Albummet som kunstværk

Albummet som kunstværk

Wu-Tang Clan: Once Upon a Time in Shaolin, 2014. (Foto fra værkets hjemmeside)

Når hiphop-gruppen Wu-Tang Clan forsøger at skabe samme aura og finkulturelle status som billedkunsten nyder godt af, afskærer de samtidig masserne fra deres kunst, som sandsynligvis vil havne som statusobjekt hos en rigmand. Det er et dilemma med perspektiver.

Det hæderkronede amerikanske hiphop-kollektiv Wu-Tang Clan har ladet sig inspirere af billedkunsten. Ikke sådan at de har lavet billeder eller lydkunst, men i den forstand, at de har lavet en unik genstand, der skal sælges som sådan. Dobbelt-CD’en Once Upon a Time in Shaolin med 31 numre, som kun findes på denne ene skive, nedlagt i et specialdeisgnet skrin af ægte sølv, der opbevares et hemmeligt sted i Marokko.

Værket vil kunne aflyttes af enkeltindivider efter tur i et lydtæt rum mod betaling på udvalgte udstillinger og festivaler, og derefter skal det sælges på auktion. Der er allerede blevet budt 5 millioner dollars.

Misundelige på Damien Hirst
Det er ikke bare mig, der associerer til billedkunsten, det er den direkte inspirationskilde. Det som de oplever er, at musikken devalueres på grund af sin lette udbredelse til masserne, mens billedkunsten er i høj kurs med sine unikke produkter, der sælges som eksklusive skatte til rige samlere.

I deres officielle præsentation af projektet, der nærmest har karakter af et manifest, taler gruppen om, hvordan musik en gang havde en egentlig værkkarakter, og at Bach, Mozart og Beethoven blev betragtet som Picasso, Michelangelo og Van Gogh. Det er ikke den store historiske præcision, der udmærker dem, men pointen er, at i dag vurderes Damien Hirst og Jean-Michel Basquiat langt højere end Kanye West. Musikken betragtes som massekonsum, mens billedkunsten er finkultur.

Wu-Tang Clan: Once Upon a Time in Shaolin, 2014. (Foto fra værkets hjemmeside)
Wu-Tang Clan: Once Upon a Time in Shaolin, 2014. (Foto fra værkets hjemmeside)

Man kan indvende mange ting mod projektet og dets manifest, heriblandt at det synes at bunde i en misundelse, som lige så vel kunne gå den modsatte vej – hvor mange billedkunstnere kunne ikke ønske sig det folkelige millionpublikum af hengivne fans, som Wu-Tang har, frem for at være lukket inde i kunstverdenens lille, lukkede fødekæde af rige samlere og hvidvinsferniseringer?

Overklassens unikke aura
Men lad os kigge mere principielt på, hvad det er, Wu-Tang Clan sætter i spil.

Populærmusik sælger på et massekonsummarked, hvor man profiterer efter, hvor mange kopier, man sælger. Hertil kommer koncerter og merchandise som indtægtskilder. De to sidstenævnte betyder mere og mere efterhånden som CD-markedet er i frit fald og tenderer mod at forsvinde til fordel for filkøb og streaming med lavere udbetaling til musikerne.

Kunstverdenen fungerer på sin vis modsat. Her gælder det (polemisk sagt) om at holde kunsten væk fra masserne og skabe unikke værker, som samlere og museer kan købe, så de kan føle sig privilegerede. Selv videokunst og digital kunst og plakater forsøger man ofte at holde i så få kopier som muligt, for hvis almindelige mennesker skulle få adgang til at se dem på deres computer, er der ingen af de rige samlere, der gider købe dem. Det er groft sagt, og der er heldgvis undtagelser til denne mekanisme. Jeg har tidligere skrevet om unika-økonomien i denne klumme.

Det, som Wu-Tang Clan synes at længes efter, er den aura der ligger i det unikke, som musikken for længst har mistet. For århundreder siden var unikke partiturer et samlerobjekt blandt aristokrater, og komponister som Josquin des Prez levede højt på denne samlerværdi. I dag har enhver middelklasseteenager adgang til al populær mainstream-musik (og tilmed en stor del uden for mainstream) via sin computer.

Det er et tveægget sværd. På den ene side er det unikke smukt og fascinerende i en verden, hvor musik er lettilgængeligt og kopiérbart. Man kan samtidig opfatte det som en kritik af den værdiløshed og dermed også det tankeløse forbrug, massekulturelle produkter havner i.

Wu-Tang Clan: Once Upon a Time in Shaolin, 2014. (Foto fra værkets hjemmeside)
Wu-Tang Clan: Once Upon a Time in Shaolin, 2014. (Foto fra værkets hjemmeside)

På den anden side: Når Wu-Tang Clan forsøger at skabe en aura om deres værk – en aura der forstærkes af sølvskrinet og hemmeligholdelsen af dets opbevaring – udelukker de det samtidig fra masserne. Det er meningen at kun ganske få, rige mennesker skal have adgang til musikken.  Så idet de bevæger sig væk fra det vulgære masseprodukt og fankulturen, begår de samtidig billedkunstens elitære synd: Eksklusivitet et overklasseprivilegium.

Massernes modtræk
Men nu er der kommet et interessant modtræk fra deres fans: De forsøger at crowdsource sig til at kunne byde over de rige samlere (se mere her). Hvis de er mange nok, kan de købe værket – og vil derefter kopiere det og distribuere det gratis. Wu-Tang Clans egne fans forøger altså at underminere hele konceptet og gøre albummet til en folkegave frem for et unikt samlerobjekt.

Der er p.t. meget langt til de fem millioner dollars, så det er yderst tvivlsomt om det vil lykkes, men en individuel køber vil jo have samme mulighed for at sprede værket – ligesom det naturligvis kan blive lækket eller stjålet. Kan vi alle om fem år høre dette værk eller er det én mands privilegium? Det er ikke uinteressant at følge denne kamp mellem massevare og unikt samlerobjekt.

Del artiklen

'Albummet som kunstværk'

Facebook