Hvad er det med ham Tal R?

Hvad er det med ham Tal R?

Udsnit fra Tal Rs Elefantastic, 2009, hareskinslim, pigment, crayon on canvas, 280 x 280 cm, (Holstebro Kunstmuseum)

I denne klumme får Torben Sangild svar på, hvorfor alle synes, Tal R er så god en maler. Eller i hvert fald hvorfor tre kvalificerede kendere gør.

Alle elsker Tal R, bare ikke mig. Men måske er det ikke ham, der er noget galt med, måske er det mig. Jeg mangler simpelthen begejstringen over hans legende, koloristiske stil. Det er naturligvis ikke personen Tal R, jeg taler om – han fremstår som en sympatisk, charmerende og ualmindeligt veltalende dreng i shorts. Det er hans malerier,  jeg burde overvældes af i al deres sprudlende billedlyst. At værdsætte Tal R kræver at man bliver forført, og jeg bliver desværre ikke forført. Selv om jeg ellers godt kan værdsætte et legende element i kunsten.

I stedet for at blive ved med at kritisere Tal R’s kunst har jeg sat mig for at komme hans specifikke kvaliteter lidt nærmere (for de må jo være der) ved at spørge nogle Tal R-kendere, som jeg har diskuteret det med. Måske kan det bringe diskussionen lidt videre end blot en generel henført begejstring eller mangel på samme.

De tre forsvarere er: Kunstskribent Lisbeth Bonde (LB), maler Jesper Christiansen (JC) og skulptør Bjørn Poulsen (BP).

Overflodsæstetik
Hvad er det ved Tal R’s billeder, der rent sanseligt-æstetisk appellerer til dig?

BP: Det er energien. Overfloden. Kombineret med præcisionen. Angående farverne, så bliver der ikke sparet på kulørerne, men der er ikke tale om glade farver. Dertil er de for trashede. Omvendt er der heller ikke tale om grimme farver. Han undgår dermed klicherne.

LB: Jeg oplever Tal R’s værker som “grimme”, klodsede, obsternasige og kropumulige på en ny og sanseappellerende måde. Tal R’s malerier er kaotiske i kompositionen, og alligevel balancerer de. Farverne er “umulige”, og stritter i mange retninger. Alle de billedkunstneriske virkemidler er i bevægelse og under opbrud hos Tal R, hvilket giver billederne en enorm intensitet. Ingen andre billeder kan optræde sammen med hans billeder, fordi de vælter dem om kuld og stritter. Det skulle da lige være hans ven Jonathan Meeses lige så umulige billeder. Mens Tals kunst bliver til i barneværelset, bliver Jonathan Meeses til på toilettet. Men de elsker begge deres mor.

JC: Det er billeder der virker fysisk stofligt i rummet før man ser hvad de “forestiller” – lidt på samme måde som en Mark Rothko, Morris Louis eller Vilhelm Hammershøj virker umiddelbart før man går i detaljer. Det er derfor, de sene Tal billeder med limfarver er så overbevisende, fordi han tør lade det (over)æstetiske tale før imaget melder sig – det er ret komplekst, interessant og unikt i mine øjne.

Naiv. Super
Noget af det slående ved Tal R’s formsprog er hans naivisme. Mange af hans malerier, især de mere abstrakte, benytter sig af en naiv stil, der kan associere Matisse, Cobra og anden tidlig modernisme af vitalistisk tilsnit. Desuden lægger han sig naturligvis i traditionen fra Phillip Guston og ‘bad painting’-trenden. Det naive er (forhåbentlig) ikke længere præget af den samme romantiske opfattelse af det barnlige som værende mere autentisk, men spørgsmålet er så, hvad det naive gør i dag. Hvad bidrager naivismen med til Tal R’s udtryk og hvad er dets berettigelse?

BP: Der er naive stilreferencer i Tals maleri, men han er ikke en naiv maler. Han tør at referere tilbage I kunsthistorien, men der er ingen længsel efter det forgangne, heller ikke hans egen barndom. Der er tværtimod totalt nærvær og samtidighed i billederne.

