Kunst og sport

Kunst og sport

Laurent Perbos: Le plus long ballon du monde, 2003, der var en del af udstillingen KICK-OFF i Nikolaj Kunsthal i 2010. (Pressefoto fra udstillingen)

Besøgstal er efterhånden det eneste parameter, der for alvor tæller, når man vurderer kunstmuseernes succes. Alt for ensidigt fokuserer man på publikum, og indholdet er ikke længere så væsentligt. Men hvor længe kan man fortsætte ad den vej, og hvor mange skal der ind på museerne, før man har nået målet for kunstens udbredelse?

Enhver kulturminister med respekt for sig selv er bekymret for om kunsten når ud til folket. Flere af de seneste kulturministre har da også foretaget de sædvanlige undersøgelser af fænomenet (og vi skal ikke så langt tilbage i tiden, for på fem år mellem 2008 og 2012 havde vi fem forskellige kulturministre).

Under Uffe Elbæk kom undersøgelsen Danskernes Kulturvaner 2012, og Carina Christensen, som mange sikkert har glemt, huskes måske alligevel for hendes udtalelser om, at kunsten skulle ud og møde befolkningen i indkøbscentrene som løsning på det problem, at alt for lille en del af befolkningen årligt besøger et kunstmuseum.

Kunstmuseer vs. superliga
Ifølge Kulturministeriets undersøgelse fra 2012 har mellem 35% og 41% af danskerne besøgt et kunstmuseum/udstilling minimum en gang årligt i perioden fra 2004-2012. Men er 35% egentlig et bekymrende problem? 35-40% er vel udtryk for en rimelig stor og frodig subkultur.

I samme undersøgelse fra 2012 er kunstmuseer placeret i et særligt diagram som meget elitære, og sport, eksempelvis fodbold, er placeret som folkelig. At det forholder sig sådan, er den gængse forestilling som deles af de fleste. Men faktisk var der i 2012 ifølge Danmarks Statistik 3,44 mill besøgende på de danske kunstmuseer og kun 1,33 mill tilskuere til Superligafodbold. Der er altså over 2 mill flere eller to en halv gang så mange, der går på kunstmuseum som til Superligafodbold!

Nu skal man være temmelig varsom med statistik, og man kan sige at Superligaen kun er toppen af isbjerget, for der vises fodbold mange andre steder, fx i de andre divisioner og serier, og ikke mindst på tv. Men tilsvarende er der også kunst på gallerier, på arbejdspladsen, i det offentlige rum og ikke mindst i kunstbøger, som idag er en omfattende, global industri.

Sportens ubekymrede elite
Det er ikke min hensigt med disse måske overraskende opgørelser at påstå, at kunst i virkeligheden er mere folkelig end sport. Jeg ønsker blot at tilføre lidt kompleksitet til en ellers ensidig forestilling om, at kunsten for enhver pris behøver at komme mere ud til folket.

For kunst opfattes generelt som noget, der kræver særlige forudsætninger og derfor kun taler til en særlig del af befolkningen, mens sport anses som noget, der helt umiddelbart kan forstås og opleves af enhver.

Det første betragtes som et problem, og kunsten bør derfor tvinges til at udbredes og folkeliggøres i videst muligt omfang, mens det andet ses som en fordel, og sporten kan opføre sig så elitært den vil, uden at nogen bekymrer sig.

Smagsdommere og eksperter
Mediernes formidling af kunst og sport rummer også denne modstilling. Især på tv, hvor man i kunstudsendelser generelt er omhyggelig med at forklare selv de mest almindelige begreber, når de introduceres. Man taler helst til den forudsætningsløse seer, uagtet at udsendelserne gerne sendes på hemmelige kanaler på sene tidspunkter, hvor kun særligt indviede åbner for det.

Smagsdommernes vært Adrian Hughes har gentagne gange koketteret med, at han ikke forstår samtidskunst (hvilket udlægges som en særlig kvalifikation for en vært i et kunstprogram), og i samme program kan man ofte støde på en situation, hvor fx. en musiker kan fastslå at han aldrig går i teatret, og faktisk ikke bryder sig om teater, hvorefter han uden vaklen fremsætter sin uforbeholdne og kategoriske bedømmelse af et bestemt teaterstykke.

Helt omvendt forholder det sig i sportsudsendelser, hvor man taler indforstået under forudsætning af at seerne er bekendt med regler, resultater, klubskifter osv. Man vil næppe opleve en kommentator indlede en fodboldkamp med at erklære, at han ikke forstår fodbold, og det er utænkeligt at man i halvlegspausen lader en golfspiller, en kuglestøder og en sportsdanser analysere fodboldkampen. I sportsudsendelserne celebrerer man eksperter i massevis, og man opfører sig lige så elitært man vil, selv om udsendelserne gerne vises på tidspunkter, hvor alle og enhver uforvarende kan komme til at stille ind på dem.

I monopolets dage
Der er selvfølgelig undtagelser, og man kan måske nævne DR Ks Kunstquiz, der, på trods af værtens dilettantiske selviscenesættelser, tillader kunsteksperterne at udfolde sig.Men her taler man mest om historisk kunst, og formatet er et remake af Arnoldis udsendelse fra 80’erne, som igen er hentet fra den fremragende internordiske musikquiz Kontrapunkt, hvor knastørre men karismatiske eksperter på et højt niveau gættede musik.

Det var tilbage i monopolets dage, hvor den slags godt kunne gøres underholdende uden tivolisering.

En falsk modsætning
Det er for så vidt udmærket at kunsten gøres tilgængelig for så mange som muligt, men problematisk, hvis man undervurderer publikum og serverer kunsten i en lettere fordøjet tilstand, eller pakker den ind i velmenende, fordummende formidling. Man kunne ønske at kunsten i højere grad fik lov til at være sig selv, og udfolde det, den nu er bedst til, og at den ikke altid behøver forklaring. Man kunne ønske at kunsten kunne sætte overliggeren ligeså højt som sport for at opnå det bedste. Hvorfor bliver der for kunstens vedkommende opbygget en falsk modsætning mellem det folkelige og det bedste?

Når Statens Kunstfond støtter den samme forfatter tre år i træk er det nepotisme, når Team Danmark støtter den samme tennisspiller tre år i træk er det talentudvikling.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsorden.

Tag til debat:
POLEMIK #2: Sprog – kunstens esperanto
Torsdag d. 3. april kl. 17.00-19.00Empty
OVERGADEN – institut for samtidskunst
Overgaden Neden Vandet 17
DK-1414 København K
www.overgaden.org

Om arrangementet:
POLEMIK er en serie af offentlige debatter arrangeret af Overgaden, som i løbet af foråret sætter fokus på en række spørgsmål og problematikker, som er aktuelle for de danske kunstinstitutioner, der har samtidskunsten i fokus.

Denne aften undersøges sproget og formidlingen i kunstverdenen. I løbet af debatten spørger vi eksempelvis til, hvorvidt kunstinstitutionerne sænker niveauet ved at gøre sproget mere tilgængeligt? Og om publikum har et ansvar for at lære sig den kunstfaglige retorik, hvis de vil tæt på samtidskunsten?

Vær med, når Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfond, Kirse Junge-Stevnsborg, formand for Foreningen af Kunsthaller i Danmark, Berit Anne Larsen, formidlingschef på Statens Museum for Kunst, Christina Pontoppidan, retoriker og ekstern lektor ved CBS, og Matthias Hvass Borello, redaktør på kunsten.nu, giver deres perspektiver på kunstsproget.

Del artiklen

'Kunst og sport'

Facebook