"Skal dét nu være kunst?"

For cirka ti år siden underviste jeg i samtidskunst for en gruppe pædagoger i en jysk kommune, som ville opdatere udvalgte grupper, så de bedre kunne arbejde med kunst, kultur og kreativitet. På andendagen fik en af kursisterne grineflip. Jeg havde vist et kunstværk, som hverken var særlig larmende eller provokerende, men som var et eksempel på et kunstværk, der forholder sig til, hvad billedkunsten kan, kunstværket inviterede også til deltagelse.

Kursisten slog en latter op og sagde “skal dét nu være kunst”. Stille fnis blev til uhæmmet latter. Jo mere jeg sagde for at forklare, jo højere blev latteren. Til sidst måtte hun forlade lokalet.

Lad os for et øjeblik glemme, at billedkunst er andet end billeder (og også konceptuelle, kontekstuelle, performative interventioner). Lad os blot hæfte os ved, at det sådan set ikke kræver noget at være kunstmaler, for nu at bruge et lidt gammeldags ord. Se eksempelvis hjemmesiden My Art Space, hvor over 4500 brugere uploader eksempler på deres kunstneriske udfoldelser og kommenterer på hinandens værker. Hjemmesiden er financieret ved annoncesalg, hvoraf mange leverer materialer til amatørkunstnere. På hjemmesiden kan man læse, at de 4500 aktive brugere hver måned tilsammen bruger over 1 million kroner på materialer til deres kunstneriske udfoldelser. Der er altså tale om en vis industri.

Det er dejligt, at alle disse mennesker har glæde af at udtrykke sig, det er en rigtig god idé at være kreativ, men jeg vil meget nødig skulle forholde mig til resultaterne.

JUST DO IT!
Jeg finder langt mere kunstnerisk relevans og almen interessant kreativitet i et kunstværk som Uwe Max Jensens pensel herovenfor end i alle de kunstneriske udtryk, som svømmer rundt på hjemmesiden My Art Space.

Penslen er en lavprispensel af den slags, man finder i ethvert byggemarked. På skaftet er skrevet JUST DO IT, som er et globalt slogan for den store sports- og fashion virksomhed Nike. Det handler om, at man bare skal gøre det. Bare gøre hvad som helst, prøve det af, eller gøre det frække, det uventede. Det fiffige er, at kunstneren Uwe Max Jensen har underskrevet sig som Asger Jorn, der som bekendt i sine skrifter og sine samarbejdsprojekter også talte for, at alle mennesker skal have lov til at bidrage og være kreative. Dog helst i en aktion, faciliteret af en kunstner, hvis det stadig skal kaldes kunst og bevare en vis kvalitet.

Det sjove er, at penslen med påskriften udtrykker potentialet og lysten til “bare at gøre det”, gribe penslen og være kreativ, med den twist, at sloganet er formuleret af en kommerciel virksomhed, der sådan set ikke beskæftiger sig med noget, der ligner kunst.  

Det hører måske også med til opfattelsen af værket, at Uwe Max Jensen er en outsider i forhold til kunstinstitutionen. Flere kunstmuseer har i perioder nægtet ham adgang til at besøge en ellers offentligt tilgængelig udstilling, fordi han har realiseret aktioner i kommentar til udstillede værker af eksempelvis Ai Weiwei og Olafur Eliasson. Uwe Max Jensen blev også smidt ud af Det Jyske Kunstakademi, fordi han som del af et projekt, hvor de studerende skulle forholde sig til mediekunst, havde publiceret dagbladslæserbreve om popmusikere og fodboldklubber i sine akademiprofessores navne. Uwe Max Jensen har trådt ved siden af på en måde, så han afskrives og fornægtes af mange i kunstmiljøet.

Man kan konstatere, at der ofte er meget snævre definitioner af, hvem som accepteres på et givent tidspunkt. Jeg har overfor fagfæller for eksempel skullet forsvare, hvorfor jeg finder kvaliteter i kunstværker af Kathrine Ærtebjerg og John Kørner. Denne form for kunst er i visse kredse ikke god nok, eller: ikke god på den rigtige måde.

Institutionens magt
Institutionen bestemmer. Men institutionen udgøres af et vidtforgrenet system af organisationer og personer, hvis parametre for kvalitetsbedømmelse er overlappende, men ikke altid identitiske. Kunsteliten har altså mange forskellige præferencer. Her kan vi konsultere Niklas Luhmann, som skriver om komplekse og dynamiske systemer, som hele tiden vedligeholder og finjusterer sine koder og bedømmelsesparametre. Kunstinstitutionen er et sådant komplekst system.

Systemet tillader iøvrigt at kunstnere, som ikke er akademiuddannede, også kan begå sig. Et eksempel er maleren  Morten Buch, hvis billeder både rummer umiddelbar, dekorativ og skøn maleriskhed samt en modstand mod motivet og dets maleriskhed.

