Jorn: den politiske billedskaber

“Folk må selv drage deres konklusioner eller lade være som det nu passer dem.” Citatet stammer fra Asger Jorn og er et af de mange, der pryder væggene på SMK’s retrospektive udstilling om Jorn. I Danmark har tidligere Jorn-udstillinger primært fokuseret på hans ekspressive malerier og hans medlemskab af den internationale kunstnergruppe Cobra,
men SMK vil i anledning af hans 100-års fødselsdag give et bredere og mere nuanceret billede af hans kunstneriske praksis, og det lykkedes formidabelt.

Læs baggrundsartikel Nu skal Jorn ud af malerskabet

For eksempel viser de, at Jorn også var en flittig skribent, der forfattede både debatartikler og udgav tidskrifter og bøger.

Og at hans kunstneriske projekt var gennemsyret af et samfundspolitisk engagement, der både orienterede sig imod storpolitiske konflikter og
den enkeltes ret og mulighed for at synes, hvad man vil om et billede. Den gode smag og borgerlige foragt for pynt og nips havde han ikke meget tilovers for.

Billeder er politiske
Udstillingen er bygget op over to centrale spor: Jorns billedskabende eksperimenter og hans samfundspolitiske engagement.

De to spor er dog intimt forbundet i hele hans virke. Således er hans malerier aldrig blot subjektive aftryk af hans sind, sådan som ekspressive malerier typisk bliver fortolket, men udtryk for Jorns fortolkning af samtidens politiske situation eller i dialog med hans kærlighed til den folkelige kultur.

Jorn og situationismen
Samtidig opgiver han aldrig maleriet og billedet som mange af sine kollegaer i den internationale gruppe af situationister gør i 1960’erne. Netop Jorns medlemskab af denne politiske orienterede kunstnergruppe er vigtigt for et nutidigt blik på hans arbejde, fordi
situationisterne og særligt lederen Guy Debords kritik af det kapitaliske skuespilsamfund er blevet mere og mere toneangivende for den efterfølgende avantgardekunst.

Men hvor Debord nærede en udbredt skepsis overfor billedkunstens mulighed for at modsætte sig kapitalismens blændværk, insisterede Asger Jorn på billedets potentialer i denne kamp.

Fra et nutidigt blik kan det virke paradoksalt, at Jorn både fortsætter med at male spontane, ekspressive malerier og samtidig med foragt afviser en stor pengepris fra Guggenheim for de samme malerier.

At han både lægger store kræfter i at skabe sit svar på Picassos krigskritiske maleri Guernica med det enorme værk Stalingrad og samtidig i bedste Duchamp-stil tegner sarkastiske overskæg på fortidens fine portrætter. Jorn kaldte det modifikationer. Men for Jorn er der ikke noget problem med at tænke kunst og politik sammen eller forene den personlige ekspressivitet med en samfundskritik.

Samarbejde skaber suveræn udstilling
Asger Jorn – Rastløs Rebel er tydeligvis resultatet af et stort forskningsmæssigt forarbejde og samtidig et velfungerende samarbejde, både mellem SMK og Museum Jorn i Silkeborg og imellem SMK’s forskellige afdelinger.

Det er nemlig ikke kun det kunstfaglige, som kommer til orde på udstillingen. Også udstillingens scenografi er flot gennemtænkt og hjælper til med at fortælle historien om Jorn ved for eksempel at trække på Cobra-gruppens eksperimenterende udstillingsstrategier og ved at veksle imellem åbne og komplekse rum alt efter, hvad der virker for Jorns specifikke værker og projekter.

Mange spor i udstillingen
Som publikum skal man være forberedt på, at der fra starten kastes mange tråde ud for at præsentere det komplekse billede af Jorn. Men det krystalliserer sig efterfølgende, når man føres igennem besættelses-tiden, Cobra-tiden, eksperimenterne med folkelig keramik og vildtvoksende arkitektur i Jorns residens i den italienske by Albisola, det situationistiske samspil, Stalingrad og sidst hans store bogprojekt om den nordiske billedkultur.

Der veksles fint mellem formidlingsformerne – tekster, audio-fortællinger og interaktive indslag – og det giver mulighed for at forfølge forskellige veje igennem udstillingen. For dem, som foretrækker Jorns mere åbenlyse samfundskritiske eksperimenter, vil der nok være alt for mange ekspressive malerier og i den optik er en monografisk præsentation også i sig selv lidt for traditionel. Men det er åbenlyst, at Jorn ikke selv skelnede derimellem, og selv om han indgik i mange samarbejdsprojekter, så arbejdede han samtidig som en ener.

En ener gennem samarbejder
I forhold til dansk kunst i det hele taget, og i stigende grad i international optik, er Jorn også en ener i den betydning, at der ikke er mange andre af hans kaliber i det 20. århundrede.

At det så også skyldes de mange samarbejder han indgik i, er selvfølgelig en del af forklaringen. Også af den grund giver det fint mening, at man har lavet en slags arbejdsdeling imellem SMK og Museum Jorn, hvor SMK vægter eneren, mens Museum Jorn samtidig præsenterer Jorns mange samarbejder.

Læs anmeldelse af Expo Jorn – Kunst er fest på Museum Jorn