Moderne kunstnere har i så høj grad lykkedes med at invitere alle med til festen, at der ikke længere er noget at fejre.
Kendt tv-vært tog orlov og dyrker sin nye passion. Hun kalder sig kunstner. Man kan godt forstå hende. Det ser virkelig ud, som om hun hygger sig. Håret skødesløst sat op, et par lysestager på malerbordet og en dejlig palet. Trine Panum Kjeldsen fortæller i et klip på BT, at hun for at halvt år siden tog et års orlov for at koncentrere sig om at male. Hun har faktisk malet i mindst fem år.
I begyndelsen var hun meget inspireret af Poul Pava, for “det var virkelig hot at male Poul Pava, han var virkelig meget fremme på det der tidspunkt”.
Hun fortæller også om sin anden store inspiration, Leif Sylvester, for “han laver nogle sindssygt flotte billeder, han kan jo virkelig noget med farver”.
Og “det der med skrift på billeder er jo også rigtig sjovt” siger hun, og viser eksempler fra forskellige perioder i sin kunstneriske udvikling. Endelig konkluderer hun, at “man skal jo finde sin egen stil”. Hun fortæller glad, hvordan hun tilsidst fandt frem til en metode, hvor hun arbejder med lag-på-lag og også bruger kridt og tusch på lærredet.
Mod nye sejre
“Et typisk Trine-billede” er, med den selvlærte kunstmalers egne ord, “farver kombineret med andre materialer end akrylmaling”. Hun har åbnet eget galleri og sælger sine malerier for op til 20.000 kroner stykket.
Malerierne har titler som Min indre vulkan, Tæmmet vildskab og Mod nye sejre. Se nærmere her eller se det omtalte BT- klip her (04:09 minutter), hvor du også kan høre eks-tv-værtindens tips til, hvordan man bare skal give sig selv fri, så man kan komme igang med et helt nyt lærred.
Alle er kunstnere?
Moderne malere fra begyndelsen af 1900-tallet dyrkede det primitive. Det var en del af deres program, som handlede om at adskille sig fra den klassiske kunst, som virkede småborgelig. Nybrud kræver logisk nok afstand til det kendte.
Derfor samlede Europas tidlige moderne billedkunstnere på artefakter fra andre kulturer (Afrika, Oceanien samt Syd- og Nordamerika), hyldede børnetegningers umiddelbarhed og studerede billeder, som ikke anvendte perspektiv og de siden renæssancen fremelskede metoder for at opnå et så naturalistisk og realistisk udtryk som overhovedet muligt.
I deres egen praksis søgte kunstnerne at retablere en ubesværet tilgang til det at skabe. Samtidig arbejdede de for at opdrage offentligheden til at anerkende den kunstneriske værdi ved frembringelser, som på daværende tidspunkt vanligvis ikke kategoriseredes som havende kunstnerisk værdi. Kunstnerne udstillede eksemplevis egne værker ved siden af effekter, der af samtiden blev opfattet som værende ikke-kunst.
I Sydeuropa var Henri Matisse, Maurice Vlaminck og Pablo Picasso blandt de første til at dyrke primitivismen. I Nordeuropa var det blandt andre Emil Nolde, E.L. Kirchner og Max Pechstein.
Danske Cobramalere studerede i slutningen af 1930erne masker fra Oceanien, og i 1941 skrev Asger Jorn i Intime Banaliteter at “De, der søger at bekæmpe produktionen af trommesalsbilleder, er fjender af den bedste kunst i dag. Disse skovsøer i tusinde stuer med guldbrunt tapet, hører til kunstens dybeste inspirationer.” … “Kølnerdomen er en hul magisk skulptur med rent psykologisk formaal. Et ølglas er arkitektur.” … “Sandpapir og vat er ligesaa ædle og anvendelige udtryksmidler som oliefarve og marmor.”
Slam. Så kan de lære det. Alt kan være kunst også – og gerne – det banale.
For 73 år siden var det altså nødvendigt at fremhæve den frigjorte banalitet i opposition til den gældende gode smag. I dag kan det, som Jorn kaldte for frigjort banalitet, oversættes til utæmmet kreativitet. Denne form for utæmmet kreativitet har vi i så rigelige mængder, at der er fare for, at den mere bevidste og professionelle kunst fortrænges.
