Et kunstmarked i kolossal vækst

Et kunstmarked i kolossal vækst

Rekordhammerslag på Francis Bacon Three studies of Lucian Freud (1969) hos Christies i New York den 12. november 2013.

Når vi ser tilbage på året, der snart er gået, står verdensrekorden på 790 mio. kr. for et moderne kunstværk hos Christies i New York som en af de helt store begivenheder i 2013.

Årets store højdepunkt i auktionsverdenen er ubestridt rekord-hammerslaget hos Christies i New York midt i november, hvor Francis Bacons triptykon, der skildrer kunstnerkollegaen Lucian Freud i tre portrætter, blev solgt for $ 142 mio. (790 mio. kr.). Værket forener to af kunsthistoriens helt store personligheder og bekræfter en tendens, vi længe har set på det internationale auktionsmarked.

Nye magtcentre
Hidtil har Europa og USA haft nærmest patent på de høje hammerslag på kunstmarkedet, men med de nye stærke økonomier i Kina, Rusland og Qatar er der åbnet op for et globalt marked, der springer alle tidligere prisrammer.

Alene i Qatar sidder en af kunstverdenens mest magtfulde kvinder, den 30-årige Sheikha Al-Mayassa, der leder landets museumsmyndighed ”Qatar Museums Authority” med et årligt budget på 1 milliard US-dollars. I 2011 slog hun alle rekorder ved at betale $ 250 mio. for et maleri af Paul Cézanne, og hun har også givet rekordpriser for værker af kunstnere som Mark Rothko, Francis Bacon og Damien Hirst.

Rekord på samtidskunst
Hammerslaget på Francis Bacons værk overgik lige akkurat rekorden fra 2006, hvor Jackson Pollocks maleri No. 5, 1948 blev solgt for $ 140 mio., og salget varsler hermed en ny æra efter finanskrisen, hvor den moderne kunst igen rangerer højt på prisstigen.

Før i tiden var de høje hammerslag forbeholdt den ældre kunst, primært impressionisme og post-impressionisme, men i dag ser vi også rekordhammerslag på samtidskunsten. På samme auktion som Francis Bacons ikoniske værk af Lucien Freud fra 1969, blev et værk af Jeff Koons Balloon Dog (Orange) fra 1994 solgt for $ 58 mio., hvilket er det dyreste værk, der nogensinde er solgt af en nulevende kunstner.

Kamp om verdenskunsten
I dag er paletten bredt mere ud end før, og der er stor interesse for verdenskunsten over hele kloden, såvel den ældre som den samtidige kunst. Set fra et dansk perspektiv kan priserne forekomme astronomiske, men på det globale marked er der mange, der er villige til at byde hinanden op – ikke mindst pga. ære, magt og prestige – for hvem vil ikke gerne være indehaver af verdens dyreste kunst?

Den samlede auktionsomsætning hos Christies midt i november er i øvrigt også til dato den højeste nogensinde og lød på hele $ 691 mio., hvilket vidner om et kunstmarked i kolossal vækst. 

Harald Giersing: Dame i Rødt, 1918. Vurdering: 300.000-400.000 kr. Hammerslag: 1 mio. kr. Solgt hos Bruun Rasmussen den 24. september 2013.
Harald Giersing: Dame i Rødt, 1918. Vurdering: 300.000-400.000 kr. Hammerslag: 1 mio. kr. Solgt hos Bruun Rasmussen den 24. september 2013.
Tendenser på hjemmebanen
På vores egen hjemmebanen ser vi nøjagtig samme tendens med mange imponerende hammerslag på de internationale auktioner over moderne kunst i Bredgade.

I det forløbne år har vi bl.a. set rekordhammerslag på de danske modernister, der nu er anført af Harald Giersing med et flot hammerslag på 1 mio. kr. for Dame i Rødt fra 1918.

Et af de mere kulørte hammerslag faldt i sommer på Andy Warhols portræt af danskeren Hans Preben Smith fra 1974, der blev solgt for 550.000 kr. Warhol og Smith var private venner og begge en del af det internationale jet-set i 1970’erne.

2013 bød også på et par jubilæer i kunsten. Vi markerede 100-året for Carl-Henning Pedersen og 150-året for J.F. Willumsen på efterårets auktion og kan i starten af det nye år fejre 100-året for Asger Jorn.

Klummen er udtryk for skribentens holdninger og dagsordener.

Eva Helsted er mag.art. i kunsthistorie og ansat hos Bruun Rasmussen som pressekoordinator. Hun har tidligere været ansat på blandt andet Rosenborg Slot, i Kunstforeningen Gl. Strand og på Louisiana.

Del artiklen

'Et kunstmarked i kolossal vækst'

Facebook