God kunst i grumme rum

Der er noget helt fantastisk ved at se et minimalistisk Kazimir Malevich i et fortrøstningsløst køkken, hvor overskabene kun lige akkurat er presset ind i rummet, alt dagslys er nægtet adgang, de hårde hvidevarer ligner laveste lavpris og fliserne helt sikkert er fedtede. Her hænger det så – Sort kvadrat på hvidt – og beder om et andet rum, et ikke-verdsligt rum, som enten er altings grænse eller alle tings åbning. Så kan man stå der og stege sine frikadeller og tænke på universets grænse eller tidens fylde.  

Men kan man tillade sig, at placere god kunst i grumme rum: Hvor stor betydning har det, hvor vi oplever kunsten?

Kan vi tage Mona Lisa ud af guldrammen og stadig holde af hende? Kan vi løfte marmorguden ned fra soklen og stadig se dens ypperlighed?

Ned fra piedestalen
Netop skulpturen har i moderne tid bevæget sig væk fra sin sokkel og ned i øjenhøjde, så vi kan gå rundt om den og se den fra flere positioner. Billeder, i al fald som maleri på lærred, er som minmum spændt ud på en blindramme.  

Lad maleriet blive i sin blindramme, men lad os prøve at flytte det hen i et atypisk kunstrum. Kitchede John Currin falder i ét med tapetet når maleriet hænger i et grise-lyserødt soveværelsesmiljø, komplet med leopardplettet plystæppe, hjerter på væggen, spejl i loftet og lampeskærm med smilende Elvis-motiv.

Som ved Malevich i køkkenet ligger det meget fjernt, at beboeren eller brugerne af dette rum ville eje et bekosteligt museumskunstværk. I tilfældet Currin ville maleriet være mere synligt, hvis det blev set i et kulturradikalt hjem med tidens designermøbler.

Så har vi mesteren Rembrandt som lokumskunst på småblomstret tapet. Mangt et hovedværk fra kunsthistorien er, omend i postkortformat, endt som dekoration på det sted, hvor man ikke kan sende andre.

Eksemplerne her er fotomanipulationer fra den kurisøse blog Great Art in Ugly Rooms som lover, hvad den holder. Siden maj 2013 har en eller flere anonyme personer uploadet knap 200 billeder af stor kunst i grumme rum.

Kunst i kontrast
Bloggen er tilsyneladende opstået ved en oplevelse af forskellen på at at se et kunstværk i  kunstgalleriets tilnærmelsesvist rene rum, overfor oplevelsen af at se selvsamme kunstværk iscenesat i et privat hjem for en boligreportage med afskårne blomster i kontrastfuldt arrangement, coffee table books på konsolbordet og blød sofa med farvematchende puder. Så er det, som om der tages noget fra kunstværket.

Nogle kunstnere og gallerister kan tillade sig at stille krav til installationen i kunstværkets kommende hjem. Det kan være et krav – eller i al fald en kraftig anbefaling – om at et kunstværk skal hænge højt, placeres i et mørkt hjørne eller kun må vises frem én gang om året, hvad som helst, men kunstneren kan næppe i al evighed være herre over, hvordan et kunstværk bruges og misbruges.

Intention og reaktion
En kunstner kan have skabt en effekt eller et værk, med den hensigt, at værket skal indgå som betydningsladet element i en religiøs arktitektur. Ad omveje kan denne effekt ende som fodskammel, askebæger eller potteskjuler hos en dekadent kulturturist, for hvem effekten alene har dekorative kvaliteter. Eller et portræt kan lide den skæbne at ende som dartskive for den, som ikke bryder sig om den portrætterede.

Kunstværker har alle dage været elsket og hadet, kunstneren véd ikke, hvordan værket modtages til andre tider og på andre steder. Måske er kunstneren ligeglad. Mangt en samtidig kunstner vil sikkert interesseret observere den varierede modtagelse, et kunstværk kan få. Reaktionernes styrke og kontraster er måske ligefrem kunstværkets egentlige successkriterie  – og når et kunstværk placeres i et andet og måske for kunstværket meget uvant rum, så får det bare flere lag af betydning og kan herved stige i betydningsværdi.

Institutionens neutralitet
Op gennem 1960erne og 1970erne forsøgte kunstnere at arbejde med tanken om udstillingsstedet, enten i form af galleri eller museum, som en hvid kube. Et ideelt neutralt rum som ren baggrund for kunsten. Denne white cube findes ikke. Der vil altid være en stikkontakt, fornemmelsen for loftshøjde, andre udstillingsgæster osv. Vi ser altid kunstværket op mod noget.

Ophængningen kan være kompakt og salonagtig, på kulørt velourtapet eller grå beton. I tillæg til de fysiske rammers fremtoning, giver den institutionelle ramme også et lag til oplevelsen. Det gør en forskel, om vi ser kunstværket i et kirkerum, et folkebibliotek, et bestyrelseslokale eller et ordinært udstillingsrum. Blandt udstillingslokaliteter, må kunsthallen og det kunstnerdrevne udstillingssted siges at være de mest neutrale. Galleriet tager hensyn til kommercielle interesser og museet forholder sig til en samling og dennes historiske snit.

I uvant dialog
Men kan man stadig se et mesterværk, hvis det hænger i grimt rum?

Det er vanskeligt i tilfældet Mark Rothko, som lige akkurat er presset ind i et lummert rum med grelt ovenlys, som ikke lader megen forførelse tilbage.

Men ved Anish Kapoor bliver det næsten surrealistisk, når den dybrøde skal er smækket op på laminatpanelerne og det sorte hul suger ned i det ellers forholdsvis tilgængelige kontor med de lave træmøbler.

Vi har vel alle prøvet at sidde i et venteværelse, et offentligt rum, inde eller ude – og mærket nærværet af et velplaceret kunstværk. Hvis man virkelig oplevede James Whistlers nedsunkne, afventende krop, så tror jeg den ville gøre indtryk på de fleste. Monet mod skimmelsvamp giver også en helt ny betydning. Her har jeg vitterlig fået tilføjet et nyt lag til et kunstværk, som jeg har set så mange gange, at jeg snart ikke længere kan se det.

God kunst i grimme rum kan følges på Facebook, Twitter, Instagram og Pinterest. Det er meget sjovt. Men det er ikke kun sjovt. God kunst bliver nogle gange bare bedre af at ses i uvante omgivelser.