Modernisternes paradigmeskifte trænger til modspil: Hundrede år efter deres oprør er den herskende såkaldt gode smag ikke arrogant og støvet, den er altædende. Kunstnerne ville løse op for, hvad ordet kunst kunne dække over; dét lykkedes. Kunstnerne ville åbne op for, at alle, der skulle have lyst, skulle føle sig velkomne til at bidrage og lave kunst; også dét lykkedes.
At misforstå Beuys
Joseph Beuys satte en stor fed streg under hele denne affære, da han i 1967 erklærede Jeder Mensch ist ein Künstler. Man bør her hæfte sig ved, at Beuys’ udsagn knyttes til en teori om social plastik, hvor dette, at alle mennesker er kunstnere, handler om, at alle mennesker via kreative aktioner kan bidrage til fællesskabet og samfundsudviklingen. Aktuelt forekommer det desværre, at den utæmmede kreativitet, som så mange henfalder til, er så tilpas skødesløs og selvcentreret at det er en kreativitet, som kun er til gavn for den, som udfolder sig kreativt.
Det er sådan set meget dejligt, at kunstnere engang for cirka hundrede år siden besluttede sig for at invitere alle med til festen. Halløjsa, kunstnerne vil gerne have at alle kan være kunstnere, så skal man jo ikke holde sig tilbage. Er Trine Panum Kjeldsen da kunstner?
Nej. Hun er ikke kunstner, hun er kreativ. Hendes frembringelser er kunstneriske, men bliver dermed ikke kunst. Det tager år og dag – flid og slid og vedholdendhed – at opbygge en egentlig kunstnerisk praksis. Det er ikke sådan, at nogle mennesker er fødte kunstnere og har adgang til en guddommelig kilde af evig inspiration. Det er muligt, at nogle mennesker har medfødt anlæg for at tænke kreativt, arbejde med former, håndtere materialer og kommunikere i abstrakter. Men selv et sådant talent skal forløses, vedligeholdes og håndteres korrekt.
Hér kommer institutionen til sin ret. På Kunstakademiets Billedkunstskoler siger de, at “enhver kan lave ét godt kunstværk, men det er ikke enhver, der kan opretholde en kunstnerisk praksis” (rektor Mikkel Bogh interviewet af Synne Rifbjerg i Weekendavisen den 14. februar 2014).
Alle er kreative!
Kunstinstitutionen, begyndende med kunstakademierne, er direkte influerende på, om et kunstnerisk talent forløses, vedligeholdes og håndteres korrekt. Kunstneren er ikke kunstner, hvis ingen ser kunsten og anerkender den som værende værdifuld. Man bliver ikke forfatter af at skrive digte, hvis man lader dem ligge i skrivebordsskuffen. Den, som digter for sig selv, er kreativ og kunstnerisk, men ikke kunstner.
Lad os bare være flinke og sige, at Picasso, Jorn, Beuys og co. ville glæde sig over, at der anno 2014 findes så mange klatmalere og fiduskunstnere, fordi der her er tale om mennesker, som faktisk er kreative, udtrykker sig, sætter farver og former på deres følelser eller laver finurlige og nogle gange lødigt konceptuelle aktioner. Se bare DR Kunstklub, der inviterer hele landets befolkning til at være kreative, så det er en sand fryd. Men det giver ikke flere kunstnere.
Hobbykunstnere kan sagtens udløse forsideartikler skrevet af lokalavisens journalister. Men kom ikke her og kald dem kunstnere af den slags, der bliver anmeldt af professionelle kunstkritikere og får udstillinger på anerkendte kunstgallerier. Det er nu engang sådan, at for at være rigtig kunstner, så skal man optages af kunstinstitutionen (hermed ikke være sagt at man samtidig, af mange, betragtes som værende en god kunstner).
Kunstnertitlen er ingen beskyttet titel. Alle har ret til at kalde sig for kunstner. Alle har også ret til at kalde sig for ekspert eller konsulent. Omverdenen, herunder kunstinstitutionen, har til gengæld lov til at vurdere, om der er tale om en dygtig henholdsvis kunstner, ekspert eller konsulent. Som kunsthistoriker vil jeg påtage mig det ansvar at medvirke til at skelne mellem dem, som er kunstnere og dem, som er kunstneriske.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
