Den kritiske nomade

Billedkunstneren Pia Rönicke (f. 1974, Roskilde) er et etableret navn på den internationale kunstscene og har egentlig været det længe. Hun ramte med sin nærmest aktivistiske, billedrige og udforskende kunstpraksis tidligt ned i en diskussion, der prægede den internationale kunstscene og tiden i de tidlige 00’ere, hvor arkivmaterialet, det stedsspecifikke og undersøgelsen af det urbane som fænomen og rum tog fart og fik bevågenhed.

“Mange af sådan nolge omstændigheder udspringer af en særlig geografi og tidens fokus på nogle presserende spørgsmål, som flytter ind i kunstens undersøgelser for en periode. Men jeg ramte noget aktuelt, måske også via min master ved Cal Arts, California Institute of the Arts i 1999 til 2001, hvor introduktionen til Michael Ashers institutionskritik var ret markant for mig,” forklarer Pia Rönicke og uddyber:

“Den kritiske tilgang handlede for mig om medialitet, hvor jeg i mine undersøgelser tog nogle modeller og via kunstens medier indrettede nye landskaber, hvor model blev virkelighed og virkelighed til model – eller idé. Det blev til undersøgelser også af overgangen fra det todimensionelle til det tredimensionelle rum, og selvom jeg egentlig startede i skulpturen, resulterede min rummelige interesse i, at jeg trådte ind i et filmisk univers. Det var det medie, der på dét tidspunkt var bedst egnet til at undersøge de her virkeligheder og rummelige aspekter.”

Stedet og vandringen
‘Stedet’ blev i Rönickes praksis et afsæt for både personlige og politiske undersøgelser, hvor subjektet og dets mulighedsrum i de samfundsmæssige strukturer ofte bliver et omdrejningspunkt. En teoretiker som Hannah Arendt og hendes hovedværk Menneskets Vilkår (1958) har blandt meget andet været en stor inspiration for Rönickes undersøgelser af individet og dets plads i det historiske, politiske system.

“Det her med stedet kan jo være meget konkret, men også meget abstrakt. Udgangspunktet er ofte nogle meget konkrete undersøgelser, der relaterede sig meget specifikt til et område med en bestemt historie. Det var en metode, der udviklede sig kraftigt i løbet af 00’erne, og for mit vedkommende med et projekt som A Place Like Any Other i 2001 på Moderna Museet, hvor jeg undersøgte forstaden som fænomen. Jeg syntes ikke, jeg egnede mig til et projekt der var rammesat på den måde, men der var noget konkret over den tilgang, som jeg har arbejdet videre med.”

I forbindelse med kunstfestivalen Visit Tingbjerg i 2012 var forstaden og arkitekten Steen Eiler Rasmussens visioner om den berygtede bydel omdrejningspunktet for Rönicke – nu i samarbejde med Nis Rømer og under navnet Gåafstand. Rönicke og Rømer har gennem de seneste ti år brugt den kollektive vandring som en central del af deres praksis. I Tingbjerg endte disse undersøgelser som en dobbeltvideoprojektion, hvor visioner og det levede liv mødes og ligefrem kolliderer.

Vandringen blev på mange måder en metode til kunstnerisk at tilnærme sig de her steder på.

“Vandringen er først og fremmest bare det at gå, gå sammen gennem områder man ikke kender på forhånd, hvilket kan give nogle uforventede dimensioner til stedet. Og selvom mange vil tilskrive mig en researchbaseret praksis, så er vandringen netop ofte uden et foreskrevet formål i min praksis.”

“Der er ingen konklusion i denne tilgang, og hvis vi har én, bryder den typisk sammen undervejs.”

Den 6. september, som en del af Copenhagen Art Week, kunne man således vandre gennem Københavns ambassadekvarter sammen med Gåafstand, hvor undersøgelsen nu bar titlen State of Exception/Undtagelsestilstand og undersøgte diplomatiets arkitektur og disse undtagelsesrum fra den vedtagne lov.

Vandringer i arkivet
Denne vandrende tilgang har fulgt Rönickes måde at bevæge sig ned i materiale på i det hele taget. Som for eksempel i hendes arbejde med arkiver. Her bevæger man sig ind i et eksisterende system, hvor tingene er klassificeret og etableret efter nogle allerede definerede paremetre.

“Ved at gå derind med ens egen position og system, tænker jeg også det møde som en form for sammenbrud. Jeg betragter faktisk den del af min praksis som en vandring i materialet. Det er blot forskellige former for vandring,” forklarer Rönicke og uddyber betydningen af denne måde at tilegne sig materiale på:

“Der er kunstnere, der går ind i arkivet uden forudgående intentioner, men jeg går i arkivet med en særlig interesse. Når man går, er det egentlig en understregning af at man ikke vil territorialisere rummet, ikke eje det, ikke producere det. Men når man bevæger sig ind i arkivet handler det ofte om at indoptage materiale, og man får derfor et ansvar for den fortælling, der kommer ud af det.”

