Kunstfond eller socialkontor?

Tildelingen af et treårigt arbejdsstipendium til forfatteren Peter Øvig Knudsen har fået en masse politikere op af stolene med krav om at velhavende kunstnere ikke må få legater, og at privatøkonomiske forhold fremover skal medtages i behandlingen af ansøgningerne. Det har udløst en meget polariseret debat om, hvorvidt kriterierne for tildelingen af legaterne alene skal handle om kunstnerisk kvalitet eller være styret af kunstnerens økonomiske og sociale position.

En række kunstfaglige personer har været på banen og advaret om at det vil være ren populisme, hvis man på nogen måde fraviger kvalitetskriteriet, som er et fundamentalt princip for kunststøtten, og andre spekulerer i endelig at få skovlen under det elitære kunststøttesystem og ændre det til en bredt funderet indtægtsløshedskasse for kunstnere. Men er det et spørgsmål om enten eller, og er der i det hele taget noget at være bekymret for?

En sejlivet institution
Det er kun et år siden at politikerne sidst havde fat i lovgivningen omkring kunststøtten, så det kan måske undre, at de allerede nu igen er ude med nye kritikpunkter. Men omvendt bør det ikke overraske, for lige netop Statens Kunstfond bliver man aldrig færdig med at kritisere. Statens Kunstfond har været under konstant beskydning i samtlige 50 år af dens levetid fra Peter Rindal til Pia Kjærsgaard.

Man har kunnet stille urene efter de regelmæssige artikler i Jyllandsposten og Ekstra Bladet, som periodisk har berettet om nepotisme hvor kunstnere støtter hinanden, som har opstillet skandaløse lister over de mest støttede kunstnere og som har udstillet Klaus Rifbjerg mfl. som arrogante modtagere af den livsvarige ydelse, der i denne sammenhæng kaldes Rødvinslegatet. På trods af denne massive protestbevægelse er det på overraskende vis lykkedes at bevare det oprindelige lovgrundlag for de grundlæggende tildelingskriterier af Kunstfondens arbejdslegater stort set uændret siden siden 1964. Man må sige at lovgiverne dengang var ualmindeligt fremsynede. Og det giver forhåbning om at det heller ikke denne gang skal lykkes nogen at lave om på disse kriterier. 

Dannelse versus oplevelsesøkonomi
Statens Kunstfond, altså den del af kunststøtten der handler om legater og kunstindkøb, er en institution funderet på princippet om dannelse. I modsætning hertil er den del der tidligere hed Kunstrådet og som tildeler produktionsstøtte mm. en institution funderet på oplevelsesøkonomi. Modsætningen er tydelig, for hvor Kunstrådsdelen opererer med et princip om noget for noget, dvs. der skal foreligge udstillingsaftaler, budgetter og afrapportering mm. når man giver penge, så baserer Kunstfonddelen sig alene på tillid.

Tillid til at den gode kunstner vil producere mere og bedre kunst, hvis han eller hun tildeles et arbejdslegat. Kunstneren bliver ikke afkrævet noget konkret til gengæld andet end forventningen om at vi får mere og bedre kunst ud af det. Kunstfonden er meget mindre politisk instrumentaliseret end Kunstrådet (som jeg stadig kalder det her), der skal fx. ikke foreligge handlingsplaner om at støtte den ene eller anden slags kunst, og Kunstfonden er et vigtigt privilegium, der tillader kunsten at udfolde sig frit på egne præmisser. Det er derfor vigtigt at vi i kampens hede ikke giver afkald på det privilegium.

En afsløring
Når der i den aktuelle sag skydes med skarpt fra begge sider uden at man lytter til hinanden, er det nødvendigt at se mere nuanceret på sagen. Grundspørgsmålet bør ikke være en sag om enten kunstnerisk kvalitet eller kunstnerisk indtægt, for ingen af delene er i praksis alene om at bestemme afgørelserne.

Jeg skal i den forbindelse gerne komme med en afsløring. En afsløring af hvordan det i virkeligheden foregår når der uddeles arbejdslegater, og jeg taler af egen erfaring fra min tid i Kunstfondens legat- og indkøbsudvalg for nogle år siden.

