I det tyvende århundrede handlede utopierne om at undslippe planeten. Idag handler vores utopi om at vende tilbage til Jorden. Utopi betyder som bekendt et 'ikke-eksisterende sted'. Så hvor befinder vi os egentlig, hvis Jorden er blevet den nye utopi?
3D Filmen Gravity blev årets store Oscarvinder. Filmen er unægteligt et visuelt mesterværk, men den skuffer traurigt med en triviel psykologisk fortælling. Og dog er der noget mere og noget andet til Gravity. For måske er det alligevel en form for ny fortælling, der placerer os i Rummets ubeboelighed og fra dette perspektiv præsenterer tilbagekomsten til Jorden som utopiens målsætning?
Der medvirker kun to skuespillere (Sandra Bullock og George Clooney) i Gravity. Det betyder dog ikke at filmen har været billig at lave. Budgettet på filmen var på 105 millioner dollars. Til sammenligning hermed er budgettet for den igangværende indiske marsmission på kun 73 millioner dollars.
Hollywood bruger altså flere penge på at producere en film, der indledes med sætningen ”LIFE IN SPACE IS IMPOSSIBLE” end de indiske ingengiører bruger på at sende en raket hele vejen til Mars med henblik på at undersøge betingelserne for liv hinsides vores egen planet.
På vej op eller på vej ned?
Det indiske Mars-program lanceres med grandiøse slogans som ”KNOW THY NEIGHBOUR”.
Det leder tankerne hen på astronomen Carl Sagan, der i 80’er tv-serien Cosmos udtrykte sin dybe påskønnelse ved opdagelsen af selv den mindste bakterie udenfor Jorden.
En sådan opdagelse ville med ét ‘deprovincialize biology’, som Sagan udtrykte det. I det hele taget leder præsentationen af det indiske Mars-program tankerne hen på tidligere tiders amerikansk rumfarts-optimisme og forestillinger om grænseløs kolonialisering.
Fælt ironisk er det derfor, at finansieringen af Indiens spæde skridt ud i en kolonialisering af Rummet er muliggjort af ulandsbistand fra den tidligere kolonimagt. Briterne raser i forargelse: hvorfor give milliarder i bistand til et land, der sender raketter til Mars?
Men tilbage til Gravity. For er det i grunden ikke mærkværdigt at Hollywood, der tidligere har givet os episk storslåede rum-film som 2001 – A space odessey, Star Wars og Alien, nu laver en decideret anti-rum film, der ‘bare’ handler om at komme ned på Jorden? Og kan hjemkomsten til Jorden overhovedet udgøre en bæredygtig utopi?
Undvigelseshastighed
Bruno Latour har i et foredrag omtalt moderniteten som ‘an attempt to escape the planet’ (Bruno Latour – The Anthropocene and the Destruction of the Image of the Globe).
For billedkunstens vedkommende starter dette ‘take-off’ fra jordperspektivet måske med impressionisterne og deres forsøg på at opløse motivet i rene lysvirkninger. Lys interagerer med stof, men lysets fotoner er uden masse. Vægtløsheden bliver til et motiv i sig selv. Fra impressionisme videre til pointilisme, kubisme, futurisme og suprematisme. På ingen tid udvikles et radikalt ‘spaced out’ og utopisk billedrum befriet for den op-ned-orientering, som jordens tyngdefelt og vores oprejste gang udstyrer os med.
Mest klart ses denne principielle afvikling af jordperspektivet måske hos Mondrian, der pludselig stopper med at male stammen på træet. Han maler kun trækronen, der fremstår mere og mere som en kosmisk sfære ude i Rummet.
I arkitekturen kulminerer udviklingen med Constants ‘New Babylon’ arkitektur, der er hævet på piller langt over jorden og Archigrams gående bygninger, der vandrer omkring som rastløse nomader. Men hvorom alting er, så lykkedes det hverken for den utopiske kunst eller for den kapitalistiske økonomi, at opnå den nødvendige ‘escape velocity’, der kræves for at undslippe Jordperspektivet. Gravity handler ligesom ‘new materialism’ om vores kulturs forsøg på at lave et ‘re-entry’ til jorden.
Sort Økologi
Men hvilken ‘Jord’ er det vores kulturelle forestillingsverden egentlig er landet på, efter det finansielle system crashede og 00’ernes demokrati-ideologiske krigseventyr endegyldigt tabte pusten og mavelandede formumlet og forvirret i en mudret pragmatisk virkelighed?
I Gravity lander Dr. Ryan Stone i en sø, hvor hun klæder sig (næsten) nøgen. Dernæst svømmer hun i land, finder hånd og -fodfæste i strandkanten, kravler videre op på stranden og rejser sig endeligt triumferende op og viser os mennesket i sin rette oprejste form.
Den ‘naturlige’ orden er genetableret. Jord under fødderne og himmel over hovedet.
Dén slutning er selvfølgelig i al sin perverse naivitet lidt vanskeligt at lande i fordøjelsessystemet. Men lad os endelig få det bedste ud af ambitionen om en mere jordnær utopi på den anden side og samtidens intense optagethed af spiritualitet på den anden side. Men befri os samtidig fra sjælens hjemkomstfortællinger og forestillinger om jomfruelig grund under fødderne. Sjælen har ikke noget at komme hjem til og Moder Gaia er blevet ‘gang-banged’ så længe vi kan huske. Og nu er hun så nedkommet med vort fælles afkom: en mørk og monstrøs økologi.
Det er dén, der skraber os under fødderne og er kemisk aktiv over vores hoveder. Det er dén, der vil kneppe vores økonomier i knæ. Det er dén, der fører hånden, når den humane udrensning sætter igennem i en nådesløs blind sadisme uden anden afsender end vores egne handlinger.
Naturens farve er ikke længere grøn og måske har den aldrig været det. Den er sort som det canadiske tjæresand, sort som skifer-olie og sort som Rummets uoplyste dybder. Sort som Freeman Dysons forestilling om et øko-system lavet af sorte silicium-planter. Og sort som den partikelforurening vi skal være en lille smule taknemmelige for, da den har en afkølende virkning på planeten. Eller måske er naturens farve ultra-violet, måske det er termisk stråling set igennem et måleapparat? Kan vi se en sort omstilling for os? En ultraviolet?
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
