“Det handler om at få hele kroppen med”

“Det handler om at få hele kroppen med”

Still fra Jesper Justs videoværk Intercourses skabt til Venedig Biennalen 2013. Pressefoto.

Billedserie

artist Talk

Appearing/Intercourses

Jesper Just

Udstillingen Appearing/Intercourses kan se på ARoS fra 29. maj til 19. oktober.

Jesper Just laver stemningsmættede filmværker og fejende flotte levende billeder. Han har senest høstet stor opmærksomhed og anerkendelse for det bemærkelsesværdige værk Intercourses, skabt til Venedig Biennalen 2013. Nu er han aktuel med udstillingen Appearing/Intercourses på ARoS, der blandt andet skal forsøge at flytte det komplekse værk til Aarhus. Vi var med til talk med kunstneren.

Jesper Just bor normalt i Brooklyn, men i forbindelse med udstillingen i Aarhus er han flyttet ind i en af kunstner-residence-lejlighederne på Godsbanen. Og netop derfor var det Godsbanen, der forleden inviterede til artist talk med Just – om udstillingen, om Intercourses og om hans kunst generelt.

Just arbejder i sine filmværker ofte i en meget poleret, professionel filmisk stil, der nærmest kan ligne scener fra en større mainstream filmproduktion. Værkerne bevæger sig ofte i feltet mellem videokunst og regulær kortfilm.

“For mig handler det ofte om at prøve at lave noget, der ligner noget genkendeligt; noget der ligner en film, men i virkeligheden ikke er en film, for derved at få folk til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig er, de står og ser på; spørgsmål til mediet men især til repræsentationen af både karakterer og steder.”

Det begyndte med happenings
I virkeligheden startede arbejdet med filmmediet et helt andet sted end den tekniske præcision i de polerede billeder med den præcist afmålte lydside:

“I de tidlige film handlede det mere om happenings. Om at tage ud, gøre noget og se hvad der skete, og det handlede meget om reaktionen fra folk,” fortæller Just efter fremvisning af værket Ingen mand er en ø, som han lavede, mens han stadig gik på kunstakademiet.

Filmstill fra værket Ingen mand er en ø, 2002. Pressefoto.
Filmstill fra værket Ingen mand er en ø, 2002. Pressefoto.

Værket er filmet af Just selv og viser to mænd – en ældre og en yngre, der præsenterer to forskellige følelsesudbrud på Blågårds plads på Nørrebro. Den ene græder og den anden danser. Filmen undersøger forholdet mellem mænd på tværs af generationer og ikke mindst omverdenens reaktion på dette forhold. “Jeg synes det er interessant, når det ligger der og vibrerer og bliver tolket i forhold til folks egen bagage,” fortæller han.

Senere overgav Just kameraet til professionelle folk, og begyndte at skabe store gennemførte filmproduktioner. Her synes den professionelle ramme at ligge fast og give ro til at arbejde mere indgående med billederne, lydsiden, stedet og karaktererne.

Associationen skaber værket
Når man hører Just fortælle om sit arbejde med værkerne, giver han indtryk af, at det hele ofte starter med ydre omstændigheder omkring stedet. Det skyder en omfattende research i gang, der i en associationsrække naturligt leder frem til andre beslutninger om karakterer, tematikker og tekniske greb. Man ser denne bevægelse tydeligt i tilblivelsen af This Nameless Spectacle, hvor Just var underlagt de ydre omstændigheder, at værket skulle filmes i Frankrig og vises i et karakteristisk rum med to store vægge (5×20 meter) placeret overfor hinanden. Rummets udformning ledte Justs associationer til Stereorama-fænomenet, som var en form for tidlig biografunderholdning, hvor to bemalede lærreder blev trukket hen over aflange flader på hver side af publikum og gav illusionen af at rejse.

Tankerne om dette fænomen ledte ham videre til at ville undersøge forholdet mellem kultur og natur. Derfor blev location for optagelserne fundet i en parisisk park anlagt af Haussmann; en nøje tilrettelagt naturoplevelse for det bedre borgerskab – nøjagtig som Stereorama-mediet. Men kultur-natur modsætningen tog associationerne videre ind i kroppen og ledte Just til den konklusion, at hovedkarakteren måtte være en transkønnet, der har arbejdet med modsætningen i forhold til sin egen krop. Dette ledte i sidste ende til den ikoniske franske skuespillerinde Marie France, der kom til at sætte sit markante aftryk på det færdige værk.

De to simultane skærme i This Nameless Spectacle, 2011. Filmstill. Pressefoto.
De to simultane skærme i This Nameless Spectacle, 2011. Filmstill. Pressefoto.
Marie France - og blikket på hende i This Nameless Spectacle, 2011. Filmstill. Pressefoto.
Marie France – og blikket på hende i This Nameless Spectacle, 2011. Filmstill. Pressefoto.