Normalt vil der ved en forårsuddeling af arbejdslegater til billedkunstnere være en 8-900 ansøgere, hvoraf mindst en trediedel, altså omkring 3-400, sandsynligvis har tilstrækkelig høj kunstnerisk kvalitet til at modtage et arbejdslegat. Processen forløber sådan at udvalget efter et par ugers arbejde og et par runders gennemgang af alle ansøgningerne typisk når frem til at få udskilt de ansøgninger, der alle har tilstrækkelig kunstnerisk kvalitet.

Kvalitet til diskussion
Kriterierne for kunstnerisk kvalitet er selvfølgelig altid en diskussion, men det er dog i denne proces muligt at kvalificere diskussionen til nogle ret eksakte spørgsmål, som fx. om der er tale om en professionel kunstner, der arbejder målrettet og konsistent (der er faktisk en del amatører, der søger), om er det en kunstner der satser fornyende og eksperimenterende eller blot repeterer sig selv og andre, om det er en kunstner, der har opnået en særlig teknisk eller udtryksmæssig kunnen o.s.v.

Sammensatte man ti forskellige udvalg ville de med stor sandsynlighed nå frem til noget nær samme resultat med hensyn til denne første kvalitetsmæssige udskilning, de ville med relativ stor enighed og overenstemmelse udvælge de samme 3-400 ansøgere. Denne første del af processen er derfor ikke specielt problematisk, og skulle man erklære noget højstemt, kan man faktisk sige at processen er funderet på en vis objektivitet, i det omfang man overhovedet kan tale om objektivitet i forbindelse med bedømmelse af kunst.

Ikke kun kvalitet
Problemerne opstår først i sidste led, når de 3-400 værdige modtagere skal reduceres til langt under halvdelen, for der er ikke penge til alle, men kun til 100-150 af dem. Det er en langt vanskeligere diskussion at vurdere dem indbyrdes, og der indtræder nu nye kriterier i diskussionen, der ikke har det fjerneste med kunstnerisk kvalitet at gøre. Hvor i landet bor kunstneren, er kunstneren ung eller gammel, hvor meget støtte har kunstneren tidligere modtaget, hvilke kunstgenrer og medier er der tale om, er det en anerkendt kunstner, er det en kunstner vi selv kender? osv. osv.

Mange af disse kriterier er sikkert helt relevante og fornuftige, men hvis det alene skulle handle om at udvælge den højeste kunstneriske kvalitet, kunne man sikkert med lige så stor præcision anvende lodtrækning til den sidste del af processen.

Gør det en forskel?
I denne sidste del bør man nemlig også diskutere om legatet egentlig vil gøre en forskel for kunstnerens kommende arbejde. Det kan derfor også være relevant at kigge på kunstnerens indtægsmuligheder, for hvis det er en meget succesfuldt sælgende kunstner der ansøger, vil legatet måske ikke ændre særligt meget ved de fremtidige kunstneriske frembringelser, hvor det omvendt måske vil have større effekt for en kunstner med mindre kommercielle muligheder.

Man kan dog ikke generalisere dette spørgsmål, men bliver nødt til at vurdere ansøgningerne enkeltvis. Fx kan man sagtens forestille sig at en forfatter med stor indtjening kan anvende et arbejdslegat til i en periode at frigøre sig fra et indbringende og (måske rutinepræget) litterært arbejde og de mange foredrag der følger med, for at hellige sig et kunstnerisk udviklingsarbejde med en eksperimenterende og smal digtsamling.

Det afgørende spørgsmål
Det helt afgørende spørgmål vi skal stille når legatet tildeles er: Får vi bedre og mere kunst ud af det? Og det spørgsmål handler ikke kun om kunstnerisk kvalitet, men også om de omstændigheder der giver kunstneren de rette udfoldelsesmuligheder.

I stedet for at ændre grundlaget for Statens Kunstfonds tildelinger ved at svække kvalitetskriteriet som har fungeret som det mindst ringe i 50 år, og indføre en eller anden rigid ordning hvor indtægtsøkonomi skal være afgørende, så bør man bevare systemet som det er og have tilid til at udvalgsmedlemmerne generelt tænker sig om og tildeler legaterne under henvisning til kunstnerisk kvalitet samtidig med at de tager hensyn til om legatet vil gøre en forskel, så vi får bedre og mere kunst for pengene.