Marianne Jørgensen

Hendes arbejder kan have en form for henkastet generøsitet over sig. Noget man kun kan drømme om, gør hun tilsyneladende bare. Siden 1997 har Jørgensen arbejdet med værker, som typisk befinder sig uden for kunstinstitutionens rammer, hvor hun ofte henter inspiration i land art med sin brug af naturmaterialer som planter, jord og græs. Som da hun i 2007 beklædte 1350 m2 af Vejle gågade med blødt rullegræs, hvorved et helt nyt og måske mere menneskevenligt byrum åbenbarede sig. Eller som nu, hvor hun som kurator for projektet Skulpturlandsby Selde 2014-15, skriver ordet UTOPIA med plantevækst som en velkomst til den lillebitte landsby, Selde, i det såkaldte Udkantsdanmark.

Utopia er et ord, Marianne Jørgensen har brugt før i sine arbejder. Ordet er afledt af topos og betegner et intetsted, men også et perfekt sted; drømmen om det ideelle samfund. Noget, der i sig selv er umuligt at realisere, men derfor ikke desto mindre er en nødvendig forestilling, hvis man som Marianne Jørgensen tror på, at kunsten faktisk kan være med til at ændre menneskers virkelighed.

Marianne Jørgensen arbejder i høj grad med ”work in progress” og processuelle værker, som strækker sig over årrækker og derfor hverken kan eller skal tænkes som afsluttede værker.

Som kunstner er hun en ihærdig og insisterende iværksætter, der – motiveret af ideologi og indignation – opfordrer til refleksion over de ændringer, som skyldes den hurtigt udviklende urbanisme.