Solisten der forsvandt

Fællesskabet er en konstruktion, som bygger på en række skrevne og/eller uskrevne vedtagelser, love og normer. At blive en del af et givent fællesskab er derfor ofte et kompromis, som kan afstedkomme stor ambivalens, fordi tabet af individualitet i gruppen altid er forbundet med konfliktfyldte følelser.

Individuel identitet under pres
Daniel Svarre undersøger i sin soloudstilling på Kunsthal Nord, hvordan den individuelle identitet sættes under pres i samfund og grupper med tendens til at favorisere lighed og ensretning. Værkerne belyser den udfordring, det er for individet, at balancere mellem behovet for at høre til og behovet for at manifestere sin egen unikke virkelighed.

I alle menneskeskabte samfund fejres fællesskabet, og derfor er vores drift mod gruppens inkluderende gestus så stærk. I gruppen kan vi kan imidlertid føle os ydmygede eller umyndiggjorte alene af den grund, at fællesskabets love undertrykker vitale sider af vores identitet, og på den facon begrænser vores handlemuligheder og livsudfoldelse.

Tavs overvågning
I rækker på væggene hænger en mængde ’Uniformer’ – flaglignende tekstilværker – i ensartede størrelser og i et enkelt design med lodrette striber, der varieres farvemæssigt og taktilt. Uniformerne ligner flag eller ordener og indskriver sig i kategorien for symbolsk heraldik, som vi kender fra militæret, logoer og alle former for gruppedannelser med en rituel orkestrering. Uniformerne repræsenterer samfundets forskellige ’klaner’ og de tilfører på én gang en historisk og en nutidig autoritet, når de tavst, men tydeligt omringer eller overvåger udstillingsrummet.

Det er et udpræget maskulint set up, og Daniel Svarre opnår en stærk symbolsk effekt, når naturalisme blandes med surrealisme: På gulvet foran uniformerne findes en gruppe knælende mænd i ens jeans og blå hoodies. De er en hovedløs og fastlåst krop – bøjende sig som i en fælles underkastende gestus til ære for (eller af frygt for) en usynlig (afstraffende) autoritet.

Frygten for eksklusion, straf og tilintetgørelse er en stærk indre agent, som kan fastholde os i fællesskaber, der tvinger os til at give afkald på individuelle karaktertræk og handlemønstre. På den facon kan inklusionens pris være, at vi må undertrykke, hvem vi i virkeligheden er, og at vi derved også fratages muligheden for at udvikle væsentlige sider af vores karakter.

Udhulet fælleskab
En svævende skulptur, hvor hovedløse mænd i ens tøj, uden jordforbindelse og skulder ved skulder slutter fælles ring med ryggene som skjolde mod omverden, belyser dette: Mændene skjuler med deres kroppe et stort tomt indre rum, og sammen med hovedløsheden og den manglende jordforbindelse er denne tavse gruppe af skulderklappende ens indvider en stærk og kritisk kommentar til den latente udhulning af fællesskabets indhold: det punkt, hvorfra det ikke længere tjener andet formål end at adskille dets medlemmer fra omverden. Over den fælles krop hersker da kun dialektikken mellem magt og underkastelse, sådan som vi ser det i paramilitære, religiøse og kriminelle fællesskaber.

En hovedløs og fastlåst krop
I Daniel Svarres fortolkning er individet, når det står alene, også under pres. Det viser han med tre naturalistiske mandeskulpturer, hvor en person gradvist er ved at forsvinde ind i væggen. Et sted er han trængt op i et hjørne, og som strudsen har han stukket hovedet helt ind i væggen, som ville han gemme sig fra en forfølger eller beskytte sig mod et gennemborende blik. Hovedløsheden understreger her mandens desperation og tilfører situationen en urovækkende karakter.

I skjul for forhøret
Et andet sted ser vi kun benene på en siddende person. Torsoen og hovedet er forsvundet ind i væggen, mens en forvokset sort lampe lurer inkvisitorisk ved hans side. Individet synes at trække sig væk fra lyset, og den forhørsagtige situation taler om problemet med at stå alene, at være udpeget og sat under lup.

Der findes fire af disse modificerede og mandshøje lamper i udstillingen. De er alle klassiske designikoner, og derved holder de en indiskutabel standard og autoritet, som gør dem i stand til at bidrage som tavse ’anklagere’, der ved deres blotte tilstedeværelse sætter individet under lup. Ved at ændre lampernes størrelse, og ved at indsætte sorte elpærer i fatningerne, viser Daniel Svarre, hvordan noget, som i udgangspunktet var oplyst og frisættende, i takt med dets akkumulerende merværdi og eksklusivitet, langsomt vokser sig stort, mørkt og undertrykkende.

Undercover unik
Individet, hos Daniel Svarre, er et menneske uden synlig symbolsk kulturel kapital. Det er den anonyme unge mand, som søger fællesskabet for at finde beskyttelse og sammenhold på den en side. På den anden side den lige så anonyme solomand, der kæmper for sin ret til at være enestående, og derfor må skjule dele af sin identitet for ikke at påkalde sig mistænkeliggørelse og dermed risikere eksklusion og fortræd.

Outsiderens status
Begge positioner taler om magtanvendelse i forbindelse med normbrud og den latente voldstrussel, som lurer under overfladen. Spørgsmålet er, om det i dag med terrorlovgivning – og efter Breiviksagen og wikileakshistorien – er blevet mere suspekt og dermed direkte farligt at stå alene. Er outsideren automatisk mistænkelig, og er vores samfund nu mere fjendtligt indstillet overfor anderledeshed, end det var for blot 10 år siden?

Konfronterende klimaks
Daniel Svarre giver ingen entydige svar, men magt og afmagt positionerne undersøges, og udstillingens konfronterende klimaks er der, hvor beskueren fanges i billygternes penetrerende hvide lys.

Udstillingen betjener sig af en stringent installatorisk form-økonomi med noter fra popkunst, surrealisme og minimalisme. Der skabes en undersøgende og spændingsfyldt scene, hvorpå beskueren kan reflektere over sine egen strategi i forhold til de tydelige og mere subtile ekskluderende og inkluderende mekanismer, som findes på alle niveauer i samfundet. Problemet synes at være, at ingen position er mulig uden grader af underkastelse og tvang.

Spørgsmålet er da, hvad vi hver især giver afkald på for retten til at være sammen og til at stå alene?