Hvorfor er det åbenbart vanskeligt at fastlægge, hvad der er kunstnerisk kvalitet? Eller så vanskeligt at finde fælles kriterier for, hvad der bestemmer kunstnerisk kvalitet?
Da Jens Erik Sørensen, den nu afgåede direktør for ARoS, åbnede sin sidste udstilling med Dronningen og prinsgemalen udtalte han, at det ikke var op til ham at bestemme, hvorvidt der var tale om god kunst eller ej, det måtte publikum selv afgøre!
Det mest bemærkelsesværdige ligger ikke så meget i udtalelsen, der selvfølgelig var en undvigemanøvre og en ansvarsforflygtigelse i samme størrelsesorden, som hvis DSBs generaldirektør ikke længere sørgede for at togene gik til tiden, men overlod det til passagererne selv at tage sig af det! Alene ved at vælge den til sit museum, har museumsdirektøren selvfølgelig anerkendt den royale kunst som høj kunstnerisk kvalitet.
Det mest bemærkelsesværdige ligger i at han slipper af sted med at komme med en sådan udtalelse, altså at stort set ingen protesterer. For der hersker øjensynlig en konsensus om, at der ikke kan opstilles objektive kriterier for kunstnerisk kvalitet, at eksperterne ikke har mere at sige end lægfolket, hvis vurdering kan være lige så god som hvilken som helst anden. I hvert fald hvis vi taler om billedkunst.
Ekspertens accept af amatøren
Hvordan er det kommet så vidt? Eksemplet er ikke enestående, særligt ikke hvis man kigger på en anden variant af fænomenet, nemlig kunsteksperternes åbenlyse anerkendelse af klichefyldt amatørkunst som kunst høj kvalitet. Statens Museum for Kunsts blåstempling af Bob Dylans aftenskole-Matisse-malerier er et godt eksempel, svarende til den museale opgraderingen af Dronningens sværmeriske amatør-skilderier.
I Dronningens tilfælde er det endda særligt sympatisk at hun vælger at interessere sig for kunst fremfor militærparader eller tilsvarende. Deres frembringelser kan i visse tilfælde være begavede amatørforsøg, men ingen af disse frembringelser er af en kunstnerisk kvalitet, som berettiger at de kommer på kunstmuseum.
Man kan sige, at det selvfølgelig er en konsekvens af oplevelsesøkonomiens eventfokusering at kunstinstitutionerne spekulerer i celebrity, men når de slipper så nemt af sted med det, skyldes det måske nogle særlige omstændigheder ved samtidsbilledkunsten.
Billedkunsten er anderledes
Alle de klassiske kunstarter har været igennem en lang modernisme med formeksperimenter og avantgardistiske udskejelser. Musikken har haft sine støj- og tolvtone-kompositioner, teatret sine ballet-mekaniske og absurde forestillinger, litteraturen sin konkrete poesi osv.
Når vi kommer til billedkunsten er mønstret det samme med infantil ekspressionisme og formalistisk autonomi, hvor al figuration er udeladt. Men udfaldet af udskejelserne er anderledes i billedkunsten end i de andre kunstarter: For hvor grænseoverskridelserne i de andre kunstarter er forblevet eksperimenter og subkultur, er de i billedkunsten endt som mainstream udført af flertallet af eftertidens kunstnere. Udskejelserne er ikke længere undtagelsen, men normen.
Det kan der være flere gode forklaringer på, bl.a. at malerkunsten med opfindelsen af fotografiet midt i 1800-tallet blev frisat fra figurationen, og dermed kunne hellige sig rene formeksperimenter.
Nutidens mainstreambilledkunst er derfor længere fra sit klassiske udgangspunkt og sine traditionelle dyder end de andre kunstarter, hvor gængs grammatik og sprog stadig er det bærende i mainstreamlitteraturen, og harmoni og rytmik stadig præger populærmusikken. I mainstreambilledkunsten florerer modernismens og avantgardens efterhånden udvandede forestillinger om infantil ekspressionisme og grænseoverskridende handlinger i stor stil, Tal R og Hornsleth er gode eksempler.
Vild med Maleri
Når der er færre faste regler med krav til figuration, håndværk, medieforståelse osv., bliver kunstkritikken vanskeligere, lægmænd og eksperter har ikke længere et fælles udgangspunkt at bedømme udfra, og alle kan mene hvad de vil, når nu kunstneren kan lave, hvad han vil.
Den vigtigste forudsætning for kunstnerisk ekspertise i dag er at se så meget kunst som muligt og besidde et stort erfaringsgrundlag, når der skal vurderes. Denne situation bliver selvfølgelig udnyttet i den herskende oplevelsesøkonomi, hvor visse kulturinstitutioner ikke skyr nogen midler for at fange publikums opmærksomhed.
Når kvalitetsvurderingen af billedkunst suspenderes af de højeste autoriteter på landets kunstmuseer uden at vi protesterer, så sker det måske fordi, vi generelt har mistet evnen til at se på kunst og umiddelbart afgøre, om den klinger rent eller falsk. Hvis man er i tvivl om sandsynligheden af denne påstand, så tænk et øjeblik på den omvendte situation: Hvornår har man sidst hørt om en celebrity-billedkunster, der med sin sang-hobby har fået engagement på et stort, etableret koncerthus? Nej, for det ville helt sikkert lyde falsk, alle ville kunne høre det!
Alle kunne samstemmende afgøre at Allan Simonsen var et fjols på et dansegulv, da han deltog i Vild med Dans, men havde det nu været Vild med Maleri, et det tvivlsomt, om vi ville være ligeså enstemmige i vores dom.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsorden.
