Nærmest uforstyrret

Nærmest uforstyrret

Landskaber, Mogens jacobsen, 2006-07. (Pressefoto / DAC)

Billedserie

Udstilling

Digitally Disturbed

11 okt 2013 20 okt 2013

Vibeke Jensen, Søren Thilo Funder, Sigurdur Gudjónsson, Pernille With Madsen, Mogens Jacobsen, Jessica Faiss, Eva Olsson, Egill Sæbjörnsson

Dansk Arkitektur Center
Se kort og tider

Med Digitally Disturbed har DAC en ambition om at undersøge de digitale teknologiers påvirkning af byens rum, arkitektur og liv. Det lykkes ikke til fulde, men der blev derimod skabt en fin lille udstilling af nordisk videokunst.

I et af værkerne på Digitally Disturbed ser vi en avatar løbe hvileløst rundt i et bylignende rum. Billedet er grynet, uklart og stemningen mørk. Vi kan ikke helt afklare, om figuren søger efter noget eller har et mål.

Værket er Søren Thilo Funders stærke Everywhere, der med en relativ ukompliceret teknologi tematiserer en grundlæggende udfordringer i den digitale verden: At vi, som avataren, er vi låst af digitale rammer, som vi søgende, afklarende må bevæge os rundt i. Hver dag møder vi disse rammer via software, net-tjenester, blogs, teknologiske platforme mv. Disse systemer har alle muligheder og begrænsninger, som vores behov må tilpasses til. I det lys styres vi af det digitale og ikke omvendt. 

Everywhere, Søren Thilo Funder, 2007. (Pressefoto / DAC)
Everywhere, Søren Thilo Funder, 2007. (Pressefoto / DAC)

Fysisk vs. digital
Everywhere
lader os ane et hovedsigte i Digitally Disturbed.

Med udstillingen har det været en ambition at udfordre ”hvordan digitale teknologier ’forstyrrer’ og sætter nye rammer for byens rum, arkitektur og liv”, for nu at bruge ordlyden i udstillingsmaterialet. På den måde kredser udstillingen som det faktum, at de digitale teknologier er trængt ind i vores fysiske verden og er medskabende i forhold til vores forståelse af arkitektur, rum, bevægelse etc.

Unægteligt et yderst vedkommende projekt, der byder på en ikke helt nem kuratorisk opgave. Løsningen er blevet en præsentation af syv videoværker og en stedspecifik digital installation.

Transition, Pernille With Madsen, 2008-09. (Pressefoto / DAC)
Transition, Pernille With Madsen, 2008-09. (Pressefoto / DAC)
Abstrakte videorum
Stærkt står de værker, der i udtryk og indre logik fjerner sig fra et figurativt element. Her tænker jeg på Mogens Jakobsens Landskaber og Pernille With Madsens Transition.

Begge værker er abstraktioner over rumlighed og bevægelse. Jakobsens værk fremstiller et abstrakt virvar af horisontale linjer, der ikke desto mindre skaber et rum og en fornemmelse for bevægelse.

Værket lokker os til at se de digitale linjer som ”noget”, og dermed til at skabe orden og genkendelighed i motivet. Linjerne flyder sammen, bliver til konkrete mønstre og sættes sammen af os til noget, der minder om, men aldrig har været et landskab.

Hos Pernille Madsens er spillet mellem sort og hvidt, mellem flader og dybde i fokus. Værket fremstillet et clash mellem den analoge verden (vi ser, at det er personer, som får de hvide flader til at bevæge sig) og den digitale verden (optagelsen og klipningen af værket). Som beskuer kommer vi til at svinge mellem de to verdener – fra personerne i værket til værkets digitale æstetik. På trods af videoens begrænsede længde (1 min), så holdes man fast og når (næsten) en hypnotisk fornemmelse.

I byens rum
Andre værker har en mere undersøgende, dokumenterende vinkel på rumligheden – og særligt byens rum. Det gælder eksempelvis Vibeke Jensens SLEEPER_CELL. Værket, der er optaget fra hendes lejlighed i Brooklyn, rammesætter med et enkelt kunstnerisk greb overvågningen i det offentlige rum: at vores færden i byen bliver fastholdt og dokumenteret. Et faktum der har en klar pendant i vores liv online, på nettet – her registreres alt.

