En brik i en større sammenhæng

“Denne mur kunne blive ved”.

Jeg befinder mig i haven ved Viborg Kunsthal med billedkunstneren Mette Winckelmann. Hendes store udsmykning, i form af en 150 meter lang mosaikmur med titlen Tro og Overtro, er efter måneders sejt arbejde netop indviet. Hundrede forskellige abstrakte mønstre pryder muren og gentages i et system, så de samlet vises 211 gange. For Winkelmann handler det om at pege på de fællesskaber, vi alle er del af:

“Hvis jeg blev sat til at lave 500 meter mere af muren, så kunne jeg det. Det er et system, som vi bare ser en lille del af. Det har selvfølgelig noget at gøre med tematikken: At føle sig selv som en lille del af noget større. Både trosmæssigt som en del af en større mening, men også helt konkret. At man bare er én brik i den håndgribelige virkelighed, vi har: Det fællesskab og de mennesker, der er på Jorden.”

De forskellige patchwork-mønstre bærer titler som Getsemane, Fredag d. 13, David & Goliat og Skæbnehjul. De peger dermed på menneskets søgen efter svar på livets store spørgsmål, men udsmykningen, som er initieret af Statens Kunstfond og Viborg Kommune, forbinder sig også konkret til Viborgs historie og nogle af de trosretninger, der gennem historien har været i byen.  

“Det gør noget ved værket, når det har forbindelse til det sted, hvor det er installeret”, pointerer Winckelmann

Fysisk og mental forbindelse
Forbindelsen til kunsthallen føles meget konkret, når man står i kunsthallens have og betragter værket. Fliserne, som værket består af, er nemlig de samme standardfliser på 30×30 cm, som også stien under ens egne fødder er anlagt med.

Også patchworkmønstrene får beskueren til at løfte blikket og tankerne mod Domkirken – den katolske kirke overfor kunsthallen – og tilbage i tiden mod Viborgs historie som religiøst og handelsmæssigt samlingspunkt.

De mange hænders historie
Men også den 18 måneder lange arbejdsproces bag værket, hvor hver enkelt af de 12.086 fliser har været igennem menneskehænder mindst fire gange, er væsentlig og med til at knytte det til stedet, fremhæver Winckelmann:

“I området, hvor Viborg Kunsthal ligger, har man fundet masser af tegn på håndværkerboder og steder, hvor folk har skabt ting og solgt dem for at overleve. Det gør man faktisk stadigvæk – de mennesker, der har arbejdet på muren, har jo tjent penge for at kunne købe mad”, siger hun og fortsætter:

“Håndarbejde og håndværket er egentlig grundlæggende noget med selv at skabe ting for at overleve. Jeg ser det som modsætning til det mentale rum, hvor man ikke skal handle fysisk. “

Tro og Overtro indeholder derfor også greb, der peger på arbejdsprocessen, men nok også kan få en del murere til indledningsvist at kaste et par skeptiske blikke efter værket: Afstanden mellem de enkelte fliser varierer tydeligt, og den er ikke fuget, så limen bag fliserne er synlig.

Ved murens ender ses tydeligt ‘indmaden’ i fliserne, hvor de er skåret over. Fliserne har nemlig en lang historie, fortæller Winckelmann:

“Der er rigtig mange hænder, der har båret rundt på de her fliser: De skulle støbes, pakkes ud, skæres, måles op og sættes op. Det er også en del af værket: håndværket og den personlige ting: at man gør noget, rykker på noget for at komme et andet sted hen.”

Kroppen og materialet
Samtidig er materialet forbundet med kroppen via begges eksistens i tid og mødet mellem de to elementer i arbejdsprocessen. Winckelmann mener, det er vigtigt at fokusere på, hvad man har været igennem i sit liv:

“Kroppen har en historie – den er et materiale, der forandrer sig over tid. På den måde ser jeg materialer som et billede på kroppen.”

På samme måde kan patchworkmønstrene knyttes til kroppen via deres oprindelige brug:

“Det har en vigtig relation til kroppen. Patchwork er især blevet brugt til tæpper og sengetæpper til at holde folk varme. Det giver en meget fysisk forbindelse”, fortæller Winckelmann.

Systemer og mønstre
Winckelmanns arbejde er præget af hendes fascination af abstrakte mønstre og figurer fra folkekunst som navajo-tæpper og patchwork, som hun har været optaget af siden barndommen. Hun mener, at den abstrakte udtryksform kan noget særligt:

“Det abstrakte er for mig et sted, hvor man kan behandle ting og emner, som man synes er aktuelt og vigtigt i vores tid. Jeg arbejder tit med et politisk indhold, som er meget væsentligt, men som ikke bliver udtalt 1:1. Det ligger mere implicit i de former og farver, jeg vælger, eller den måde, værkerne er skabt på.”

De abstrakte mønstre, der måske alligevel er genkendelige for viborgensiske patchworknørder, betyder dermed, at publikum får noget forskelligt ud af værkerne alt efter deres forhåndsviden, og hvad de måske efterfølgende sætter sig ind i:

“Jeg tror ikke, man får en hverken bedre eller dårligere oplevelse af muren ved at have viden om patchwork – man får bare en anden oplevelse. Det er også fint at gå umiddelbart til værket uden viden – så ser man måske systemet, gentagelsen og de geometriske aspekter. Hvis man er murer, vil man måske tænke: Hvorfor varierer fugen – det er jo ikke fagligt forsvarligt? Hvordan skal jeg så forstå det?”

Patchwork som system er dog grundlæggende meget anderledes end eksempelvis matematiske systemer, mener Winckelmann:

“Matematik er et meget konkret og faktuelt system, hvor man skal nå frem til noget bestemt. I Patchwork er der ikke et mål med, at noget skal være korrekt på en bestemt måde. Mønstrene er blevet gentaget over tiden, og hvis du har lyst til at ændre noget – en farve eller en form – så er det ikke forkert. Derfor er det et mere organisk system.”