Skal kritikken og engagementet være selvstændigt og reelt, må offentligheden såvel som kunstneren handle selvstændigt og ikke bare gø af, hvad der synes relevant, påpeger repræsentanter fra FUKK (Forenede uafhængige københavnske kunstnere).
D. 23. juni bragte Politiken kronikken ”Kunstnere skal være samfundets vagthunde” hvor kurator Tijana Miskovic og billedkunstner Thierry Geoffroy beskriver deres vision for en ny form for kunstskole, Academy of Emergency Art, som skal træne professionelle kunstneres kritiske kompetence. Dette med henblik på at lave ”ultrasamtidskunst”, som skal opmuntre til en mere engageret og kritisk offentlighed.
Kronikken rejser hermed vigtige spørgsmål om, hvilken rolle kunstneren skal have i samfundet, og ikke mindst hvordan kunstneren bør uddannes til at varetage denne rolle.
Den kritiske kunstner
Projektet har som præmis, at kunstneren besidder en særlig kritisk intuition, der kvalificerer kunstneren som samfundskritiker og som kan skærpes via passende uddannelse. Hvorfor netop kunstnere har denne intuition bliver ikke begrundet yderligere, end at kunstneren beskæftiger sig professionelt med billeder.
Men gør det nødvendigvis en kunstner særlig kritisk?
Det problematiske er ikke, at man med det ultra-samtidige ønsker at engagere kunstnerne til en samtidig samfundskritik, men at det hævdes, at det er nødvendigt, at kritikken får et institutionelt afsæt. Hvis kunstneren skal trænes til at være samfundets vagthund må alle spørge, hvem der står for enden af hundesnoren. Det er nødvendigt at forholde sig skeptisk over for ideen om, at én bestemt institutions undervisning skal udpege, hvordan kunstnere kan være samfundsrelevante.
Kronikken bruger meget energi på at beskrive det nye akademis faciliteter og mindre på stedets såkaldt ”specielt udtænkte undervisningsstruktur”. Spørgsmålet er, om eget mediecenter, web-tv-studie, redigeringsfaciliteter, tekstilværksted, lydstudie, udstillingssted, recidency-område og eget træningscenter – det vil sige ufatteligt mange penge – virkelig er de ”nødvendige redskaber for at stimulere kunststuderende til at engagere sig i det omgivende samfund” og lave ”relevant og seriøs kunst”.
Når kronikken taler om kunstnere, er der i øvrigt kun tale om professionelle kunstnere. Vil det sige, at der er en sammenhæng mellem kritisk instinkt og evnen til at tjene penge på kunst? Og at udviklingen af dette instinkt er afhængig af at have adgang til de rette faciliteter? En så elitær indstilling vil næppe fremme offentlighedens engagement.
Samtidens krav?
Kunstens institutionalisering har rejst spørgsmål og skabt debat om kunstens relevans for samfundet. Miskovic og Geoffroy mener at give et svar på dette spørgsmål med begrebet om ultra-samtidskunst, men forveksler derved én af kunstens mulige funktioner – den kritiske – med et generelt krav til kunsten. Dermed underlægges kunsten et krav om aktualitet, som misforstår kunstens muligheder.
Frem for at åbne op for kunstens selvstændige kritik af samtiden, indordner deres svar i stedet kunsten under samfundets krav om relevans og aktualitet. Deres svar fokuserer på det samfundskritiske potentiale i et kunstnerisk produkt uden at forholde sig kritisk til sig selv som institution i samfundet.
Det problematiske udspringer desuden af det generaliserende blik på kunsten, der ligger bag det ultra-samtidige – forholdet mellem nuet, kunstneren og samtiden. Et særkende for kunsten er netop, at den kan være relevant for modtageren, selvom den ikke nødvendigvis er historisk samtidig. Den grundlæggende ide om den ‘aktuelle udstilling’, udstillingen i nuet, er samtidig afgørende. Hvorvidt ideen kan få reel betydning er dog netop et spørgsmål om synet på kunstens mulighed. Mens der med det ‘ultra-samtidige’ tilskrives kunstneren mulighed for at “ændre begivenheders gang”, tilskrives vedkommende ikke mulighed for virkelig at skabe begivenheder. En forskel i synet på kunstens rolle, der placerer kunsten som en reaktion og aldrig aktion eller egentlig forandrende begivenhed, og dermed kunstneren som samfundets kommentarist og aldrig artist. Hvis kunsten skal være relevant, må den kunne skabe virkelige begivenheder, præsenterer nye tanker, nye perspektiver og dermed nye anledninger til engagement.
Hunde uden selvkritik
Kunstneren er ingen hund. Skal kritikken og engagementet være selvstændigt og reelt, må offentligheden såvel som kunstneren handle selvstændigt og ikke bare gø af, hvad der synes relevant. Enhver organisering bør indeholde et refleksivt rum, der giver plads til og fremmer uafhængig stillingtagen. Før noget nyt kan opstå kræver det rum for eksperimenter, åbenhed og en grad af uafhængighed.
Det er tvivlsomt, at et projekt, som ikke indeholder et element af selvkritik, vil byde på noget egentlig nyt. Et projekt, som dikterer kritikken og samtidig ukritisk privilegerer en bestemt professions kritiske kompetence frem for andres, underminerer sin egen vision om en mere engageret og kritisk offentlighed.
I stedet kan en organisationsform i sig selv være refleksiv og kritisk. Kritisk kompetence kan trænes og udvikles i praksis ved en eksperimenterende tilgang. Foreningen FUKK (Forenede uafhængige københavnske kunstnere) er en selvorganiserende skole, som afprøver nye måder at organisere og uddanne kunstnere.
Vi er i gang.
Maria Teilgård og Anton Bech J., på vegne af FUKK - Forenede Uafhængige Københavnske Kunstnere
Læs kronikken her
Debatindlægget er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsorden.
