Abstrakte potentialer

Den dominerende opfattelse på kunstscenen i dag synes at være den, at skal kunsten have indflydelse uden for sit eget felt, så må den må bryde ud af sin lukkede verden, og blive en del af den brede kulturdebat i samfundet. Det vil sige: opgive den kunstneriske autonomi i det æstetiske felt og i stedet tage samfundsrelevante tematikker op til behandling. At dette kan have sin pris kunstnerisk er mere nuancerede debattører som Mathias Hvass Borello opmærksom på, i blandt andet sin anmeldelse af Arktis på Louisiana.

Men spørgsmålet er om det er en pris, det er værd at betale? Og spørgsmålet er også, om det ikke er hele præmissen, som er forkert; at modstillingen, æstetisk baseret kunst uden samfundsmæssig indflydelse overfor politisk, tematisk kunst med samfundsmæssig indflydelse er falsk.

Normopgør
Måske kan kunst, der tilsyneladende bare er kunst for kunstens skyld have en enorm kulturel gennemslagskraft og dermed potentielt samfundsomvæltende indflydelse, mens nok så politisk kunst ikke har en millimeters indflydelse uden for kunstinstitutionen.

Den største kulturelle omvæltning i verden efter anden verdenskrig må være ungdomsoprøret og alt, hvad det medførte. Der var tale om en kulturrevolution, som vente op og ned på alle de værdier og normer man levede efter. En frisættende bevægelse, der ændrede forholdene mellem generationerne, kønnene og klasserne.

Den udløste en seksuel revolution, en undervisningsrevolution, en feministisk revolution, for bare at nævne et par eksempler. Det, der drev oprøret, var en mistillid til autoriteterne og en tro på, at hvis individet frigjorde sig fra de kulturelle bindinger, der hæmmede dets livsudfoldelse, så ville ikke kun den enkelte, men også fællesskabet vinde ved det.

Det var en kulturrevolution, vis værdier slog varige rødder i vores samfund, og som vi i dag opfatter som nærmest selvfølgelige, så indgroede er de i vores hverdag.

Nye muligheder
Ungdomsoprøret slog først igennem i de vesteuropæriske demokratier, men spredte sig senere til den tidligere østblok (det var ikke Reagan, der væltede muren, men The Beatles!), og nu slår det igennem i mange samfund i den tidligere tredje verden. Man må nu også sige, at ungdomsoprøret ændrede verden til et bedre sted. Det til trods for de mange problemer og udfordringer, de moderne individer og det moderne samfund står over for. De færreste ønsker sig tilbage til de gamle autoritære og patriarkalske samfund.

Velfærdssamfundet med fri uddannelse til alle skabte mulighedsbetingelserne forungdomsoprøret, men hvad inspirerede dem, og hvorfor lagde det i starten så megen vægt på individets frigørelse og selvrealisering?

Farvel Far!
Her er det påfaldende, hvor meget den avantgardistiske kunsts værdier svarer til ungdomsoprørets.

For er der et dogme, der går igen i alle modernismens forskellige stridende ismer, så er det autoritetsoprøret. En forkastelse af traditionen som brugbart afsæt for et kunstnerisk projekt.

Modernismen er et langt fadermord, ethvert forsøg på at danne en mere permanent skole med vedtagne regler og normer bliver hurtigt løbet over ende af nye ismer, nye radikaliseringer. Modernismen er i konstant opbrud, i krise og i en eskalteret rus samtidig.

Ungdomsoprørets rollemodel var rockstjernen, den ultimative romantiske helt, der lever – og ikke mindst dør – for sin kunst, og er i konstant opposition til den stivnede borgerlighed.

Fra æstetik til virkelighed
Deres helt var ikke maleren ved sit lærred, men det betyder ikke, at der ikke var en forbindelse, for maleren var der først, faktisk næsten 100 år før.

Og da ungdomsoprøret begyndte, var den moderne kunst efterhånden blevet et almindelig kendt fænomen i vores kultur.

Den var ikke længere en outreret outsider, men blev institutionaliseret og taget seriøst i de nye kunstmuseer, der skød op efter anden verdenskrig.

Dermed blev den også en del af den borgelige dannelseskultur, og dermed en del af den kultur, som der blev gjort oprør mod. Men omvendt, så var det borgerskabets børn, der gjorde oprør. Man kan sige, at hvad kunstnerne havde skabt i det æstetiske felt, satte de sig for at realisere i virkeligheden.

Det er ikke mit mål at påstå, at ungdomsoprøret primært udsprang af den moderne kunst. Mindre kan gøre det. For kan jeg sandsynliggøre, at der er bare en vis forbindelse, at kunsten havde skabt den mentale mulighedsbetingelse, så har jeg påvist, at kunsten kan få væsentlig indflydelse på samfundsudviklingen. Ikke ved at tage samfundsrelevante tematikker op til behandling, men ved at stimulere hele det mentale liv, sansningen, bevidstheden, fantasien, subjektiviteten.

Det er nok heller ikke nogen tilfældighed, at ungdomsoprørets yndlingsfilosof netop var Herbert Marcuse, der om nogen forsvarede kunstens autonomi overfor marxismens forsøg på at nyttiggøre den, og spænde den for sin vogn.