokerende skulpturer og så mængden af vrede over at jeg overhovedet betragter dem som kunst, som jeg ikke forstår.
Læs Torben Sangilds anmeldelse af Toves Storchs udstilling i Politiken
Jeg har anmeldt masser af mærkelig konceptkunst og simple readymades og langhårede interventioner, som normalt kalder på, at nogen vil fortælle mig, at det ikke er kunst, men at netop denne anmeldelse kalder på så stærke følelser fra en mand, der oven i købet selv er akademiuddannet kunstner, går over min forstand.
Se værkerne – nej!
Kigger man bag om de meget personlige udbrud, synes der at ligge følgende kritik bag hans angreb: At dømme efter billedet i avisen (han har ikke set udstillingen) ligner hendes værker højttalere i en kedelig 70’er-stil og må derfor være et fupnummer. Rustent jern i naturen og kasserede profilplader ville give et bedre udtryk. Hvis man accepterer den slags som kunst, må man både have knald i låget og være en lakaj for gallerierne.
Jeg er fristet til at svare igen og anføre, at manden selv laver kunst i en langt ældre og mere fortærsket tradition, men det ville blot være at puste til ilden, så jeg holder det cool og svarer i stedet kort, at han burde se skulpturerne før han dømmer dem. Det ignorerer han, og svarer i stedet, at ”hvis du virkelig hopper på den, er du lige så dum, som jeg også regner med”, og så opgiver jeg videre dialog. Jeg behøver ikke her, at forsvare Tove Storch, da jeg i anmeldelsen har forklaret værkernes kvaliteter, som jeg ser dem. Men disse skulpturer kan ikke gengives retfærdigt på fotografier, så hvis man skal forholde sig til dem, må man have haft rumlig omgang med dem.
Reaktionens tre faser
En af mine venner spurgte, hvordan det føles at få den slags reaktioner – om det er træls eller morsomt, og svaret er nok begge dele. Det kommer i faser:
Først bliver jeg lidt rystet over den uhæmmede vrede mod min person. Det er den trælse fase. Jeg er et følsomt menneske, og det er aldrig rart at få hademails. Dette at nogen hader en for noget, man har skrevet, er og bliver voldsomt, selv efter mange års erfaring.
Efter at have kigget på det nogle gange, kommer den anden fase, som er mere analyserende: Her prøver jeg at forstå, hvem der er afsender og hvad vedkommende egentlig er vred over. I denne fase begynder jeg så småt at kunne skille tingene ad og se, at det ikke handler om mig som person; at jeg blot er en skærm for en vredesprojektion, der måske handler om, at mennesket i den anden ende er forsmået, har mindre succes end den kunstner, jeg har anmeldt, eller måske har haft en traumatisk oplevelse med rustent jern. Vedkommende kan være beruset eller syg eller i en svær livssituation, hvor det er lidt tilfældigt, at det er mig, det går ud over. Og så gør jeg det, jeg har gjort ovenfor: Forsøger at finde meningen bag alle skældsordene, overvejer om der ligger et indhold, som bare er meget, øh, personligt formidlet. Denne proces er rensende og afklarende for mig, og hjælper til at få det trælse lidt på afstand.
Men det bedste er, hvis man kan nå til den tredje fase. Det kan man ikke altid. Hvis det er meget voldsomt, kan det være svært at nå til den. Denne fase er latterens fase, hvor man kan begynde at se det morsomme i tilsviningerne og deres underliggende logik. Heldigvis er jeg nået dertil med den aktuelle henvendelse, som ikke er så voldsom igen. For eksempel er det ret sjovt at forestille sig, at jeg går rundt med en pose over hovedet i trafikken – selv om logikken halter lidt i den konkrete formulering. Og selv om der måske udtrykkes et latent ønske om, at jeg kvæles af iltmangel.
Det kan hverken handle om mig eller skulpturerne
Jeg forstår godt, at man kan blive sur på en anmelder, især hvis man selv er en kunstner, der bliver anmeldt negativt. Her må jeg straks understrege, at langt de fleste kunstnere er cool med det. Hvis bare anmeldelsen er sober, accepterer de fleste kunstnere kritik som en del af spillereglerne. Det kan godt være, de sidder og bander og ønsker mig af hekkenfeldt til. Men de sender mig ikke hademails eller overfalder mig på gaden. Enkelte af dem henvender sig endda til mig for at få mig til at uddybe min kritik, og har virkelig den indstilling, at de måske kan lære noget af den. Den indstilling forventer jeg aldrig, men jeg er imponeret, når jeg møder den.
Jeg er stadig overrasket over, at man kan blive så vred på en anmelder over at han roser halvdelen af Tove Storchs stilfærdige skulpturer, at man føler trang til at skrive den slags. Hvorfor ikke bare bande lidt og så bladre videre i avisen? Det kan hverken handle om mig eller skulpturerne, det må handle om noget andet.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
Den omtalte udstilling med Tove Storck kan ses på galleri Nils Stærk frem til d. 18.10.