SLEEPER_CELL, Vibeke Jensen, 2003/2013. (Pressefoto / DAC)
SLEEPER_CELL, Vibeke Jensen, 2003/2013. (Pressefoto / DAC)
Rewind, Jessica Faiss, 2011. (Pressefoto / DAC)
Rewind, Jessica Faiss, 2011. (Pressefoto / DAC)

Også Jessica Faiss ser byrummet gennem en afsøgende attitude. I Rewind anvender hun videomediet til at skildre en bevægelse ind i et drømmeagtigt, digitalt bymiljø. Himmel og jord spejler sig i hinanden og flyder sammen.

Et smukt værk der tilbyder os en måde at se byen på gennem den digitale linse. Her skal også nævnes Sigurdur Gudjónssons Veil, der dokumenterer et vindblæst landskab i form af det dansende sorte sand ved Skeiðarársandu på Island. Uanset at dette fint komponerede værk besidder en sugende – og fængslende – rumlighed, så synes valget af det dog lidt skævt i forhold til udstillingens tematik.

Digitaliseret arkitektur
Relationen mellem et digitalt univers og den fysiske arkitektur udfoldes effektfuldt i Egill Sæbjörnssons facadeinstallation.

Brick Is The Key, Egill Sæbjörnsson, 2013. (Foto: Katrine Mosegaard)
Brick Is The Key, Egill Sæbjörnsson, 2013. (Foto: Katrine Mosegaard)
Brick IsThe Key er en storskala videomapping-projektion, der bringer elementer fra facadevæggen i spil. Projektionen får mursten til at glide ud af væggen for at vandre over facadevæggen og sætte sig på plads igen.

Værket, der er karakteristisk for Sæbjörnsson, er en overbevisende eksemplificering af det digitale univers’ mulighed for at forlænge den fysiske verden gennem en leg med vores syn og opfattelsesevne. Værket kunne desværre kun opleves to aftener.

Digital forstyrrelse?
Uagtet at værkerne på udstillingen er glimrende og perspektivrige, så savner jeg en variation i relation til udstillingens tematik. Firkantet sagt kunne det havde været interessant at se værker, der med digitale redskaber tog fat på den fysiske udveksling mellem menneske og teknologi eksempelvis i form af egentlige interaktive værker. Eller, værker, der anvender det digitale som en måde at tænke på og ikke kun en teknologisk betinget størrelse. Det netbaserede og interaktive Radiant Copenhagen (2009-) er et sådant eksempel og var heldigvis den del af det debatarrangement, der afholdtes på DAC på åbningsdagen.

Netop de teknologiske platforme, deres betydning og selve interfacet er på mange måder brydningspunkter for hele problematikken.

Men afmonterer man de lidt for rige ord om udstillingens mål, og evner man at se bort fra de benspænd, som installationen af værkerne giver (det giver fx ikke mening at vise værker på relativt små skærme i DACs boghandel), så har man mulighed for at se en fin lille videoudstilling.

Men der er et godt stykke vej til, at udstillingen mere konkret forstyrre vores verden og rumopfattelse.

Udstillingen Digitally Disturbed er en del af et større fællesnordisk projekt. De udstillede værker har tidligere været vist som en del af det digitale kunst- og videoinstallationsprojekt Nordic Outbreak, præsenteret af det virtuelle Streaming Museum og lanceret som byrumsinstallationer i New York i foråret 2013. I efteråret 2013 vises Nordic Outbreak i de øvrige nordiske lande.

Digitally Disturbed er udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Streaming Museum i New York og kurateret i tæt dialog med Tanya Toft og Jacob Lillemose.

Digitally Disturbed er støttet af Realdania, Statens Kunstråd og Oticon Fonden.

Nordic Outbreak er støttet af Nordisk Kulturfond og Kulturkontakt Nord.

For mere information om Nordic Outbreak se: http://nordicoutbreak.streamingmuseum.org/

Billedserie

Udstilling

Digitally Disturbed

11 okt 2013 20 okt 2013

Vibeke Jensen, Søren Thilo Funder, Sigurdur Gudjónsson, Pernille With Madsen, Mogens Jacobsen, Jessica Faiss, Eva Olsson, Egill Sæbjörnsson

Dansk Arkitektur Center
Se kort og tider

Del artiklen

'Nærmest uforstyrret'

Facebook