Idyllisk kunst er overfladisk, mens lidelse og melankoli og samfundskritisk kunst er dyb. Denne figur præger ureflekteret samtidskunsten. Så lad os prøve at teste den, ved at tage imod et forsvar for den idylliske kunst, for at indgyde håb frem for at svælge i lidelse og uretfærdighed.
Pressemeddelelsen til den aktuelle udstilling i Clausens Kunsthandel begynder med ordene:
”Der er ikke noget som helst naivt over Seppo Mattinens billeder: At han ikke holder sig til perspektivreglerne, er ikke ensbetydende med at det han vil fortælle en simpel historie.
For selvom man betages af den skønhed og livsglæde, de kyssende par under pinjerne udtrykker, kan også melankolien og ensomheden være nærværende.”
Det som her udtrykkes er en forsikring om, at de rare billeder ikke bare er idylliske og dermed naive. De rummer skam både melankoli og ensomhed. Idyl er naivt og overfladisk, melankoli og ensomhed er dybt og komplekst. Eksemplet bringes ikke for at hænge denne pressemeddelelse ud, for den udtrykker faktisk noget helt generelt og typisk ved store dele af kunstverdenens forhold til idyl.
Sund skepsis
Jeg ligger selv langt hen ad vejen under for denne tillært spontane mekanisme, der siger, at hvis kunst bliver for sødt og idyllisk, så lugter det af kitsch, af propaganda, af verdensfjernhed og især af lalleglad kritikløshed, der fortrænger såvel den eksistentielle lidelse som alverdens samfundsproblemer.
Denne forestilling er ikke opstået af ingenting. Magten har altid ønsket at dække over den samfundsskabte lidelse ved at male skønmalerier over sine ledere, sine bedrifter og sine krige. Og de mest vulgære dele af den positive psykologi anerkender slet ikke lidelse og pessimisme som gyldige tilstande. Der er derfor noget sundt i at være skeptisk over for det idylliske. Men omvendt er der måske også noget sundt i at problematisere sine egne indgroede reaktioner.
Kunstdiskursens Klods-Hans
Og hjælpen til dette kommer fra en ny og på mange måder tvivlsom bog, nemlig Art As Therapy af Alain de Botton og John Armstrong. Jeg kan ikke anbefale denne bog til at blive klog på, hvad kunsten egentlig handler om. Den begår en masse fejlslutninger, reducerer kunsten til et terapeutisk redskab og er fuld af mere eller mindre håbløse værkanalyser.
Men det, den kan bruges til, er på et nogenlunde reflekteret grundlag at provokere sådan nogen som mig (og de fleste læsere af denne klumme) og som en kunstdiskursens Klods-Hans sætte spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder i samtidskunstverdenen. Bogen tager den almindelige museumsgængers perspektiv og går i brechen for det, som mange lægfolk søger efter i kunsten. Heriblandt skønhed, trøst, håb og idyl. Jeg tager nu fat i kapitlet ‘Hope’ (s. 13-25).
Alt er dårligt
Forfatternes argument er, at det er en fejl at tro, at vi i udgangspunktet har et idyllisk blik på tilværelsen, som lidelsesfuld kunst er et kritisk korrektiv til. Det er nærmest tværtimod: Vi er plaget af depressioner og melankoli på det personlige plan, og medierne fokuserer dagligt på lidelser og problemer og uretfærdigheder på det samfundsmæssige plan. Den almindelige borger kan umuligt være af den opfattelse, at alt er godt.
Dette argument har noget for sig. Det er forstemmende når unge kunstnere selvhøjtideligt tror, de siger småborgerne nogle sandheder ved at smadre deres idyl. Når almindelige mennesker synes at resignere og leve med skyklapper på, er det ifølge Botton & Jones ikke fordi de ikke ved, hvor uretfærdig verden er, men fordi de føler sig afmægtige over for denne uretfærdighed. Det, menneskene har brug for er ikke så meget at blive konfronteret med lidelsen, men at mærke håb. Og det kan den idylliske og idealiserende kunst indgyde.
Idealet som savn
Ideen er, at hvis idyllen er idealiseret på den rigtige måde (ligesom i gamle dage), så bliver idealet den målestok, vi måler den reale tilværelse op imod. Og der kommer den naturligvis til kort. Det kan i sig selv være en kritisk impuls: Vi burde leve sammen i fred og harmoni, vi burde være frie og fulde af kærlighed og lykke og ingen burde kunne undertrykke andre. Men sådan er det ikke. I stedet for at glemme idealet, kan det idylliske billede bevæge os til at mærke savnet efter, hvordan det kunne være. ”Hold fast i, hvor godt det ku’ bli’”, som Henrik Strube sang, den gang der stadig var håb.
Desuden følgende argument: Når man om den idylliske kunst siger, at den forenkler virkeligheden og entydigt fokuserer på det smukke i tilværelsen, så gælder det samme jo for lidelseskunsten og for karikaturen. Her forenkles og overdrives virkeligheden jo også og alt ses gennem et troldspejl i et entydigt fokus på lidelsen og uretfærdighederne. Det må man medgive.
Og så på den anden side
Men inden vi nu alle holder om hinanden og vugger med hovedet til tonerne af Henrik Strube, er jeg nødt til at svare igen. Jeg tager deres argumenter til efterretning som nogle perspektiver, man skal huske på, inden man afviser idyllen, men der er altså også nogle klare problemer.
For det første sætter de lighedstegn mellem idyl og skønhed; den køber jeg på ingen måde. Meget af det, jeg regner for skønt er ikke idyllisk og omvendt. For det andet påstår de, at ingen af verdens problemer skyldes ubekymrethed. Her vil jeg pege på såvel klimakrisen som finanskrisen som to helt indlysende og aktuelle eksempler på det modsatte. For det tredje ignorerer de, at idyllisk kunst ofte er blevet brugt som en legitimering af magten. Og for det fjerde og helt afgørende: Kunsten må aldrig nogensinde få som primær opgave at skulle dække folks behov for håb og lutring af sjælen. Den skal bevare sin autonomi.
Til gengæld kunne man måske sige det samme med modsat fortegn: At kunsten aldrig må få som primær opgave at dække samfundets behov for kritisk modstand?
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