Den form for associationer med afsæt i ydre omstændigheder gør sig også i høj grad gældende for hovedværket Intercourses, der blev skabt til Venedig Biennalen i 2013, og som altså kommer til at udgøre en central del af den kommende udstilling på ARoS:

“Det at repræsentere et land i et andet land blev fundamentet for værket Intercourses. I Venedig er udgangspunktet, at du har det her sted – en pavillon, der står Danmark på, og her skal du repræsentere dit land, hvilket er et lidt underligt koncept. Men det med repræsentation af et sted på et andet sted, fik mig til at tænke på steder, der på en eller anden måde postulerer at være noget, de ikke er. I min research faldt jeg derfor over fænomenet replikabyer, som der er rigtig mange af i Asien,” fortæller han og fortsætter:

“Til sidst stødte jeg så på Paris – i Kina. To timer uden for Shanghai ligger et lille Paris – med Boulevarder og Eiffeltårn. Det er bare ikke blevet bygget færdigt. Det er stadig under opførelse, men de materialer man har brugt er ikke skidegode, så det er også begyndt at falde fra hinanden i den anden ende. Det er lidt lige som en ‘ruin in progress’. Den bliver bare ved. Men jeg kunne godt tænke mig at prøve at tage det for pålydende, og filme det som om det var Paris. For at holde det hele lidt mere i spil og gøre det svært at placere, brugte jeg franske skuespillere af afrikansk oprindelse.”

Filmstill fra værket Intercourses, 2013. Pressefoto.
Filmstill fra værket Intercourses, 2013. Pressefoto.
Filmstill fra værket Intercourses, 2013. Pressefoto.
Filmstill fra værket Intercourses, 2013. Pressefoto.

Hensigten var at byen skulle fungere som en aktiv medspiller – en slags mediator i mødet mellem de tre mænd. Titlen Intercourses henviser altså til mødet som noget centralt. Ikke noget seksuelt, men blot og bart et møde. Både mødet mellem de tre mænd og mødet mellem arkitektur og værk.

“Når man projicerer video på en mur bliver det ligesom et kys. Man opnår en anden sammensmeltning end ved at hænge et maleri op. Det bliver integreret på en helt anden måde.”

Displacement
Men det omfattende værk og oplevelsen af det handlede om mere end blot et møde. Just arbejdede i installationen af værket med at genskabe følelsen af ‘displacement’ hos publikum. I Venedig blev det gjort ved at mure indgangen til og skabe en labyrint af gasbeton i og omkring den danske pavillon, der ledte publikum rundt i alle afkroge af huset og værket. Just lægger stor vægt på, at beskueren bliver tvunget til at være aktiv for at opleve værket. Intercourses udgøres af fem forskellige film med samme indholdselementer, publikum bevæger sig rundt mellem dem og klipper derved selv den endelige film sammen.

At overføre det stedsspecifikke
Men hvordan flytter man så denne komplekse sammensmelting af værk og sted fra et arkitekturclash af en dansk pavillon i Venedig til et nyt kunstmuseum i Aarhus?

“Man kan sige vi fik en gave, fordi Tal R har lavet en udstilling, hvor han har lavet en meget fin labyrint, som vi kan bruge. At vi genbruger noget af den tidligere udstillingsarkitektur, kan skabe en tvivl om, hvorvidt det er noget, der er ved at blive bygget, eller noget der er ved at blive taget ned. Det skal ligge der og dirre. Når man står ude foran er der en indgang med en skillevæg i midten. På den ene side er der indgangen til en klassisk videoudstilling, hvor der er malet mørkt på væggene og videoerne kører. På den anden side er der bare spartlet lidt, der er nogle plader fra den tidligere udstilling og nogle snit, hvor man kan se ind i væggene. Man kan tage den ene eller den anden vej, og man skal hele vejen igennem og ud for at se den næste. Så der ligger ligesom to udstillinger inde i udstillingen,” forklarer han og vender tilbage til en af sine helt centrale pointer med videoværkerne:

“Det handler igen om det her med at få folk til at tænke over situationen, at publikum står og ser noget, og ikke bare sidder i en biograf. Der er ikke noget i vejen med biograffilm, men kunstkonteksten skal netop bruges til at stille spørgsmål eller pege på nogle ting, så man måske ser anderledes på de ting man oplever. I en biograf er man helt passiv, og man har kun hovedet med, hvorimod man i en kunstoplevelse får hele kroppen med og bliver aktiv – i hvert fald i de bedste værker.”

Billedserie

artist Talk

Appearing/Intercourses

Jesper Just

Udstillingen Appearing/Intercourses kan se på ARoS fra 29. maj til 19. oktober.

Del artiklen

'“Det handler om at få hele kroppen med”'

Facebook