Imperialistens frosne drøm

Det er ikke den hårdtspændte politiske virkelighed og kamp om territorier og naturens resurser eller de kontinuerlige overgreb på de nordligste folkeslag, der præger udstillingen på Louisiana.

Billedkunsten, videnskaben og eventyrerne sejler samme konebåd i de hvide haller i en fortælling om det fjerne, ugæstfrie men storslåede Arktis.

En iskerne fra indlandsisen, en mægtig isbjørn, etnologiske indsamlinger, produktion af iskrystaller og dokumentationer og levn fra 1800-tallets fatale ekspeditioner er realbillederne, der parallelt gennem hele udstillingen får fysik og billedside i kunsten, fra maleri, foto- og videoværker over performance til lydværker og nye manipulationer af arkiverne.

Kunst og kulturfortælling
Cross-over udstillinger er nyt, hot og et udtryk for at billedkunsten oftere og oftere indgår som naturligt led i den brede, samfundsdefinerende kulturfortælling, hvilket giver ufattelig god mening.

En ting er dog værd at bemærke: Når feltet udvides, opløses kunsten også som særegent rum, og blikket rettes mod temaet med alt hvad det indebærer.

Vi møder en kulturfortælling, og med Arktis indskrives vi som vesterlændinge i en civilisationshistorie, hvor Arktis står som et umenneskeligt sted og slutpunkt for kompasnålen, som grænsen for vores eksistens, tænkning og sansning – menneskets forhold til det ukendte. Det er en grænse, der bærer på mange fortællinger, men også billeder.

Den sublime fortabelse
I billedkunsten står Arktis som et isnende eksempel i romantikken på den sublime natur hos blandt andre, Caspar David Friedrich (1774-1840), Frederic Edwin Church (1826-1900) og Sir Edwin Landseer (1802-1873), som indleder udstillingen. Mennesket forgår, møder grænsen og dermed skønheden:

“Det virkelig sublime er en tinde af salighed grænsende til gru, deformitet og vanvid! Et højdepunkt, hvorfra det sind, der drister sig til at spejde længere ud, fortaber sig,” lyder Francis Reynolds-citatet på væggen mellem lyskasserne med romantikkens patose landskaber indeni.

Udstillingen danner midt i det hvide virvar en egenfortælling, hvor kunstnere berørt af det arktiske kobles med hinanden, og der foregår fine dialoger undervejs. Særligt, når samtidskunsten træder ind som modsvar til de mildest talt store imperialistiske armbevægelser og romantiske forestillinger og sublime skildringer.

Kritikkens drivanker
I stedet for den typiske forestilling om kunsten som spydspids, så agerer samtidskunsten en form for drivanker – et efterrationaliserende og kritisk blik på historien, forestillingerne, handlingerne og konsekvenserne.

Under temaet Det sublime med de føromtalte malere og de sørgelige rester fra John Franklins ekspedition i 1845-1847 får fortiden således fremragende modspil af Guido van der Werves videoværk Nummer Acht, Everything is going to be alright (2007), hvor kunstneren går uberørt foran en dunder-knasende isbryder midt ude i det hvide ingenting. Skridt for skridt markerer værket grænsen til det stupide og fascinerende.

I denne storladende og selvopofrende kontekst illustrerer værket på afvæbnende vis, hvor patetiske – i ordets negative forstand – menneskets sublime tilstræbelser og storladne handlinger i realiteten er. Og særligt værktitlen står nu som netop modsvaret til det afgrundsdybe drama: “Det skal nok gå det hele…”

Kunstnerisk nærvær
Under temaet Observationer møder vi videnskabens bedrifter, iskerner, iskrystaller og hele ekspeditions-fortællingen med historisk afsæt i bl.a. Knud Rasmussens ekspeditioner, hypermoderne 3D optegnelser, men også kunstneriske observationer fra det høje nord, hvor fx. Thorbjørn Lausten sætter tal, form og farvekoder på et arktisk ‘nu’ (Nuet – det polare rum, 1996): ozontal, en isbjørns vandring, magnetisme og den grønlandske iskerne. Imens genskaber Jacob Kirkegaard det kælvende ishav i et mørklagt rum med hypersensitive mikrofon-optagelser. Wroum!

Observationer og tilstedeværelser, der udfordrer fantasiens afstand og får meget konkret kropslig og sanselig konsekvens.

Arktis kigger tilbage
Samtidskunstens drivanker får særlig fat under issen med temaet Mytologier, hvor grønlandsk-danske Pia Arke (1958-2007), russiske Evgenia Arbugaeva og – med sirlige dokumentationer af Hans Egedes korstog i Grønland – Aron fra Kangeq (1822-1869) for første gang i udstillingen pointerer, at der i denne fortælling rent faktisk eksisterer ‘en anden’ i Arktis:

Dem, der bor der.

Dem, der blev bekriget og underlagt herskende normer og forretningsmodeller fra vore egne breddegrader.

Dem, der er repræsenteret som et ‘stolt men primitivt naturfolk’ med mærkværdige evner og ritualer, og den dag i dag er underlagt en hæslig stigmatisering og offerrolle i vor stolte velfærdsstat.

De er repræsenteret som en parentes i slutningen af udstillingen, og det kan godt nok afmontere den sublime ‘arktiske fascination’, hvis man bare har en anelse repræsentationskritik i blodet og blot en beskeden forventning til kunstens og institutionens oplysningsmæssige rolle.

En post-ironisk helt
Den arktiske fascination får endnu et gok i udstillingens næste del Heltemyten, når John Bock med videoværket Skipholt (2005) skildrer den opdagelsesrejsende som en enfoldig figur, der med en temmelig absurd oppakning krydser et landskab fuld af håb, men uden retning, uden selvindsigt og uden bekymring for naturen. Hans parodiske heltefigur ender med at være nærmest eksemplarisk for den arktiske erobrer.

Post-ironisk, kunne man næsten kalde den.

Bocks latterfremkaldende parodi slog som et af de eneste værker fra udstillingen et modbillede fast hos Deres anmelder, der blev hængende. Det siger noget om den indlejrede indsigt, værket bærer på, og som kunne have klædt en skildring af den arktiske fascination anno 2013.

Nu vil jeg gå ud og nyde en gin-tonic med indlandsis og lade denne tekstbid af forfatteren Sara Wheeler, der heldigvis er en del af materialet i kataloget til udstillingen, stå som afrunding:

“Polaregnene appellerer til noget, der ligger dybt i sjælen, især i en tidsalder, hvor vi har mistet kontakten med naturen. Men i Arktis er der, i modsætning til Antarktis, en menneskeskikkelse midt i billedet, selvom han ikke længere sidder og fisker ved sit hul. Det kapitel, der nu er ved at begynde i polaregnene, er fuldt af usikkerhed for dette menneske. Men Arktis tilhører ham.”