Af andre eksempler kunne nævnes den følsomt naturalistiske maler Ulrik Møller, den uomgængelige Michael Brammer eller Ruth Campau, som skaber rumlige totalkunstværker. De er alle autodidakte og viser, at en kunstner kan blive accepteret gennem udstilinger, salg og omtaler i de rette sammenhænge. Der er nogle institutionelle sammenhænge, som en kunstner skal igennem. Alle kan ikke bare komme med sin afføring og få den placeret på et kunstmuseum, som tv-værten Michael Jeppesen måtte sande, da han besøgte Birgitte Kirkhoff på Sorø Kunstmuseum i et udmærket indslag i andet afsnit af programserien Pik, lort og hundehvalpe på DR K februar 2014.

Hvorfor skal vi allesammen på museum, kunne man også spørge. Kan man ikke bare være kreativ for sin egen fornøjelses skyld. 

Den glade amatør
Hvorfor egentlig ikke bare være amatør? Det er som bekendt afledt af det latinske amo, som betyder jeg elsker. Amatøren kan tillade sig at hengive sig til kunstnerisk udfoldelse uden at have nogle egentlige forudsætninger, hverken hvad angår materialeanvendelse eller historisk og metodisk viden. Vi kan ikke kritisere amatørkunstneren for manglende forudsætninger. Vi kan kun kritisere amatørkunstneren for manglende engagement, fordi det er engagementet og glæden ved at udtrykke sig, som er amatørkunstnerens egentlige kvalitet (eller vi tillader os at være skeptiske overfor den amatørkunstner, som bejler efter institutionel anerkendelse, som frembringelserne ikke berettiger til).

Når jeg adspurgt om min profession siger, at jeg er kunsthistoriker, så har det ofte udløst et tillægsspørgsmål: “maler du også selv”. Det forekommer mig fuldstændig vanvittigt. Man ville vel heller ikke spørge en kiropraktor, “har du også selv ondt i ryggen” eller en antropolog, som arbejder med eskimologi, “er du også selv eskimo”.

Det kunne være hensigtsmæssigt – i respekt for kunsten – at bevare en vis fornemmelse for, at der eksisterer faglighed og professionalisme, også inden for billedkunsten. Denne faglighed og saglighed handler ikke kun om materialet, men også om hvad man gør med materialet.

Mere end materialet
Hvorfor er ovenstående kunstværk godt? Jeg synes det er godt, på en lidt nørdet måde, fordi det er et kunstværk, som handler om, hvordan det er et kunstværk.

Helt formelt er der tale om en slags collage eller en tekst med illustration. Øverst er påklistret et kaffefilter i omvendt pyramide og med opklippede, diagonale fartstriber. Den økoagtige brune farve står godt mod det almindelige hvide A4-størrelses printerpapir. Fordi kaffefilteret vender omvendt, så ligner det mere en pyramide eller en tragt med bredt fundament. Kaffefilteret er sjovt som materiale i et kunstværk, fordi man kan være tilbøjelig til at se kunst som noget, der filtrerer eller udvinder kraft fra noget virkelighed. Netop dette kaffefilter er lidt skødesløst, fordi det har en sjusket fold, der kan være fremkommet ved, at det har ligget nederst i æsken på køkkenhylden.

Kunstneren har gjort noget med kaffefilteret. Kunstneren har handlet med materialet, klippet i det, placeret det og givet det en tekst. Teksten handler om, at det netop ikke kun er materialet, vi står overfor, når vi står overfor et kunstværk (et godt kunstværk). Vi står overfor kunsten som noget materiale, som nogen har handlet med. Når jeg står overfor et stykke, lad os bare kalde det “kunstnerisk udfoldelse”, så kan jeg ikke se det som andet end materiale. Der er ikke nogen egentlig handling bag. Det kan være nydeligt, eller det kan smitte med sin begejstring, fordi den amatørkunstner, som har skabt det, har lagt enorm meget engagement i frembringelsen.

God kunst bliver nødt til at være mere end materiale. Det handler om at forstå forskellen på at have glæde ved at gå og synge, enten når man er alene og hænger vasketøj op eller når man sidder i festligt lag, der kalder på fællessang – og så på at gå til koncert eller høre en rigtig sanger udfolde sig i radioen. Det er et spørgsmål om ordklasser. Jeg synger (det er et verbum), men jeg er ikke sanger (det er et substantiv).

Når jeg synger, så er jeg kreativ, som en glad amatør, der udfolder sig kunstnerisk. Det handler om kultur. Når jeg lytter til en professionel sanger, så forholder jeg mig til en fremførelse af én, som kan noget, jeg ikke selv kan. Det handler om kunst.