LB: Tal R benytter et bredt spektrum af elementer, hentet i den store billedbank – især den såkaldt “lave” kultur, som omfatter tegneserier, tegnefilm, graffiti, modeblade mv., som han som en anden billed-DJ “sampler” til sit eget, unikke billedsprog. Men der er også et drag orientalisme i hans værker: Helt konkret inddrager han også en del jødiske tingeltangel og magiske objekter, som han som den tingfinder, han også er, indsamler på sine mange togter i ind- og udland. Disse ting skal have en vis jargon, før de bliver integreret i hans i øvrigt puerile ikonografi, der vipper et sted mellem South Park, Henri Matisse og Cobra. I sine nye malerier med harelim og pigmenter tager han livtag med den tidlige modernisme i det 20. århundredes begyndelse – især Matisse, Pablo Picasso, die Brücke-ekspressionisterne, hvis “primitive” urkraft og skrigende palet, han indoptager og fortolker på sin helt egen måde.  Den efterhånden mere og mere bevidste naivisme befordrer en ny, sprælsk ikonografi, vil jeg mene, efter devisen: Jeg maler, altså er jeg. 

JC: Man kan godt  kalde Tals stil naiv, men ikke for naivisme. Tilknytningen eller inspirationen fra Cobra har jeg aldrig kunne se (den giver lige så lidt mening som Louisianas Cobra/Klee-udstilling). Jeg tror i højrere grad jeg ville kalde Tal for en folkloremaler end naivistisk maler. Philip Guston er kongen selvfølgelig; fra ham har Tal bla lånt det skvattede og akavede kompositoriske og så den meget “frontale” måde at vise tingene på. De seneste år har han tappet en hel del på James Ensor.

Form og energi som indhold
Ser du et interessant indhold i Tal R’s billeder?

BP: Udgangspunktet er den banale hverdag i den moderne verden. F.eks en racerbane, set frontalt, perspektivisk. Malet groft, fladt, grelt. Vej og biler oversat til trekanter, cirkler. Grundformer. Så billedet balancerer mellem essentialistisk abstraktion, pop, naivisme og ekspressionisme, men uden at sande til i referencer, det fremstår ukompliceret, selvfølgeligt, en moderne klassiker.

LB: Tal R’s værker har en uafviselig vitalitet og styrke som billedkunstneriske udsagn. Hans billeder er som visuel musik, trykket af på den højeste lydstyrke. Han er billedkunstens svar på rock og rul. Langt fra nogen konceptkunstner, ejheller en socialantropolog, men som billedgøgler kører han med klatten, og han giver os verden tilbage med sprudlende energi og poesi. Tal R’ s ikonografi er aldrig set før. Den er i mine øjne fortryllende og handler om, at livet er fedt, og at vi skal trykke den af og opfinde os selv påny uden at skele til systemer og traditioner. Det er frække billeder, uortodokse billeder. Der er ingen dybde hos Tal R, ingen spleen eller melankoli, men masser af lyst. Det er den rene leg med billedtegnene og kunsthistoriens og populærkulturens billedarv. Tal R lader publikums batterier op. Han spreder sin inspirerende billedvirus til alle, der er modtagelige for den. Indholdet ligger her.

JC: Det er et vanskeligt spørgsmål, ikke fordi det er Tal men i det hele taget. Hvad er indholdet i et Matisse-billede eller et Ellsworth Kelly-maleri? Jeg ved det ikke og måske er det fordi jeg ser Tals værker som ret abstrakte – det ornamentale og dekorative fylder meget i hans arbejde. Tals billeder (især de sene) virker simpelthen fysisk på mig i rummet som stoflige vidnesbyrd og det rangerer for mig på samme plan som musik. Det er maleriske ideer sat sammen til kompositioner på samme måde som musikalske ideer tilsammen kan udgøre en Beethoven sonate – og det er altsammen indhold for mig.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden.

Del artiklen

'Hvad er det med ham Tal R?'

Facebook