Mere lys!

Mere lys!

Hilden & Diaz: City on Fire, Sankt Katharinenkirche, 2008 (copyright Hilden & Diaz)

Nogle gange er der så meget lys, at man ingenting ser. Nogle gange er der så mange billeder, at selv de gode forsvinder i mængden.

Sætningen “jeg var i Paris i weekenden og så Louvre” giver ikke mening. Man kan ikke se Louvre. Louvre er med over sine over 35.000 udstillede effekter et af verdens største kunstmuseer. Læg dertil, hvad der rummer sig i den arkiverede del af museets samling. Ingen har nogensinde set alt.

En hurtig hovedregning over samlingen i SMK (Statens Museum for Kunst), viser, at det ville tage over ét år og én måned uden et eneste sekunds pause, hvis man skulle bruge bare to minutter på hvert kunstværk i samlingen. Ingen har nogensinde set alt, ingen kommer nogensinde til at have set alt.

Fra overflade til betydning
Man kan indvende, at et kunstværk tager tid, så et billedkunstværk typisk kræver mindst to timers nærværende oplevelse for overhovedet at give mening. Omvendt kunne man indvende, at et præcist og vellykket kunstværk kan opleves på tyve sekunder.

Jeg kan aflæse for eksempel Andy Warhols Brillo Box fra 1964 på cirka to sekunder, men jeg ville skulle bruge cirka to uger på at fundere over, hvad det er, som denne Brillo Box taler om som kunstværk. På samme vis med et værk, jeg har hængende. Det tager ikke meget mere end to sekunder at læse billedet overfladisk, men jeg har nu i over to år gået og set på et dette kunstværk, som jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad betyder. Jeg kan bare mærke, at det betyder, og denne forholden sig til hvad det betyder er givtig. Desuden er det kønt. Jeg sætter pris på, at det hænger i mit hjem. Ja, jeg kunne have lyst til at netop dette billedkunstværk blev mangfoldiggjort, så det kunne hænge i et hvilket som helst hjem.

Reproduktioner og reflekser
Allerede i 1935 skrev tyske Walter Benjamin teksten Das Kunstwerk im Zeitalter seinem technischen Reproducierbarkeit, hvor han taler om at billedkunsten, med fotografiets og filmens fremkomst, taber aura, fordi et billede ved reproduktion mister sin ellers naturligt medfødte kultstatus (modsat kan man tale om det generøse ved reproduktionen fordi mangfoldiggørelse tillader, at mange mennesker til mange tider og på mange steder kan opleve ét og samme kunstværk). Nogle kunstværker bør unægtelig opleves live.

Malerkunsten især, og det var da også først og fremmest malerkunsten og den traditionelle skulpturkunst, som Benjamin kærede sig om. Han kunne dengang næppe forestille sig den tid, vi lever i nu, hvor vi med telefoner tager billeder og via satelitsignaler fluks kan sende billeder ud i en globalt tilgængelig sky. Snart kan man få ikke bare en 2D-printer men også en 3D-printer til husbehov. 

Det handler ikke alene om mængden og muligheden, men også om hastigheden. Siden 1960erne har den franske dromolog Paul Virilio beskrevet, hvordan moderne teknologi øger hastigheden for den måde, hvorpå vi aflæser og bevæger os i verden. Hastigheden og informationsmassiviteten kan blive så omfangsrig, at reflektion afløses af refleks. Virilio forholder sig til især det militære, men også det politiske og det urbane. Dertil er han relevant, hvis man ønsker at forstå den billedstorm, vi befinder os i og vokser sammen med.

Den rensende ild
Er der grund til at være bekymret? Kan der være for mange billeder? Bør vi drømme om et billedforbud?

Vi kunne jo slette vore individuelle harddiske og brænde vore kollektive kunstmuseer (som de italienske futurister talte for, indtil de gennemlevede Første Verdenskrig, som trods alt overgik deres fantasi) … og lade civilisationen rejse sig som Fugl Føniks fra asken. Det kunne være besnærende, at rense ud og begynde med et hvidt lærred, tabula rasa, hvor vi med ren bevidsthed på ny ser verden og danner egne erfaringer, som den britiske empiriker John Locke talte for i 1600-tallet.

Vi kan, som kunstnerne Hilden & Diaz, lege med tanken om, hvordan det ville se ud, hvis vi satte ild til civilisationens symboler. Thyra Hilden og Pio Diaz har i årene 2005-2010 skabt illusionen om, at der var gået ild i kulturinstitutioner som for eksempel Colosseum i Rom, ARoS i Aarhus og Sankt Katharinenkirche i Frankfurt. Det var her, J.W. Goethe blev døbt. Goethe, der som sine sidste ord sandsynligvis sagde “Mehr Licht!” og døde.

Denne klumme er skrevet i forlængelse af sidste måneds klumme 'Den tager tid!' fra den 13. januar 2014. Den 27. januar 2014 blev temaet også belyst i Radio24syv, hvor samtalen handlede om billedkunst, udsmykning, reklamer og gadekunst. Hør indslaget her

Klummen er udtryk for skribentens holdninger og dagsorden.

Del artiklen

'Mere lys!'

Facebook