Arkivering som indføling
I værket Notes on MB, udstillet ved Henie Onstad Kunstsenter i Oslo tidligere i år var udgangspunktet Bauhaus-designeren Marianne Brandt og et forsøg på at træde ind i hendes perspektiv via hendes registreringer, noter og dokumentationer. Værket bestod af 2 film, 3 skærme, en skulptur og et roterende spejl.

I en af filmene panorerer Rönicke et rum 360 grader. Dét rum, hvor Marianne Brandt boede under sin tid i Bauhaus fra 1927-1929. I rummet er det fundne og bearbejdede materiale ophængt, efterladenskaber af en designers praksis og et levet liv. Filmen scanner roligt rummet i en spiralbevægelse, der roterer om sig selv seks gange.

“Der er billeder i billeder, historier i historier og jeg gentager hendes spejling af rummet og træder på den måde ind i hendes blik. Og hvordan gør man det? Det er værkets spørgsmål på mange måder. Oftest dokumentere man historien udefra, så her bliver det vendt om og roterer nu med mit blik i det her meget konkrete rum. I stedet for at pege kameraet indad, rettes det udad mod rummet. Det handler om at træde ind i et rum og så lade sig påvirke af det.”

Filmen udspringer af en række af fotografier, som Marianne Brandt tog i studielejligheden, hvor hun reflekterer rummet igennem en spejlkugle, og kuglen optager både rummet og hende selv. Rönicke gentager den handling med sin krop og et cikulært spejl i det samme rum og arbejder med materiale fra Marianne Brandt’s notesbøger og breve kombineret med sine egne notater.

Arkivet som dødsbo
Det er et arbejde, i og omkring krise, depression og forsvinding, om ikke længere at kunne stå tydeligt frem, både på grund af ydre omstændigheder og som et tvingende valg, at bevæge sig mod det usynlige, og fra den position forsøge at betragte det blinde punkt. Det historiske rum bliver reflekteret igennem Brandt’s blik og skrift. Hendes personlige krise er også sammenfaldende med depressionen i slut 20’erne, nazisternes overtagelse, 2. Verdenskrig, og tiden derefter i DDR.

“Med titlen Notes on MB forsøgte jeg at understrege, at det ikke bare var mine noter, men vores begges. Samtidig dokumenterede jeg alt, hvad jeg fandt i de her arkiver, og processen blev i sidste ende den her refleksion over min egen aflæsning af det her materiale,” fortæller Rönicke og spørger:

“Hvordan kan vi tænke en historie, der ikke bliver opfattet i tid, men i rummet? Jeg afsøger rummet og sætter spor, af noget som er blevet udvisket. Jeg er interesseret i hvordan rummet handler.”

“Jeg var ikke ude på at biografere hende, det var fortællingen og rummet alt for sprængt og løst til. Der sker primært en masse overlap i det her rum. Det er en måde at holde et rum åbent på, som egentlig blev lukket og forsejlet i 1929. Arkiver er nogle gange en form for gravplads, hvor materiale bare bliver gemt væk og glemmes. Ting forsvinder nærmest i arkivet. Derfor ligger der også en form for institutionskritik i den her bevægelse ned i arkivskabet.”

Iscenesættelsen af sammenbruddet
Hvis man som kunstner står med et unikt materiale, der er hengemt og måske uberørt som i Marianne Brandts tilfælde, så er det logisk, at der dukker nogle etiske spørgsmål op omkring, hvordan man så kan præsentere og repræsentere det her materiale.

“Pludselig bruger man et andet menneskes livsmateriale og jeg oplever også, at det overskrider mine grænser. Men hvad er det for en identitet man performer som kunstner i en sådan sammenhæng, i 2014, og kan man tillade sig at udfordre et sådan arkiv, sådan en fortælling? Og balancen mellem hvor meget man skriver sig selv ind som identitet er ret problematisk og interessant, synes jeg. Oversættelsen fra arbejdsprocessen og ind i det her udstillingsrum har hele tiden været et omdrejningspunkt for mig. Også fordi det aldrig rigtig fungerer. En iscenesættelse af sammenbruddet på mange måder.”

“Rosa’s Letters (en samling af Rosa Luxemburgs breve, der i første omgang blev til en udstilling i 2006 og siden en bogudgivelse i 2013) er måske netop et eksempel på et hermetisk rum og et værk, der forsøger at iscenesætte sig selv og starte en refleksion over hvad de handlinger, jeg gør, egentlig betyder.”

 “Jeg forsøger på mange måder at undersøge arbejdets vilkår. Hvad vil det sige at arbejde? Hvilke betydninger og rum knytter sig til det? Og mine installationer og materialer er på den måde fragmenterede, fordi de ikke kommer med svar eller en ny etableret fortælling.”