“Vores designs er et portræt af Brasilien”

Huberto Campana tager sammen med sin nydeligt klædte assistent imod i den ene af de to udstillingssale, som Antibodies spænder over. Han er en venlig, gråsprængt mand i en pæn, sort velourblazer, som fortæller velovervejet om sit arbejde.

Det er svært at forestille sig, at samme mand i samarbejde med sin bror står bag de teatralske og næsten manierede møbler, der omgiver os:

En reol med ‘hår’, en stol af metal fra den ubehageligt klingende serie Uncomfortables og en sofa flettet af store pølser af fed, limegrøn velour.

I den anden sal findes bl.a. en stol flikket sammen af små træstykker på samme måde, som skurene bygges i slummen i Sao Paulo, en skål bygget af dukkelemmer og en lampe af anti-skridmåtter – dem, man lægger under tæppet på gulvet – men tag ikke fejl:

Bag de utraditionelle og usnobbede materialer gemmer sig høje priser, international berømmelse og fast plads i samlingen på MoMA, hvor bl.a. anti-skridmåttelampen med navnet Estela indgår.

Forskellige universer mødes
Med tanke på Trapholts anden aktuelle særudstilling Børge Mogensen 100 år, som fokuserer på funktionalitet og rene, skandinaviske linjer, kunne kontrasten næsten ikke være større – men den store spændvidde mellem udstillingerne på Trapholt ligger faktisk meget godt i tråd med brødrenes egen tilgang til design:

“Jeg kan godt lide konfrontationen mellem forskellige universer, siger Campana, da han bliver spurgt om, hvordan det er at udstille samtidig den beherskede dansker.

“Det ene univers er meget rationelt, og det andet er meget emotionelt og intuitivt og flydende. Jeg kommer fra et land, som er nærmest den totale modsætning til Danmark.

Vi har en fusion af racer og er en smeltedigel af forskellige kulturer – jeg tror, at globaliseringen startede for 500 år siden i Brasislen, og at vi bærer de elementer i vores DNA. Hvordan skulle man så kunne lave noget ‘rent’ og rationelt? Vi er mere organiske og intuitive – endda barokke nogle gange.”

De mange forskellige kulturer, som er fusioneret i Brasilien, rummer indslag fra hele verden og afspejler både den oprindelige indianske befolkning, samt tilrejsende europæere, afrikanere og asiater.

Samme bredde ses i Campana-brødrenes udtryk, som på trods af det vilde bohave, der omgiver os, også har haft hvad Campana selv betegner som en “modernistisk periode”, som kan ses i den anden udstillingssal. De arbejder dermed med et meget varieret udtryk, der favner alle kulturerne i Brasilien, fortæller Campana, og som samlet danner “et portræt” af landet.

Campana ønsker dermed at skabe et billede af det moderne og mangfoldige Brasilien i modsætning til tiden under militærdiktaturet fra 1964-1985:

“Alt, der kom fra udlandet – Europa og USA – blev anset for at være godt”, siger Campana. “Jeg har altid ønsket at fremvise mit land på en anden måde.”

Brødrene har bl.a. hentet inspiration i den Sao Paulo-baserede italienske arkitekt Lina Bo Bardis arbejde: “Jeg ønskede at se landet med hendes øjne,” fortæller Campana. “Hun gjorde det folkelige nobelt.”

Hvad vil du gerne laves om til?
Portrætligheden opstår dog ikke kun på baggrund af kulturelle indtryk, men i mindst lige så høj grad via konkrete møder med materialer fra Brasiliens hverdagsliv. Campana betegner sig selv og broderen som en slags “alkymister”, der kan “lave værdiløse materialer om til diamanter.”  

Arbejdet foregår i en åben proces, der ofte starter med tilfældigheder. Eksempelvis opstod den opsigtsvækkende stol Banquete, som er opbygget af tøjdyr som løver, delfiner, hunde, krokodiller mv., da en råbende gadesælger gik forbi Campana-brødrenes ateliervinduer med sit lager af blødt legetøj.

Andre eksempler er den kommercielle succes stolen Vermelha, som består af flere hundrede meter rødt reb og lænestolen fra den “modernistiske periode”, Cone, som findes i samlingen på MoMA – og som oprindelig var tænkt som en frugtskål.

“Mine øjne fokuserer på materialer. Det er materialet, der giver den endelige form, og som fortæller, hvad det gerne vil transformeres om til.”

Samarbejder med kunsthåndværkere
Udforskningen foregår ofte i samarbejde mellem forskellige kunsthåndværkere, hvor materialets grænser prøves af. Det kan være en hård proces, hvor der kræves gode samarbejdsevner, og hvor man kan blive “helt lost i processen” og ikke vide, hvor man vil hen, fortæller Campana.

Samarbejderne er igen et eksempel på, hvordan forskellighed og mangfoldighed er en af hjørnestenene i brødrenes arbejde.

De er eksempelvis resulteret i lamper lavet af rester fra produktionen af murano-glas i Italien og en række “hybrider”, hvor helt profane plastikstole er vokset sammen med naturmaterialer som flet og krystaller.

Beskueren laver selv budskabet
Materialeteksperimentets prominente status betyder også, at det at læse konkrete budskaber eller kritik ind i Campanabrødrenes arbejder kan være at tage munden for fuld – selvom det er fristende.

Camapana afviser eksempelvis, at der skulle være mere end materialeudforskning i Favela-stolen af små træstykker, som de har fundet inspiration til i slummen i Sao Paulo: “Der er ingen intention om at lave et budskab. Budskabet er underordnet stolen,” siger han.

Derfor ser han heller ikke noget paradoks i, at ‘slumstolen’ sælges til den nette sum af 26.000 kr og understreger: “Det tager tid at transformere noget banalt om til noget værdifuldt – det gør idéerne også.”

Mødet mellem slummen og luksusmøblet tilføjer dermed endnu en dimension til det brasilianske karneval af mangfoldighed, som Campana-brødrenes arbejder afbilder i en hvirvel af design og håndværk, kommercielle produkter og udfordrende genstande – og forskellige kulturer og materialer.

På vej ud runder kunsten.nus udsendte Børge Mogensen-udstillingen med de enkle, funktionelle og folkekære møbler. Selvom Campana-brødrene har haft deres “modernistiske” periode, forundres man alligevel over, hvor forskelligt to nationer med deres historiske baggrunde kan formgive de samme genstande.