Kunstnere som kritisk taskforce

Kunstnere som kritisk taskforce

Thierry Geoffroy: Emergency Room. Et formatkunstprojekt, som Geoffroy har rejst med og udstillet på bl.a. Nikolaj Kunsthal, København, og som vist på billedet MoMA PS1, New York. Foto: Thierry Geoffroy / www.emergencyrooms.org

Det er tid til en ny, ultrasamtidskunstnerisk kunstskole! Det mener kunstner Thierry Geoffroy og kurator Tijana Miskovic, der har udsendt en begæring om en Academy of Emergency Art, der skal forholde sig til højaktuelle, samfundsrelevante temaer, og oplære kunstnere i at reagere på disse - før det er for sent.

Termen ‘samtidskunst’ er allerede forældet, og der er behov for en ny genredannelse, nemlig ‘ultrasamtidskunst’.

Sådan konstaterer Thierry Geoffroy og Tijana Miskovic, der i deres diagnostisering af kunstens og kunstnerens rolle i dag, efterlyser et forum hvor kunstneres allerede iboende, særlige intuition, kan uddannes til at identificere og tolke omverdenen, og producere kunst af relevans – med potentielt præventiv effekt – inden for sociale problemstillinger i dagens demokratiske samfund.

Et sådant forum ser de manifesteret i Academy of Emergency Art.

Visionerne bag Academy of Emergency Art
“Vores forslag er at oprette et Academy of Emergency Art som en kunstfaglig overbygning, hvor professionelle kunstnere kan blive specialiseret i at arbejde ultrasamtidskunstnerisk. Denne nye kompetence bygger primært på umiddelbar kritik igennem kunst, som kan trænes i en specielt udtænkt undervisningsstruktur, som enten kan blive bygget i form af selvstændig skole designet til formålet eller som en tilbygning på en allerede eksisterende skole,” nævner Miskovic og Geoffroy bl.a. i en kronik i Politiken.

I samme kronik fremfører de, at en fremtidig, ny kunstinstitution som Academy of Emergency Art ville være svaret på de mange udfordringer, som demokratiske lande som Danmark står over for, herunder borgerinddragelse, aktiv medborgerskab og selvkritik. Det kreative miljø ville vokse sig til et “moderne Bauhaus” og som den første af sin slags, være med til at brande landet internationalt.

Kunstinstitution som videns- og mediecentrum
Skolen ville fungere som en samling af bl. a. tværfaglige værksteder, eksportcenter for kunstnerisk savoir-faire, debat forum, mediebureau, samt udstillingssted med mulighed for internationale samarbejder i form af et artist in residency program. Og foruden eget træningscenter “for styrkelse af bevidsthedsmusklen”, ville der ved udstillinger blive lagt vægt på inddragelse af publikum og dennes holdninger. 

For at følge samfundets dynamik, skal en åben og fleksibel struktur være stedets grundsten, og kunstproduktionerne i denne sammenhæng forholde sig til “levende kunstværker med potentiale til at ændre begivenhedernes gang.”

Læs mere om visionerne bag skolen i Miskovic’ og Geoffroys kronik i Politiken her

Find link til underskriftsindsamling til støtte for projektet her

Thierry Geoffroy (f. 1961), også kendt som Colonel, er en dansk-fransk konceptuel kunstner, der bor og arbejder i København. Han har specialiseret sig inden for formatkunst og har haft udstillinger på bl.a. Overgaden, Nikolaj Kunsthal og Blackwood Gallery, Toronto, USA.

I tråd med visionerne bag et Academy of Emergency Art, har kunstneren tidligere rejst rundt med formatkunstprojektet Emergency Room, - et udstillingsrum hvor kunstnere inviteres til at bidrage med kunstværker, der kommenterer på aktuelle sociale problemstillinger.

Læs mere på: www.colonel.dk

Tijana Miskovic (f. 1982, Kroatien) har en kandidat i Kunst og Teori fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2008), og arbejder bl.a. som kurator.

Læs mere på: www.tijanamiskovic.com

Del artiklen

'Kunstnere som kritisk taskforce'

Facebook